BjældeBjælde, go. 1) gø; latro, bielder. Colding, Etymol. 631; Steph., Nomencl. 1726. II. 840; Comenius, Orbis pictus. 80. 2) råbe på, skænde; oggannio, siger tit oc offte, bielder i ens øre. Colding, Etymol. 506; Steph., Nomencl. 1726. II. 936; Nucleus latinit. 1763. 518. Dict. Herlov. har i begge bet. bielderer. Smlgn. Sch. u. L.: bellen, Rietz: bälla, Aasen: bjeldra.Bjælde, go.; en enstig hund hand skiøtter ey, om hand ad ham vil bielde. Kingo i Wieland, Dske. Vers. IV. 27. Smlgn. bælde ovf.Bjælde, go., se I.* 35 b.se i sammenhæng Vis mere +
BjældeBjælde, no., flt. ufor.; tha for Abiathar i presthe clædæ met tolff biælle. Hell. Kvinder. 5.30. – guldbielder. 2. Msb. 28.33. Bjælde, no. (isl bjalla, fsv bjälla) i nuv. bet.; crepitaculum, bielle, klocke. SmdL 138; Etym 260; Steph I. 25 (u. nola); – flt., se I.* 35 b; – bieller. TR 27/5 1686 35. Jf guldb. (I.* 35 b3). Vis mere +