DigtDigt, no. fk. 1) affattelse, udtalelse, skrivemåde; det gode vil icke offuer deris tunge ... det bliffuer quar tagd almindeligt, de gøre der om ingen synderlig dict. Herm. Weigere. 168; det vaar den stil oc sæduanlige dict, som hand pleiede at bruge vdi alle sine breffue. Vedel, Saxo. 493. 2) opdigtelse; thu siger thet att være vor obenbare løgn oc skalckhed, dict og paafund. Tav- sen. 102; Chr. Pedersen. III. 220; Malmøb. 12; sckillije theris sett oc dict fraa thet rene Guds ord. P. Eliesen. 72; (1533). D. Mag. II. 55; Manicheus actede samme sin dict lige ved den hellige scrifft. Pallad., S. Ped. Skib. p 2; Hvitf. VIII. 200; Vedel, Saxo. 332; huer mand lagde til oc tog fra, blandet der iblant meget sin egen dict. Lyschand. VI. fort. 3; hand har sluttet hedningernis fabuler at være løgn oc dict. B. Tott. I. b 3. – naar endes dine digt oc gamle kierling snack. E. Naur. g 4; ulærde munke og præster, der ingen beskaffenhed have vidst og derfore have mottet gribe til slige heslige digter. Gram i Kbhvnske. Selsk. Skr. II. 161. 3) attrå; Herren randsager alle hierter oc forstaar alle tanckers dict. 1. Krøn. 29.9 (1550, 1647; Luther: aller gedanken dichten.). 4) = nuv. digt, hunk. (fk.) (∾ sv. dikt.); thenne prophetelige digt, att wære saa diwb, att hwn kan neppelige wdtrøckis paa noget twngemaal. Fr. Vormordsen, Dav. Psalter. a 2. – Vedel, Saxo. 110; denne ringe dict oc leeg, giord vdi danske rhim. Hegelund, Svsanna. a 4; vdi denne dict er opsæt lyckens oc wlyckens spegel. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. indl.; saadane gamle dict oc viser. sst. fort.; det alleen' er paa min digt at sige. S. Terkelsen, Adam og Eva. 4; saa er oc dickten god. Hexaem. f 2v; mand giør det endnu i de latinske vers ... end og i een lang digt. P. Syv, Cimbr. Sprog. 136; S. Povelsøn. 210. – flt.; saadanne skøne dict. Hegelund, Svsanna. b 1; aff saadanne dict og viiser. S. Povelsøn. 209; – velklingende dicter at befatte. Hexaem. c 1; de mangfoldelige skiendsskriffter oc forsmædelige dicter. P. Resen. 217, 247. Jvfr. klinge-, æredigt. Smlgn. Sch. u. L.: dichte; Grimm, Wb.: dicht u. gedicht.Digt, no. 4) saadane dict. Vedel, Hundrede Viser. fort. a 6.Digt, no. 4); huilkien en deiligh dict ... thend, som hinde dicted haffuer (1586). DM3 III. 150. – flt.; se I.* 48 b. Jf fabel-, fugle-, grav(e)-, helte-, klaffer-, klage-, komødie-, kæmpe-, lov-, op-, rime-, ringel-, skaldre-, skænde- (III. 763 b4), spot-, ørned.Digte, go. 1) affatte, forfatte, udtale; lodhæ thee dichthæ thenne skraa under sadane wilkoor ock stadfestelse. Suhm, Saml. I. 2. 210; seyæs han at væræ domer, ther seyær rætten, eller dictær thet, ther ræt ær. N. D. Mag. VI. 183; som vel kand schriffue, digte och registere alle bref. sst. I. 313; ieg hannum forlicthe mz twenne greffuer och lodh ther breff paa dicthe. Rimkr. p 3; Mogens stoed lang tid her paa, at en anden aff hans affuends mend haffde dictet disse breffue. Vedel, Saxo. 493. 2) d. på = tænke på, stræbe efter; alt det, hans majestæt paa digter, det til en priselig heroiskhed hensigter. Bording. II. 388. Smlgn. isl. dikta; Sch. u. L.: dichten.Digtelse, no. digtning; Dauid, som haffuer med siungende och klingende, med dictelse oc alle honde strengespil oc besynderlig med psalmer prijsit Gud. Psalmebb. I. 2. Digtere no. forfatter, ophavsmand; dictatorius, som hør til nogen dictere. Vocab. 1514; formularum callentissimus, en god dictere. Turson, Vocab. 377; inventor, mester oc hoffuit for noget, dictere. Colding, Etymol. 1405; poeta, poet, konstig dicter oc synderlig skribent paa verss. sst. 958. Smlgn. Sch. u. L. og Grimm, Wb.: dichter og brevdigter ovf.Digtere, no. Jf komødie-, løgne-, tragedie-, vised.Digtekunst, no. (t dichtkunst) i nuv. bet.; MP 186 (u. poetice); poeters krantz, som dichte - kunsten ærer. SD a 7v. Digteline, no. linje af et digt; til mine digte-linner med een nectar-saft at fugte. SortS 4. Jf lin(j)e. Digtepen, no. pen, hvormed et digt skrives; Wiel II. 113; VI. 148 (ovf. III. 462 b9, 377 b46); det, som ved vor digte-pen er blefved og vor ritze-pensels fliid dem til ære sammen skreved. SortS dedik 5.Digtetanke, no. tanke fremsat i et digt; jeg icke haver haft en bedre skienck at give end denne digte-tanckes kraft. SortS 23.Digterevne, no. i nuv. bet.; den skar' er større fast end al min dicter æfne. Hex 203.Digterkunst, no. = digtekunst; lad min digter-konst oppaa din mildhed bygge. KC a 1v. Jf løgned.Digterpen, no. = digtepen; din søde kiærlighed min digter-pen har skaaret. M Rostock i Reenb II. 118 not.Digterinde, se versd. Vis mere +
DigtDigt, bio. stærkt; de kunde fecte ret, oc før de legges ned, ret dict hver andre piiner. Hexaem. 71; iblant plager det mig dict. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 93; men Svensken vil ey, dog hand operres digt. Kingo, Chr. V. anhang. f 3v; lad terskeren kun slide dict. Gerner, Hesiodus. 204. Smlgn. Sch. u. L. og Grimm, Wb.: dicht.Digte, go. (t. dichten) tætte (en åbning, revne); dy skybstømmermend haffuer ganske vfliitig dichtit ted kølfaad y briggersit. Chr. IV. Breve. I. 116; der skall sendis tømmermend henad Frederigsborrig, som han dychte krøbberne udi stallen. Chr. IV. Breve (1636-40). 8. Endnu i brug som søudtryk ligesom i Svensk og Norsk. Vis mere +
DigtDigt, to. (t dicht) tæt; see, om hun (ɔ: tønden) er digt. TkH 210.Digte, go.; med sterche jern beslagne trælemmer digtis oc tilluchis (1681). KD VI. 787. Vis mere +