BlugBlu(g), to. (smlgn. Cleasby: bljúgr.) 1) bly, tilbageholden; Syreth myn dotther, hwn wor saa blw, hwn aldrig op saa tijl noger man. Rimkr. e 5; P. Smed. b. 4; den, som enfoldig er oc blu vdi tale. Herm. Weigere. 11v; wære i bland bluge oc gode børn. Er. Roterod., Een chr. furstis wnderwiisn. 22; huo som er blu, hand lader snart foruise sig. Tidemand, Post. I. 89; Vedel, Saxo. 100; pudens, blu. Colding, Etymol. 1004; Bording. I. 60; Resen. 302; mand finder sielden en blu og stum bedler. P. Syv. I. 35. 2) frygtsom; saa slo ieg myn drotnings brødræ syw, ieg wor ey blw. Rimkr. e 1v; m 6; den blue oc rædde er lycken dyr. Herm. Weigere. 184; dend, som før var vild, da simpel blev oc blu. Kingo, Chr. V. b 3v. 3) skamfuld; nu staar ieg bløy och møghet rædh. Hr. Michael. 183; met haan oc skam du skiulte ham, for huer mand giorde blu. Arrebo. II. 103. – Samme form bruges endnu her i egnen.Blu(g), to.; meer høffwische sparsomme oc bluge. P. Eliesen. 404.Blu(g), to., se I.* 37 b; – ieg er ey saa blødactig oc bly. Heg 258. Jf ublu[y]g. Bluagtig, to. blufærdig; pudibundus, blw actig. Vocab. 1514; er din daatter icke bluactig. Jes. Sir. 26.13.Bluagtighed, no. blufærdighed; qwinderne skulle pryde dem met twct oc bluactighed. Chr. Pedersen. 1. Tim. 2.9. (1550 og 1647: blusel.)Bluagtelige, bio. blufærdig; pudibunde, blw actelige. Vocab. 1514. Blyagtelighed, no. = bluagtighed; quinder mwe haffue degligh kledebon, dog till lempelig met blyactelighed. Chr. Pedersen. II. 41.Bluelig, to. 1) skam bringende el. voldende; et blueligt hedenskt exempel. Tavsen, Post. sommerd. 234; wore det oss blueligt oc een stor skam. sst. 2) om kønsdelene; han skal skywlæ blyælighe ællær lønlighe thinghen meth linnæt lyndhe. Gl. D. Bib. 3. Msb. 16.4.Bluelige, bio. 1) blufærdig; keysseren raadde hende, ath hwn skulle giffte sig; hwn saa bluelige ned mod iorden. Chr. Pedersen. V. 237.14. 2) med skam el. frygt; Brandt. 115.8; maa ieg kendes thz blueligh. Rimkr. g 5; iech gik blyeligh i gorden fram for then last och for then skam. Romant. Digtn. I. 17 = blyær. sst. II. 145; synder, met hwilke huert menniske reddelige oc bluelige framgonge maa for gwdz strenge dom. Chr. Pedersen. I. 7; ther fore haff sielff liuget, som thw kandt bløyelige være bekendt. Tavsen. 102.Bluelige, bio. Jf ub.Bluelse, no. 1) kyskhed, jomfruelighed; han skal ikke søniæ hænnæ blyelses werdh. Gl. D. Bib. 2. Msb. 2110. (Vulg.: pretium pudicitiæ.) 2) skam; meth blywdelse oc skæntzæl (1488). Molb. Gloss.; hannem til størræ pinæ ok blyghelse. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 68; erubescentia, blyelse. Vocab. 1514. 3) kønsdelene; din bluelse skal syness oc din skam skal sees. Es. 47.3 (1607: blusel.). Bluende, tm. skamfuld; blwende gaar ieg teg saa nær. Psalmedigtn. II. 418 a = bluligæ. sst. I. XXb.Bly(g)es, go. (sv. blygas.) 1) skamme sig; blygdes tha then edle man. Romant. Digtn. I. 76 = blydess. sst. II. 194; the ikke blyghdæs. Gl. D. B. 1. Msb. 2.25 (1550 og 1647: bluedis.); blydhes. sst. Dom. 3.25; theres hwgh skal blyæs ællær skæmmes. sst. 3. Msb. 26.41; blyedis hand wid at slais met dem. Chr. Pedersen. V. 349.19; erubesco, at blyes. Vocab. 1514; – verecundor, ieg bløyes. Turson, Vocab. 348. 2) upers. med hsbet. = 1); mig blwæs at see thennæ nøgnæ qwindæ. Hr. Michael. 141; mig bluess icke ved Christi euangelium. Chr. Pedersen. Rom. 1.16; sst. II. 11 (kunde han icke bluess. sst. 10) som oss blugis att scriffue, end dog somme blugis icke at giorett. Er. Roterod., Een chr. furstis wnderwiisn. 1534. 11; 3) virk. skamme sig ved; Adam var nøghen och Eua met och blwædes thet ey. Hr. Michael. 133; blwes icke at scriffthæ thinæ syndher. Mod. confit. 1; ieg bluiss icke euangelium. Rom. 1.16.Blyges, go. 1) stor rigdom komer mennisken til ath hoffmode sig oc bluess till ad ydmyge sig. Chr. Pedersen. I. 155. 2) blugis eder icke at beklaffe bisper oc prester. Biskopper(ne)s Gensvar. t 2; hagde de spwrd effter nogen verdenss konge och fwndet hannem i saadan maade, da hagde dem blwedz vid, at de hagde redet saa longer vey forgeffuis. Chr. Pedersen. I. 154. 3) kietteris mening oc sindt, ther inghen ting blugis. P. Eliesen. 275. 4) frygte; frels mek af ondæ mæns hænder, at mit hiartæ skall ey blis, mæn send mekh styrc. Hell. Kvinder. 30.17; de hafuer visselig i verden veret helte, som øien synligen paa deris kister skues, at de i ledingstid ret aldrig vilde blues (1685). D. Saml. 2. R. VI. 209.Bly(g)es, go. 1); mygeth, hwar aff thu math bliges. Kemp 912; – se I.* 37-8.Blygd, no. (isl. blygƀ.) undseelse, skam; dyrfues iech engenlund vp at ladhe min øghon for skam oc blyd. H. Suso. 27.25; i theth thridiæ ær blyghd oc wandhøffuesche. Khist. Saml. V. 445; han (ɔ: djævelen) fører mænnisken vppa blyghd at schriffte segh. sst. VI. 150; dend intet har af blygden, har ej meget af dygden. P. Syv. I. 1. Blygdord, no. ord, som man må skamme sig ved, el. som vidner om frygt; aldrig skall eth blygd ord kommæ af hans mwnd. Romant. Digtn. III. 85.14.Blu(g)hed, no. 1) undseelse, blufærdighed; scal ingen tilhobe giffuis, som høre huer anden til i det tredie led, paa det at en høffuisk bluhed maa beuares emellom slect. Fr. Wormordsen, Handbog om den rette Messe. s 1v; een skarp blughedtz oc iomfrudoms krenckere. Er. Roterod., Een chr. furstis wnderwiisning. 13; i tuct oc ære ville wi handle oc met bluhed. Hegelund, Svsanna. 3v. 2) skam; thet war hanom mere til blyhet en ere. Romant. Digtn. I. 3. = last. sst. II. 133. – b-s kød = kønsdelene; dw skalt gøre dem linede vnderklæder at skiule deris bluhedz kiød met. 2. Msb. 28.42.Blu(g)hed, no. 2) all blyhedh oc last bortkørendæ. T 553 94. Jf ub.Bløjnes, go. skamme sig; hand schall iche bløyness eldher skammess wedh ath bestoo syn troo. Tavsen. 41; som euangelisten ey bløynes wed at neffne hannom Jesu fader. Tavsen, Post. vinterd. 67; bløynes plat inthet for menniske. sst. 27. – upers. med hsbet.; der mig oc mine bløynes ved. Tavsen, Pater noster. b 7.Bløjnes, go.; TSd 94 (ovf. III. 833 a12). Synes eget for T.Blysel, no. 1) blufærdighed, tilbageholdenhed; pudor, blysel. Vocab. 1514; Colding, Etymol. 1002; blysel gør stort yndest. Jes. Sir. 32.29 (1607: blufærdighed.); tuct, sandhed, blysel. Herm. Weigere. 11; blysel er de gamle en skam og de unge en ære. P. Syv. I. 46; – foruden ald fryct oc bløysel forfylge sandhed. Tavsen, Pater noster. b 7; wden all sckoensil oc blwgsil. Biscoppernes geenswar. 1533. 14v. (blusel. Herm. Weigere. 4v.). 2) (sv. blygsel.) skam; dw skalt da meth blysell sette dig nederst. Chr. Pedersen. Luk. 14.9 (1550: blusel.); sst. I. 108; hwilcke qwinfolck som sligh vandære ladher segh sæme, skall aff hennes næsthe frænder indsættis, saa hun effther then tiid inghen aff adelen goer till blyssel (1528). D. Mag. V. 77; thenn blyssell och hoenhedt, handtt haffde theraff, att hans szøster vor beliggen (1540). Rosenv., Gl. D. II. 111; aff huilcket alle try riger stor haan oc blysel finge. Hvitf. IV. 638; – for bloysel oc skam, han hauthæ ther af. N. D. Mag. V. 166; wor det dennom dess større skam oc bløysel. Tavsen, Post. vinterd. 189, 186v. 3) kønsdelene; de icke saa deris faders blysel. 1. Msb. 9.23; Jer. 13.26; (1607 begge st.: blusel); Lyschand. fort. 4; jeg vil icke sige legemet der af ingen hielp at hafve, men dets blysel ey der med at kunde skiulis. B. Tott. III. 236; hans blyssell af hannem skaaret. P. Resen. 270. Blysom, to. 1) (sv. blygsam.) blufærdig, tilbageholdende; huad raad kand ieg giffue, ieg er en blysom quinde. Grundtv., Folkev. III. 533 a; 2) beskæmmende; det vaar blusomt i det gamle testamente, at vere wfructsommelig. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 1572. 305.Bly[u]som, to. 2); bringe det herfor paa platzen, som blusomt oc skam er at aabenbare. SkP 445. 3) (fsv blyghsamber) skamfuld; et blusomt øye er kiendetegn paa en skammelig gierning. GHD II. 207. Jf ub.Blusomhed, no. (sv. blygsamhet.) blufærdighed; hun hadde en rett iomfruelig blusomhed ij seg oc wor icke altho mandristig. Tavsen, Post. vinterd. 217; den høffskhed oc naturlige blusomhed, som her til dags aff wore forfædre haffuer werit holden. Kirkeordinans. 1539. f2; verecundia, blysomhed. Turson, Vocab. 140.Blufærdeligen, bio. blufærdig; de lemmer, hvilcke naturen self vil hafve bluferdeligen skiulte. Er. Roterod., Om Høviskhed i Børnesæder. 11; den tuctige handler bluferdeligen. Comenius, Opladne Dør. § 830.Blyferdig, to. blufærdig, tilbageholdende; i maa icke vere saa blyferdige, stille oc spag. Ranch. 54; hvor oc blyferdige oc sactmodige ørne icke met nogen skielderie eller ulad besweres. B. Tott. II. 284; hun var blyfærdig, ydmyg oc from imod alle. P. Resen. 200. – Som bio.; skal hand tuctelig oc blyfærdigen adlyde hannom. Er. Roterod., Om Høviskhed. 19.Blyfærdighed, no. blufærdighed, tilbageholdenhed; den skiøne blyferdighed, erbarhed oc dyd. Holtzmann, Qvinders Speyel. 50; den selffsamme blyferdighed skal saaledis passis. Er. Roterod., Om Høviskhed. 1623. b 3 = blufærdighed. sst. udg. 1706. 32; det ere de behageligste velgierninger, hos hvilcke der er ingen ophold uden, som dens blyferdighed foraarsager. B. Tott. I. 20; bluferdighed. sst. I. 149, 24. Lyden: »øj« for »y(g)«, der især findes hos Tavsen og J. Turson er fynskhed; smlgn. N. M. Pet., Lithist. II. 288. not. 2; sst. IV. 457, not.; Dyrlund, De dske. Sprogarter. 27; jvfr. også dy, dyd, fluge, fryd. Smlgn. ubly og afledn.Blyfærdighed, no. Jf ub.Bly(g)sel, no. 1) P. Eliesen. 95.Bluselnøgen, to. usømmelig nøgen; indtil hand endelig i snorke - søvn henfaldt og blusel-nøgen laa foruden nogen palt. Kingo, Chr. V. anhang. a 3v. Måske egenlig med blottede kønsdele, jvfr. blysel 3) og 1. Msb. 9.22-23.Bluselnøgen, to., se I.* 38 a.Bluelighed, se ub.Blygdelig, se ub.Blydig, se ub.Blu(g)sel, no., 1), se I.* 38 a; – 1 Tim 29 (1524, ovf. IV. 478 b50). 3); jf skam 2). – Jf kvinde-, over-, ub. Blyselfuld, to. blufærdig; hellug oc blyselfuldh. AM 75 (8°) 54v.Blusommelige(n), bio. ærbart; PlB c 8v (ovf. III. 163 a51); NPE c 8v (ovf. II. 688 b3). Jf ub. Bly[u]færdig, to.; du skalt vorde bluferdig rettelige. Jes Sir 422 (1607, 1647); pudibundus, bluferdig. Etym 1004, 1411 (u. verecundus). Jf ub. Vis mere +