ForsFo(r)s, to. voldsom, trodsig; then helliand pleier icke at wære saa faas, men blidt. P. Eliesen. 179; mange unde oc fosse ordtt (1551). Rosenv., Gl. D. I. 162; egen nytte, forst raad, oc hemmelig had forderffuer end nu mangen veldig stad. Herm. Weigere. 231 (= nt. wreuelsch radt. udg. 1549, 214); naar han vil dem offuerfuse effter hans forsse oc stolte hoffuit. sst. 286; Ranch. 61; vaar en foss mand, at hand søgte paffuen om confirmatz, ikke kongen. Hvitf. II. 243, 261; en stiff, foss oc modvillig kompan. H. H. Skonning, Hyklerkunst. h 2v; icke giøre mig stiffsindig eller fos imod deris reffselse. sammes Hed. Philos. 763, 565; jeg har ham vær't saa foss oc stiff. Dr. Hielpeløs. 58; Bording. II. 412; hand talte hart, var fos og stiv. P. Syv, Udv. Viser. 1695. 779. Fo(r)s, to. Jf bondef.Fos, no. heftighed, trods; sine søstre vende hwn fra oss, thet haffuer hwn giord moszen met foes. D. Skuesp. 126; da ville icke porteneren lade hannem ind, saa slo han hannem strax ihiel och gick saa ind met foss. Chr. Pedersen. V. 242.93.Fåse, go. overile sig, være ubetænksom. Moth. Foshed, no. = fos; anhæffue somme thenne handell mett saa stor hast oc faashed. P. Eliesen. 405; huad slig hoffmodige, stolte oc moduillige cantzelere oc scriffuere met deris faashed i verden haffuer aff sted kommit. Herm. Weigere. 289; hand, som skyldig fands, skulde huer gang vige it sæde ned bedre for sin foshed. Vedel, Saxo. 227.Forslig, bio. trodsig; huor er thet togh aldeless ath handle forssligh oc trodzligh emod Gudh. Tavsen. 226. – Ihre har, se Gloss. I. 525, antaget denne ordstamme for at være lig isl. fúss; jvfr. Molb. Gloss. fos og Rietz: fus. Dette synes mig ej sandsynligt, om end ordene på grund af lighed i begreb og udtale til dels ere sammenblandede (jvfr. fus ndf.), da både Islandsk har no. fors (= fos ovf.), og ordene til dels endnu holdes adskilt i dialekterne, jvfr. Rietz: fus og Molb. Diall.: foes. Nt. forse (no. og to.) og ht. forsch (to.) udledes af fr. force, se Sch. u. L. og Sanders, jvfr. Brem. Wb. I. 442: forsslik og V. 372: forsse, men netop brugen af disse ord som to. samt ordets hyppighed i Nt. og sjældenhed i Ht. synes mig at gøre denne forklaring tvivlsom. Derimod turde mulig den sjældnere form fors være kommen fra Nt.Fo(r)slig, bio.; begynte medt høg røst att tale hannom faasselig emodt (1564). DM4 V. 268; HP gik »fodtzelig« ud af kirken imod provstens forbud (1579). KhS4 II. 13. Vis mere +
FosFos, no. heftighed, trods; sine søstre vende hwn fra oss, thet haffuer hwn giord moszen met foes. D. Skuesp. 126; da ville icke porteneren lade hannem ind, saa slo han hannem strax ihiel och gick saa ind met foss. Chr. Pedersen. V. 242.93.se i sammenhæng Vis mere +
FosFos, no. ræv; foræ war han skapt som jen foss och bag som jen dywr, man kaller loss. Romant. Digtn. II. 12. Smlgn. Sch. u. L.: vos. Vis mere +