GabeGabe, go. (isl gapa) 1) åbne munden; hand skuld' offuer kjedlen gabe. Kpb 429; ComO* hh 4v (ovf. V. 253 a48); PSO I. 245; AB I. 147 a (ovf. V. 192 b51, 53); – Etym 335 (ovf. IV. 810 a34). – som tegn på forundring; saa vi kand icke andet end gabe og gloe. HiørK i 7; SkP 631 (ovf. V. 5 b42); gabe oc gloe paa een. Wandal a 3v a; – g. efter ɔ: med længsel stirre efter; ad spem futuri hiant, gaaber effter noget. Etym 564. Jf mnt gapen na. 2) åbne sig, revne; Etym 563, 564 (ovf. IV. 935 a16, 932 b54); Steph II. 664. 3) råbe, skrige; HWR 36 (ovf. IV. 878 b35); dicte, male, siunge oc gabe. Heg 235. Jf forg.; gåbe.se i sammenhæng Vis mere +
GabeGabe, no. tåbe? gabe gaar om huse, gjør kvinder med børn. P. Syv. I. 209. Smlgn. Aasen: gap.Gabenar, no. = gabe. Moth.Gabevorn, to. skødesløs. Moth. Gabevornhed, no. skødesløshed. Moth. Vis mere +