SageSage (save), no. (isl saga) udsagn, fortælling; syn ær sawæ rigesth. PL** I. nr. 140 (jf isl sjón er sögu ríkari. PL** II. 75; siun er sagn rigeste. Heg 85 i r.). Jf sands Sag(e)smand, no. (isl. sögumaƀr) hjemmelsmand; kongen vilde vide hans sauffsmand. Hvf VI. 202; hand bleff tilspurt, huem hanss sagissmand var (1645). NdM VI. 213; som hand huerken skiell eller sagissmand tilwiste (1645). NdM VI. 215; – var der blod nedfalden i her Jens Madsis hus, oc var her Jens sielffe min sadermand (1601). JS V. 81. Jf saden u. sagn.Sagn (savn, sa(g)den, segn, sæjn), no. (isl sögn)
1) = sage; støør ær thin visdom oc æræ æn then sagn, som ieg hørde. HS 8410; annamme enfoldelig hanss sett oc sagn lige saaledes, som han haffuer sett oc sagt det. TH 31v; kom then saugn fran en af kapitels brødre (1563). NdM VI. 44; – een onælich sin, megit vnnerlich, som gar ouer all scrifth oc safn. MR 1812; (1547). Rsv* IV. 220; som ikke aff andre deris saufn, men med egen øyen hafde beseet. Suhm I. 2. 155; – enn troldqvinnde hagde sagdtt ... och eptther thenn sagdenn hagde HJ ladit hinde sette y fengsell (1558). Rsv II. 258 (jf fsv sägdh); – siun gaar for saden. Rch 37 (= sagn. Heg 84 i r.; SkM fort a 3); – ingenn anden segnn skall kunde duge theremod (1360). Rsv* V. 73 (= legum sermo. sst. 72); Br 1654; gamblæ mændz sægn ær siællen vsændh. PL** I. nr. 918 (= sagn. PSO I. 12); T 150; huo sig aff andres segn lader tycke det, han inted er. HWR 131v.
2) rygte; Rch 109; gick vel ord oc saffn, at konning E icke der med tilbørligen sig skulde forholde. RFII 70; – spørie effther tiender eller tage effther sagden. Præd 37; – saa wide gaaer saffden och rye. DgF V. 387 a; – DgF IV. 544 a; – ganger der savner fra. DgF IV. 63 a.
3) sagn, opdigtelse; som dog er løgen oc idel segen. Psb I. 143; naar en bedrift fortellis, saa er det en historie: naar en fabel (snack), saa er det en sagn. ComD § 784; sagnen, som mig mindes, er dend. PSL a 2v; – er det en almindelig sagn, at hand der ligger begraven. PSO II. c 1v. – også talemåde, udtryk; dicis causa, for en saffn skyld, at mand siger kun saa, giort eller sagt paa skrømpt. Etym 302.
4) påsagn, beskyldning; theres ere oc lempe skulle kunde vere forkrenkett for sligh handell, saffnn oc tiltall ... slig saffnn oc tiltall paa baade syder døde oc magteløsse (1538). Rsv II. 69; den sauffn skall ieg mig legge fraa. DgF V. 106 b; – engen segn tro pa nager, wden then, som sier, will tilstaa (1483). GhA II. 50; en seyn, som erchebiscopen skulle tillag hanum, ath han skulle wæræt paa wor nadige herres argeste (1500). BraschB 552. – der som nogen ville noget ont imod oss tale, at i ingen sægen i delige maade høre ville. Hvf IV. 72 (= sv sägn. Lagerbring, Svea R. Hist. III. 709).
5) tilsagn, løfte; han icke hathe holdet then saffn, som han sagde wor nadighe herre. DC 111; – indtill hand samme sit løfftt och saugden fuldreffvet haffuer (1573). Rsv III. 216, 217; – (1400). DoB 99 (ovf. II. 838 b1); – løffte oc seygn. DC 330.
6) afgørelse, pålæg; staaendis paa de 12 gode mends sagn. Hvf IV. 533 (= sv sägn. Hadorph II. 87); – læggær sitt møg paa gadhernæ oc fører thet icke bortt effther andre borgerris sawn, som thæ siæ hannem foræ (1549). NdM I. 91. Jf af-, for-, gen-, høre-, ind-, mod-, på-, sande-, til-, menneskes.