Slå | Kalkars Ordbog

SlåSlå (slage, sla), go.
1) slå, hugge, give slag, gøre et slag; nut, Bl I. 150 (ovf. II. 504 b47, jf isl slær); Suhm I. 2. 49 (ovf. III. 845 b15); slar (slaar). Dict mm 1 – mm 4v; jeg slaer nogen, jeg slaer paa nogen, jeg slaes af nogen, jeg slaes med nogen. PG 479, 321. – dat.; slo ieg Sweriges konig i hyel. Rkr b 5; slo xx aff dem i hiel. CP V 2231 (= slogh. RD III. 3020), 2019; slo mange Idumeer ihiel. 1 Makk 52; eder sloe hart quinder oc mend. HWR 83v; ieg slo oc skrabede met haand oc fod. HWR 243; sluo hand vd syn wynge. DgF II. 2 b; – Senild tog kniff aff erme rød, hun slog her L til sin død. VdT 231; – Luc 51 (ovf. II. 460 a12). – nm.; VdS 386 (ovf. III. 799 b2); – NdM III. 16 (ovf. II. 556 b14 = slaget. RdM I. 166); at slage halsen tilbage paa ryggen. ErB* 22. – tm.; slagendis haanden i vejret. JDV n 11. – I tm.; han lodh theth (ɔ: sværdet) j kroppen sa, som han hafthe slagith. ÆB Dom 322; (1561). Progr f Ribe 1842 51 (ovf. III. 582 a8); – ieg hade slaweth thz søm i gæmen. Rkr c 5; – slaen, slaet, slagen, slaget. PG 321. Jf drage 2) i slutn. – slå, overvinde; 1 Msb 1415 (ÆB (ovf. II. 396 b30); 1550 og flgd. overs.: slo); slog dennem oc drog saa iligen frem vdi deris land. Lysch 61. – tm.; henge raffnene dennem i træerne, slaendes oc plaskendes idelige met vingerne. Flemløs § 189. Jf Lyngb* 20; Ark XI. 199. – s. bimt, se bimt (u. bimmer). – s. bissegarn, se d. o. – s. bom(mer), se bom. – s. bug ɔ: bie (uden at spise) mellem måltider. M. – s. død, se dø (slutn.). – s. fejl ɔ: a) (sv slå fel) svigte, skuffe; Rch 325 (ovf. III. 695 a 40); Etym 397 (ovf. u. bom); fiskeriet undertiden slager feyel (1643). Rsv* IV. 504; prestablerne slog vort haab feil, thi de gandske forbød os at indgaa i byen. RFII 425. Jf fegel (u. fejl). – b) tage fejl; Etym 109 (u. balbutio), 365 (u. erro), 688 (u. allucinor); Steph II. 161, 525, 92. – s. fod ɔ: spænde ben, bringe til at falde; M; SortS 41 (ovf. III. 483 a39). – s. hale i vand, se hale. – s. hånden af (n slaa handi av) i nuv. bet.; Etym 670 (u. derelinquo); Steph II. 413. – s. hånd i hånd ɔ: give hinanden hånden (til vidnesbyrd); icere fœdus, giøre pact, slaa hand i hand om noget. Etym 584; M. Jf hand 3). – s. kamp ɔ: begynde k.; inge sager haffuer større forstand behoff end at begynde naagen krig, at sla kamp. HWR 259v (= nt kamp slan. udg. 1549. 240v). – s. kærling ɔ: slå smut (slå en sten hen ad vandfladen). M. – s. lid i nuv. bet.; der til maa jeg slage min lijd. JDV g 10 (jf ovf. II. 786 a17-20). – s. lyd (fsv sla liudh) ɔ: slå til l. M. Jf klappe 4). – s. løg, se ovf. II. 881 b9 ff. – s. løs (isl slá lausan (-um)) ɔ: a) slippe, give frihed; hand skal icke sla dig løs oc icke forlade dig. 5 Msb 318 (1607; 1647: slaa dig varløs; ÆB (og 1550): øwær gifwe); Etym 754 (u. admitto); – naar Gud vil slage hannem nogit løs. JDM d 6. – b) give sig til, vove; lokked mig med kierlig smiil, saa jeg sloe løs at gange. KS 200. – c) s. løs med ɔ: opgive, sætte til side; sapientiam despondeo, tæncker icke videre der paa, men slaar løss med vissdom. Etym 1216-17. – s. sig løs på ɔ: hengive sig til, stole fuldt på; profundere se totum in aliquem, forlade sig paa en eller slaa sig løss paa en. Etym 496. – Jf nuv. slå sig løs, også i æ. Dsk.: TVd 103 (ovf. II. 577 a9); diffundo animum meum, slaar mig løss. Etym 495; instringo, slaa sig icke løss. sst. 1249; Steph II. 771; s. gækken løs. ovf. II. 112 a14-15. – s. mangel ɔ: påvise en mangel (i et regnskab); purgare rationes, slaae mangell oc tage den ud udi regenskab. Etym 34; adskillige mangler, som PP skal have slaget paa de regnskaber (1626). Afskr 57; M. – s. nagle, se ovf. III. 185 a23 ff. – s. pamp, se pamp. – s. sinke, se ovf. III. 729 a12. – s. skrid ɔ: glide på is. M. Jf skred (ovf. III. 813 b31). – s. skrå ɔ: sanke lus af, pusle i håret. M. – (ikke) s. slem bi ɔ: (ikke) være ringe (til hjælp). M. Jf BW IV. 808: nig slim bislaens: behülflich seyn; GrimmW: beischlagen. – s. slire = slå skrid. Jf sv slira, t schlieren; VSO og MbO: slire. – s. slut (slutøre) til ɔ: være ligegyldig, unddrage sig. M. Jf slut (slutøre). – s. trilder, se trild(e). – s. tåre ɔ: regne vedholdent. M. – s. venskab (sv slå upp vänskap) slutte v.; skulle de sla venskaff met huer anden. Dan 116. – s. væd, se væd. – tm ramt; Br 20727; 1 Makk 955 (ovf. III. 500 b14, 32).
2) dræbe, slagte; tha slo han meg. Rkr b 4v; Br 709 (ovf. III. 26 b25); (1492). GhA V. 79 (ovf. III. 559 a49); (1528). DM IV. 283 (ovf. III. 398 b22); skiude eller slaa nogen dyur (1537). Rsv* IV. 188; (1542). NdM II. 152; (1572). Rsv III. 154; VdS 311, 318, fort 7; slag icke mig. VdT 230; Horuendillus bleff slagen aff hans broder Fegge. Hvf I. 11; tag en totze oc sla en slange, leg begge disse. ålbL* 223; RFII 101 (ovf. III. 132 a41); – mine øxen och hiemfødde queg och fwle ere slagne. Matt 224 (CP; 1524 og flgd. overs.: slachtede); huo som anderledis slaar nød, end at embedet haffuer wedtaget (1596). KD II. 489; M.
3) kæmpe, støde sammen; der de hagde slaget en stund tilsammenn. CP V. 48413; sloge de sammen mit paa broen. VdS 517; der met slog de sammen. Hvf I. 139; Etym 451 (u. confligo); Steph II. 297; ComO 438; siden slog resten med os (1676). NdM IV. 70.
4) slå hul på, åbne (en åre ɔ: årelade); skal mand lade sla de to aarer. SmdLb I. 49; naar mand slar it sunt menniske en aare. Tdm I. 166; saa slaa hoffuit aaren. CS 99, 53; mittere sanguinem, lade blod løbe, lade sig aare slaa. Etym 753, 138 (= incidere venam); Lysch 104; bleff hand død aff blodløb, der hand hafde sig ladet aare sla. ClS 581; da sla sig hoffvet aderen. ålbL* 138; skulde dend grove ader slaes, vilde blodet snart løbe ham til døde. PSO I. 166. Jf fsv sla aþ;ro.
5) slåitu, smulre; occo, slaar klimper. Etym 835; Steph II. 965; M. Jf klimpeslåer (u. klemp). – s. kalk ɔ: læske kalk (med stærk bearbejdelse). M; – statumino, menge oc sla støt steen oc kalck sammen. Etym 1235. Jf kalkslager. – s. lage ɔ: røre lage ud. M.
6) rejse, danne, opstille; Laurits e 2 (ovf. III. 382 a36); sla en wognborch om staden. TdmH b 2v; wnder nogre treer slog iegh myn tieldt. Kv v 161; VdS 365; VdV II. nr. 48 indl. (ovf. I. 374 b u. dræbning 2)); lod sla hans leyre norden for byen. Hvf VIII. 39 (jf ovf. II. 772 b1-4); struere aciem, slaa orden. Etym 1251; saa slog hand oc en skantze for W. Hvf VIII. 39; IV. 300; VIII. 40 (ovf. II. 772 b16); DgF I. 103 a (ovf. III. 723 a45). – slagen vej ɔ: dannet, banet vej; SkT fort b 3v (ovf. III. 457 a28); som mand vandrer ad den slagne vey, da kommer mand lengst der fra. BT II. 139; var der en god slagen landevey. RFII 176; ligner Christus dennem ved slagne veye. GHD I. 135. Endnu brugeligt.
7) mure, spække, kline (med ler); leer att specke veggene oc att slaa loffthen med (1541). DM3 VI. 8; di giorde leer till att slae vegenne till igien, som var vdslaget (1603). Repholtz 165; væggene mesten parten slagne med ler, dog nogle få murede (1627). DS VI. 369, 370 (ovf. II. 782 a21).
8) (isl slá) smedde; sla en disk af iærn. AM 187 5218-19; man scal slaa iærneth, naar thet ær heedh. PL** I. nr. 272; y wille lade sige alle smeder till, ad the slaa skoo och søm nogh (1519). DM3 II. 158; DgF II. 2 a; betalld A smed for hannd slo tu hengsle (1577). DM3 II. 212; (1608). SmB I. 94 (ovf. III. 488 a27). – myntis oc slagis saadanne mynt. Fdg 4/5 1625; s. penge. M. – s. (ud)i jærn (lænker) ɔ: lægge i j. (l.); ChrIV* I. 243 (ovf. II. 652 b6); NdM III. 188 (ovf. III. 513 b52); træle, som ere slagne udi iern. BT I. 166; blef HW slagen i jern paa Holbmen. KD V. 786; hans staldbrødre bleffue slagne i lencker. Hvf I. 159; hand fant mange christne vere slagne vdi iernkæder. HvfB b 3. Jf t in bande (eisen, ketten) schlagen. – tm. (isl sleginn meƀ) beslåt med; en hwalstan laa ther slawen mz gwld. Rkr h 2v.
9) sno, flette; torqveo, slaa eller sno ræb. Etym 1340; NL 1912; sex skippund slagen tow. TR* a 1. Jf rebslåer. – slå frynser. M. – tm. ivævet; skal ingen tappeter giøris offuer bordet aff det, som med guld eller sølff er slagit (1615). Rsv* IV. 320.
10) spænde; greb til en stacket bøsse, slog hanen der paa oc holdt en aff væcterne den for ljfvet. RFII 79 (= slog hanen fra. HT5 II. 577).
11) spille; slå brætspil (forkering). M. – s. puns = lege ros. M. (jf. ovf. III. 615 a1). – s. klaver (æt klavier schlagen) ɔ: spille k. M.
12) upers. ɔ: uret slår; naar fem slar. NdM I. 308; aarlige morgen, fem slaar ... strax sex slaar (1530). DM II. 119. Jf t es schlägt; ovf. III. 698 b23, 30; II. 535 b39.
13) s. af ɔ: a) afhugge; convello, slager aff, bryder aff. Etym 1397; slaaer aff. Steph II. 342. – fjærne, borttage fra; RD III. 7223 (ovf. I. 98 a u. band = sancke aff banen. CP V. 508-9; forkl. af band uret); discutio, slaar aff veyen, til alle sider. Etym 1026; Steph II. 460. – afslå, tilbageslå; de sloge hans maj. stormen af (1612). NdM II. 43; slog fienden 3 stormer aff (1670). Suhm II. 3. 151. – b) fælde, se ovf. u. afslå 2) – overvinde; slå en af for en knæling ɔ: drikke drukken. M. Jf ovf II. 566 a21 ff. – s. af skole ɔ: overgå. M. – c) gennemprygle; Steph II. 434 (u. deverbero). Jf nuv. banke af, se VSO: afbanker 3); MbO. – d) afslå, nægte; tha kan han icke met ere slaa oss thet aff (1524). Allen 197; paa det hun ikke skulde slaae hannem sin bøn af. VdSv 88, 113; quid abnutas? slaar mig det aff. Etym 831; Guitlach slog Giurgiunt saadant aff. Lysch 148; – E R, J sloge oc aff, H J ey heller sig der till gaff. Rerav, Fredr II Kron h 6. – e) forsage, klikke. M. – kornet slår af ɔ: falder i pris. M. Jf t abschlagen.
14) s. an ɔ: a) slå fast. M. Jf anslå 1). – b) sigte (med skydevåben). M. – c) begynde på, foretage; som slaar nogen bygning ahn vd met en allfare vey. KP fort a 8; hand kunde icke arteligere slaa sin sag an. Cold ggg 4 som saa slog sin sag an. sst.; – aperire ludum, slaa op, slaa skole an. Etym 877; Steph II. 110; be- gyndte hun at slaae en dands an. Suhm* I. 141. Jf anslå 3). – d) ansætte; dii, der handler med dii danske, dii slager dem uaren saa høiidt an, att dii kan erlegge tollen. ChrIV* IV. 393; III. 182; M. Jf anslå 5).
15) s. for ɔ: gøre gældende, fremdrage; sloge thennom ochsaa for, ad wy haffde befaling ad transigere om alle sagerne (1602). RdAH t 187; ego meo pronus sum pectori, ieg slaaer selff mit hierte for, at giøre oc lade. Etym 998.
16) s. forbi ɔ: forbigå, lade uomtalt. M.
17) s. fra ɔ: vende fra, se ovf. III. 725 b41-45. – være borte fra, afvige fra; non longe aberro, slaar icke langt fra. Etym 366; det suar slaar icke wit fra Gudz low. SkP 189; huilcket icke slar ret langt fra sandhed. SkP 241. – svigte, slå fejl? baade korn og anden del slaar dennem fra (1585). Afskr 57. – s. fra sig (sv slå ifrån sik) i nuv. bet.; ClS 711 (ovf. III. 268 b44).
18) s. fram (fsv sla fram) a) fremsætte, ytre; Rkr c 2v (ovf. u. framslå, for: fran må (med Molb og Brandt) læses fram); TkA III. 13 (sst.). – s. frem og tilbage ɔ: forhandle, tale om; begiærede en ringe tjd at beraadslaa sig, sloge saa for sig selff indbyrdis denne sag frem oc tilbage. RFII 176. – b) forslå, strække til; schulde the merckelige sla fram till lægedom oc andhen hospitals tynge at oppeholde. PE 160; slar saadan trøst icke frem oc er med alt saadant snart vdtrøstet. Mogensøn, Ligpr. o. Jak. Hvitf. fort 4; at hand vil vere voris prouiant mester, at det kand sla frem oc giffue oss forstand i husholdning. Mariager k 3.
19) s. (ud)i ɔ: a) slå med; slog hannem (ɔ: en hest) i en smedestang, saa at han gik omkuld (1604). DM4 IV. 110; havde trælbåret og slået ham i et spanskrør (1654). Kinch II. 455. Jf FeilbO. i 15); bløde 4); vende i. – b) stille, lade komme; sla folcket vdi sin slactordning met god flid oc forsynlighed. VdS 16; besee hans folck, dennom at slaa vdi slactordning. Hvf VII. 238; I. 65; cuneare exercitum, slaa folcket i orden. Etym 279; skal ingen maa slaae sit qvæg i vong, førend alt kornet er inde (1635). HT V. 549. – tilbagevirk.; lod hand den gandske krigsshær sla sig i sin slactordning. Lysch 61. – SkP 469 (ovf. III. 382 a42); det (ɔ: pindsvinet) slar sig vdi en trind bold. SkM fort b 2; folcket haffde slaget sig i rad paa begge siider. Jm 29. – s. i glem, se ovf. II. 57 b34 ff. – s. he(de)n i vejret, se vejr. – c) s. sin rumpe i tråd ɔ: være ledig. M. Jf (i) tråd? – d) s. i vejen ɔ: komme i v.; var et vadsted, hvor grefven kunde komme ofver, men slog andet i veyen. RFII 121. – e) s. i sig selv ɔ: gå i sig selv; endelig efter mange formaninger slog hand i sig selv. Beretn 76; vAph I. 614 a.
20) s. imellem ɔ: hindre i at slås. M.
21) s. med døren a) se dør ovf. I. 423 a. – b) bedrage; slar en med dørren, ferire aliquem munere. Dict.
22) s. ned ɔ: a) i nuv bet.; skal hand komme igien met pestilentze oc sla ned. Tdm II. 134; Etym 1026 (u. decutio); Steph II. 373; slager ned oc forderfver. Ordspr 283 (1647 i r). – b) skjule; da maa den det ingenlunde fordølge eller slaa ned. SkP 693.
23) s. om ɔ: a) slå på; han tog et ris og slog dem »om deris bare øren«. SR II. 262. – b) s. om busken ɔ: liste sig frem; biuder ieg oc min næse ey did, ... men listelig slar om busken omkring. Heg 217. Jf busk. – c) bruge omsvøb; utitur anfractu, hand slaaer lenge om, førend hand vil til meningen. Etym 476. Jf omslag 4). – d) (mnt ummeslan) give til kende ved trommeslag; naar allarm paakommer eller og omslaaes eller blæses. Chr. VA § 90; naar der tilbørligen der til er blæst eller omslaged. sst. § 97; M. Jf: lod DR trommen slaa om oc tilbiude. RFII 126; omslag 7); slå på b).
24) s. op ɔ: a) løfte bagbenene op; Etym 150 (u. calcitro); Steph II. 171. – b) slå op (på et i øjne faldende sted); promulgo, slaar op for alle mand. Etym 1488, 1125 (u. proscribo); Steph II. 1147. Jf opslå 1). – c) årelade (en hest). M. Jf MbD – d) begynde; Etym 877 (u. slå an c)) – e) ophæve, ophøre med; remittere rem emptam, slaa kiøbet op, lade dem, som selger, faa sit egit igien. Etym 858; M. Jf opslå 5). – f) høre op (om frost). M. Jf opslå 6). – g) (mnt upslan) stige (i pris). M. – i) lf. α) bryde op; derefter sloges isen op igjen, og de atter udskibede folk salt. Wulff 117. Jf opslå 6). I flere bet. endnu brugeligt. – β = g); HVR m 1 (ovf. u. dyr 2 g).
25) s. (o)på a) slå løs på, angribe; the syndræ Judher them sloffue the paa. Rkr a 3v. – s. på siden ɔ: stå imod; obstrigillo, slaar en paa siden, forhindrer hans forsæt. Etym 1249. – irettesætte, se ovf. III. 812 a6. – b) tilkendegive (vagtens begyndelse) ved trommeslag; efter at mand haver slaget paa vagt, og den er besat. ChrVS § 97. Jf slå om d). – c) (fsv sla upa) tage fat på, begynde; sla vppaa kriigh (1436). GhA II. 35; DC 1; folcken slaer forfenglig ting vppaa. ApG 425 (1524; 1550; tage dem faare); ÆdS 45; – wi slaa nu paa itt anndet spill. SK v 1077; DM IV. 46; DgF III. 363 a; Psd I. 110 b, 157 b; Heg 51 (ovf. u. adgaa); VdS 459; huad lønligt de slar paa, huad mord oc manddrab Jesviterne begaa. Hasenmüller a 5v; Lysch 64 (ovf. II. 374 b24), 187; alt, hand slar paa, skal lycklig gaa. ArøbPs a 1v; hvad skal ieg slae paa? TkA I. 139; slaaer det paa oc begynder det. HiørP B 7; AB II. 32. – d) s. (en leg) på bjælken (bænken) ɔ: høre op med. M. Jf bænk 5 b).
26) s. (vel) over ɔ: a) løbe (om gangen hos en hest); M. – b) (t überschlagen) forbigå. M. – c) gøre beregning; computat annos, slaaer regenskab offuer. Etym 1019; Steph II. 273. Jf overslå 5). – s. på, se slå (o)på.
27) s. sammen ɔ: a) (isl slá saman) samle; conflare populum, sancke folck, slaa folck sammen. Etym 453. – b) slå til, gå ind på; pango, slaar til, slaar sammen, fordragis med nogen om noget. Etym 869.
28) s. til a) = slå (o)på a); strax de offuerkomne vaare, sloge de til kongens folck, som de laa i deris beste søffn. Hvf III. 69; Etym 627 (u. lapido); Steph II. 837. – b) vende; adjicere animum, sla sit sind til. Etym 578; Steph II. 49, 776; slaa et øje til vor grove ritze-pen. Thura, Poet. Sager 197; – c) være til behag; will inthett aff thette slaa Danmarckes riigis raadt till sinde eller the thet wille indgaa (1525). NdM V. 38. Jf sind 9 c). – d) s. til ridder (fsv sla til riddara, t zum ritter schlagen) ved slag med et sværd give ridderværdighed; Or* I. 11 (ovf. III. 593 a5); hand slo thend hiord til rider DgF II. 241 b; IV. 514 a; bliffuer oc end stundem slagen til ridder. HWR 5v; kong Christian slog ham med alle de andre gode herrer til ridder. DM3 III. 97; slog hand da til riddere ote adelsmend. Rerav, Fredr II. Kron h 6 (jf sst. h 6v om skikkene); jf ovf. II. 93 b50 ff. Jf DuC; alapa militaris.
29) s. tilbage ɔ: a) i nuv. bet.; Etym 1027 (u. repercutio); Steph II. 1217. – b) sige sig løs fra, forkaste; slog tilbage blusel oc villige gaff sig til alle laster. UK d 8. – c) blive til intet, mislykkes; sagen slar til bage oc icke vil haffue sin framgang. HWR 172 (= nt vmmesleit. udg. 1549. 158); den begynte gifftermaals handel slog tilbage. Hvf II. 27; den handel slog siden tilbage. Hvf II. 372.
30) s. ud ɔ: (sv slå ut) a) springe ud. M; – b) falde ud have til udfald. M. – c) gå bort (om skibe). M. – d) udbrede, sætte frem; slaar sin kram vd, viser dem alt saadant. SkT fort b 3. – e) afslå; saa fremt de Suenske slaer dend tilbøden jernhandell wd. ChrIV* IV. 386; slae en velgierning ud. BT I. 100; RFII. 166 (ovf. u. egensindelig.) – f) s. træer ud ɔ: mærke til fældning. M. – g) s. sit vand ud ɔ: lade vandet. M. Jf t das wasser abschlagen. – i) slagen ud ɔ: udslåt (med udslæt). M. Jf sv slå ut. – s. udi, se slå i.
31) s. under (t unterschlagen) a) skjule, dølge; dissimulo, fordøl, fortier, slaar vnder. Etym 1175; Steph II. 468; M. Jf slå ned b). – b) s. under sig ɔ: bemægtige sig, tilrive sig; Hub 58 (ovf. III. 417 a20); haffer dylt oc slagit same korn oc landgille under sig (1553). Rsv I. 210; han vilde beholde oc vnder sig sla samme klenodie. HWR 195 (= nt vnderslagen hebbe. udg. 1549 181); ere os Danske afhændiged vore historiske oldsager af fremmede giæster, som siden haver slagen dem under sig. VdSv b 7; Etym 900 (u. depeculor); Steph II. 404. – c) s. under stol, se stol. – d) s. under os ɔ: regne ringere end os. M.
32) s. sig ɔ: a) bøje af (om harer). M. – b) tabe sig; lykken til søfart har meget slaget sig paa nogen aar (1585). Afskr 57; kornet hafver slagit sig, saa at vore undersaatter icke kunde bekomme saa møgen foringe (1590). Secher, Corp const. II. 576; aalefiskend formedelst stor tørken meget haver slaget sig (1591). Afskr 57. – c) s. sig fuld ɔ: fylde; du fraadzer oc slar dig nat oc dag fuld. Tdm III. 109v. – d) s. sig for ɔ: undslå sig for; Etym 1423 (ovf. III. 800 b6). – e) s. sig fra ɔ: (mnt sik slan van) skilles fra, forlade; luen at hafve slaget sig fra hin anden til begge sider. BT I. 70; – søgte hand lempe at sla sig fra Erick oc giøre forbund met hans vederpart. VdS 282; de Suenske slager sig fra rigernis forbund. LyschT a 4 i r.; ingen slager sig eller vender sig fra sin ondskab. JDM h 7. – unddrage sig fra, opgive; Etym 1423 (u. tergiversor); Steph II. 1372. – f) s. sig (ud)i (t sich in etwas schlagen) ɔ: blande, (give) sig i; ath wij maa dybelige slaa oss wdi Guds lønlige raad oc domme, haffue wij en nw icke lesth. PE 110; KhS VII. 797 (ovf. I. till 37 a u. blodssag); tør ieg icke sla mig vdi forbund met eder. VdS 511; VdPs h 5 (ovf. III. 164 a45); begyndte den unge herre at slaa sig i den ljfflandiske handel. RFII 45; – slo sig bispen der vdinden, at forlige dennem. Hvf V. 257. – g) s. sig igennem, i nuv. bet.; ieg motte slage meg igiennom hans flode (1565). Wad I. 316. – h) s. sig imellem ɔ: lægge sig imellem; slog sig nogen førster imellem at forlige kong C oc de holstiske herrer. Hvf II. 237. Jf slå imellem. – i) s. sig med (t sich schlagen) slås; dom »ofver studiosos, som hafde slaget sig med laqvaierne« (1696). Borchs Kolleg Festskr 81 not 1. – j) s. sig til ɔ: α) (fsv sla sik til) føje sig til, slutte sig til; det menige folck, som haffde slaget sig til dem. PlSk c 4; den ene synd slar sig til den anden ... der sla andre synder sig til denne styld. Tdm II. 14v (= t ein sünde zur andern zuschlage ... es schlagen andere sünde zu zu dem stelen. udg. 1549. II. 13v b); M haffde slaget sig ocsaa til dem. 2 Makk 133 (1607, 1647; 1550: gaff). – β) hengive sig til, vende sig til; slar mig til sactmodighed. Dict; dare se otio, at slaae sig til rolighed. Steph II. 479; de, som slager sig til ørckeløshed. Fdg 30/4 1692 § 42; slage sig til ørkeløshed og dovne dage. Beretn. 2. Endnu brugeligt. – γ) s. sig til rette, se ovf. III. 585 a12 ff; huis HS tilkom nogle flere pendinge, skullde handt wel sellff slagitt sig till retthe och thennom affbethalitt ... hans hossbonde slog sig well sellffuer till retthe (1593). Rsv IV. 366; om konning E endnu nogenlunde vilde slaa sig til rætte, skulle hans majestæt icke lade det feyle paa sin side. RFII 86; haffve de omsider begyndt at sla sig til rette. RFII 317. Jf nuv. slå sig til ro (tåls). – k) s. sig tilbage = s. tilbage; slog det sædvanlige fiskerj sig meget tilbage. RFII 351. – l) s. sig til hobe ɔ: slå sig sammen, forene sig; slar sig tilhobe, consociare arma. Dict. – m) s. sig ud ɔ: tage sig frihed tale frit; sla dig longt vd i verdzlig handel. Tdm I. 91v; slaar ieg mig icke for meget vd? Rch 48; min konning var mig til oords, jeg havde for ingen deel slaget mig saa viidt og dristeligen ud, havde jeg vidst, at hand i egen person havde været mig saa nær. VdSv 104; M.
33) lf a) slås, kastes; arcken sloes oc støttis hid oc did. PlSk b 7; slas aff bylger, fluctuo. Dict. (= slaais. Etym 456); – b) s–s til hobe ɔ: støde sammen; Thms 73 (= KPs 379, ovf. II. 248 b23); knæene slais tilhobe. Neh 211 (1607; 1647: slaaes t). – c) slås, kæmpe; (1495). GhA V. 81 (ovf. u. bærje 2)); hand drog til hannem oc sloss lenge met hannem gantske suarlige, saa at der bleff megit folck slagit paa begge sider. CP V. 394-5; hand haffde folck oc icke kunde at slaes met. VdS 517; – han wille icke tallæ wyth A, før en han haffde slagets meth keyserens folck. RD III. 3516-18 (= CP V. 2532); ieg haffuer offte slagetz met dem. CP V. 2524 (= slagis. RD III. 351); ieg vilde slagets met dig vdi kamp. VdS 114; GR og Svensken skulde været tilsammen og slagedes (1612). NdM II. 51; – drengene haffde slagest sammen indbyrdis. Hvf IV. 167. Jf ovf. II. 123 b47, 156 a31; Ark XI. 200. – d) s. ud ɔ: blive våd; humor allapsus extrinsecus, naar veggene och stene slaas vd och suæde. Etym 611; Steph II. 88. Jf nuv. slå sig (jf MbO), sv slå sik. – Jf af-, an-, bort-, død-, efter-, fore-, for-, fram-, fra-, hen-, hjel-, hjærte- (u. hjarte), igennem-, ihjel-, ind-, i-, kvar-, køb-, lim-, ljune-, marv-, mis-, neder-, om-, op-, opå-, over-, på-, råd-, sammen-, sønder-, tilhobe-, til-, ud-, unders.; guld-, halv-, harm-, jord-, jærn-, kniv-, kobber-, kuld-, ler-, mager-, malle-, mel-, mod- (ovf. III. 115 b42), ny-, popelsi-, sorg-, sølv-, u-, ud-, vred-, gennomslagen.Slå, go.
1) – dat. flt.; NdM V. 179; Mc 15 (ovf. IV. 231 b20, 892 b36). – nm.; Rch 184 (ovf. IV. 283 b13, rimord: staa). – bm.; TkH 101 (ovf. IV. 995 a28). – s. fejl – b); vden ieg slaar feill, da kommer ieg wdi hue (1601). NkS 351d (4°) 39v; slog hun end tit feyl oppaa sin catechismi blader. KSK a 8v. – c) skuffes (komme til kort); impos voti, slaar feil ad det, mand ynsker. Etym 977; slar feil i sin gierning, cadere effectu. Dict. – s. ild (sv slå eld) ɔ: få gnister af sten ved slag; slog ild af steene. Etym 1026 (u. excutio); Steph II. 551; befoel ieg hender att slaa ild. Jm 143; – 2 Makk 103 (ovf. V. 254 a47). – s. løs a); VdS 157 (ovf. I. 661 a16). – s. sig l. ɔ: frigøre sig; Jes Sir 2926 (ovf. u. finans). – s. råd (ovf. III. 640 b30). – saa mangen luus derpaa kand løbe og slaa skrid. Helt 175. – s. stort ɔ: bruge store ord; DgF VI. 380 b (ovf. V. 588 a35). Jf nuv. slå stort på, se OG. – s. tru, se d. o. også ndf. – s. tække, se ovf. IV. 294 a23. – s. ridder (fsv sla riddara) = slå til r. (III. 877 b48); tha slog keyseren 20 ryddere. RD III. 203 (= til r. CP V. 1612). – afslå, afmeje; NdM VI. 187 (ovf. III. 858 a43); PlV 1374 (ovf. II. 509 b48); (1555). Rsv II. 148 (ovf. III. 785 a36); – enten at lade ligge till gressgang eller att slaa med hiø (1601). NkS 351d (4°) 128. – træffe; Hex 149 (ovf. III. 508 b35).
5); – slaa nogen kalck tillsamen med samme wand (1601). NkS 351d (4°) 125; Steph I. 194 (ovf. II. 470 b52). – ælte; slaa smørret. Holst I. 11; VI. 17 (ovf. V. 580 a31).
6); Dmdo 18 (ovf. III. 648 a40); capero, slaaer rynker paa. Steph II. 178 (jf ovf. V. 864 a2).
8); se ovf. II. 714 a27, 29. – til s. 875 b23; Rsv* IV. 435 (ovf. III. 387 b40). – s. af jærn ɔ: frigøre fra j.; er slaggenn aff iernnitt wdi hans store siugdomb. ChrIV* I. 252.
9); NdM I. 379 (ovf. V. 735 b35).
11); SortS 38 (ovf. V. 802 a37); – (1622). JS VI. 157 (ovf. IV. 250 a4); varietas delectat, sagde fanden, han sloeg cantate paa bieslaget. Lade, Phrases rar f 4v (jf ovf. III. 525 b28).
12); se ovf. II. 136 a9, 13, 15; – naar mand hører klocken sla. SthHb (1592) g 6v. – give lyd; nattergalen slaer. ComO* hh 2v. – bevæge sig; ålbL 303 (ovf. V. 827 b24); ComD § 274 (ovf. I. 415 b19); RFII 355 (ovf. IV. 936 b14). – 13 a); om den (ɔ: tanken) dem paakommer, da skulle de strax slaa den aff. Hasenm d 4; ex animo delebo, slaa aff mit sind. Etym 45. – b); CP V. 19235 (ovf. u. forgæves 4)); Hvf II. 224 (ovf. IV. 358 b22). – e); buen slar tomt aff. Tdm III. 82v (= t das armbrust jm ausschlecht. udg. 1549 III. 77 b). – mislykkes; der det slog mig tomt vdaff. Heg 180. – 14 e) trives, gro; SortS dedik 6 (ovf. IV. 925 b1).
15) foreslå; ChrIV* V. 54 (ovf. V. 336 b16). – b) sætte for; Helt 221 (ovf. V. 415 b46). – s. for hånd ɔ: spille ud? slar jeg mit kort for haand og lader rinde de terninger paa bord (P. Syv). DS VI. 378.
17) – skille ad; kom de i perlament og CM.s tjener løb da til og slog dem fra hverandre. SR II. 411. – lf. gå bort fra (svinde); der vinen sloes fra Nabal. 1 Sam 2527 (1607, 1647). – s. fra sig; VdSv 142 (ovf. IV. 111 b24); SR II. 411 (ovf. V. 126 a36). – s. f. hånden ɔ: undlade; vi forsee os til, at hvad vi befale eder, ville i ikke slaae fra haanden (1563). HT V. 417. – 19 a); jf hærde 3) (II. 166 b30). – s. i flugt, se ovf. I. 567 a nederst. – s. i grund ɔ: slå ned, ødelægge; LyschG* 141 (ovf. V. 412 a45); se ovf. II. 79 a37 f. – s. i h(j)el, se ovf. II. 197 b16 f; III. 873 b50. – s. i palter ɔ: sønderrive; slar hannem slet i palter, lacerat hominem. Dict. – s. i stykker i nuv. bet.; comminuo, slaar i smaa stycker. Etym 748; Steph II. 253; Stolpe II. 202 (ovf. II. 52 a6), jf ovf. IV. 185 a33 f. – b) – lukke i; Heg 229 (ovf. V. 681 a39); impellere januam, slaa dørren i. Etym 903; loed sla porten i. RFII 228. – fylde i; degulo, slaar i sin hals. Etym 543. – d) – s. i vejret ɔ: gå i v.; PSO I. 1 (ovf. III. 207 a22). – e) – (t in sich schlagen); om han endnu vilde slaa i sig selv. Bang, Taler o. Aftensangstexter 427. – (KhS4 IV. 103 er slagett hele y wand sikkert fejllæsning for s. hale y w., jf ovf. II. 130 b25 f.). – 21 c) – ramme med (lade komme over); 5 Msb 2828 (ÆB), 27 (T, ovf. II. 5 b3, 624 a31-2); se ovf. III. 874 b48. – fylde (dække) med; rudero, slaar med grue(!), fylder m. g. Etym 1050 (= m. grus. Dict.). – fange; (1532). DM IV. 286 (ovf. III. 647 b39); (1574). Rsv III. 328 (ovf. III. 249 a31; jf pulse). – d) bevæge; premunt, slaar med, slaar sammen. Etym 987. – 22 c) vende (bøje) ned; hand slar sine øyen ned. JesSir 1927; demittere caput, aures, slaa hoffuedet eller ørne ned. Etym 755; Steph II. 397. – 23 b); jf ovf. V. 153 a24 f. – d) trommen slo om i leyren. Hvf VI. 199; jf ovf. V. 767 b20. – 24 a); slaar bag op. SkT fort b 2. – f); (1570, ovf. V. 340 b3). – g) – springe op; (1694). KD VII. 441 (ovf. V. 383 b12). – 25 a); HWR 260 (ovf. IV. 706 b7). – s. på flugt ɔ: tvinge til f.; 5 Msb 3230 (ovf. IV. 963 b19); VdS 14; Rch 116 (ovf. II. 13 b20, 252 b9); se ovf. I. 567 a nederst. – c) – s. stort på ɔ: være ivrig; da maatte mand slaa saa stort paa met gods at samle. VdPs e 1v. – d) – kaste; obsipo, slaa vand paa noget. Etym 1180. – e) mærke med; skal voris ober-iegermester lade slaa vores naffn oc krone paa de træer, som udvjst ere. Fdg 20/10 1670 § 34; 13/9 1687 § 3. – f) sætte til; Hvf I. 67 (ovf. II. 786 a19). – 26 d) kaste over; PSV 732 (ovf. III. 699 b44). – 27 a) – s. sig s. ɔ: forene sig; Hors* (1685) 112 (ovf. V. 195 a53). – 28 a); om hand vil slaae til med mindste finger. RsH n 6; straf nu her, slaa til med faders hierte. SSO (1685) 24. – bringe i; slog fienden til uorden og flugt. DV VIII. 623. – b) – blive til; formene i, at thet vill sla till feyde (1545, Fr Jessen). – d); – s. sig til ridder på ɔ: vise sin styrke ved at slå en; at sla sig til ridder paa een. PSO II. 128 (u. hug). – e) gå ind på; Etym 869 (ovf. III. 877 b33). – tildele; SP slog samme svend ocsaa denne daatter til. SPD 3. – lf. tilfalde, se ovf. IV. 380 b37. – indtræffe; slogs sig en vode ild til aff slompelycke. VdS 504 (∾ udg. 1575 og 1610); vel sammenblanding. – f) nå til; DgF II. 141 a (ovf. II. 229 a4); det onde sig ret ind til hiertet haver slaget. AB I. 319; Wiel II. 109 (ovf. V. 864 a20). – 29 c); naar korn eller andre vare sla tilbage. Tdm I. 104 (fl. g. sst.); jf bet. 32 k). – 30 d); Tyrk a 1v (ovf. III. 459 b23); HWR 46 (ovf. I. 565 b23); Etym 337 (ovf. V. 463 b7); SkP 676 (ovf. II. 614 a13); vi slaa vor banner ud i hans navn. KPs* 571. – i); (1640). Hüb II. 78 (ovf. V. 430 b19). – lf. i samme bet.; at de (ɔ: småkopper) kunde slaais ud. ålbL* 201. – j) fjærne ved slag; edento, slaar tænder ud. Etym 299; Steph II. 489 (jf ovf. IV. 310 a41); se IV. 983 a8. – 31 a) – tie om; PE 120 (ovf. IV. 662 a38); befoel alle kirckens tienere, de skulde slaa det scrifft vnder. Cold n 1. – c) – stikke (sætte) u.; som naar mand slaar kappen under armen. Etym 219 (u. cinctus); NL 148. – 32 b) – s. sig hen ɔ: svinde; sorgens taage sig saa sagtelig slaer hen. Wiel IV. 11. – c); – saa at de selff vnder huer andre haffuer sig slaget oc formordet. Bunt* I. 153. – 32 n) s. sig på ɔ: komme på; paa den marck slar hiø sig icke gerne, men dett er den beste slags hiø (1601). NkS 351d (4°) 127.
34) s. hen ɔ: tage kraften fra; repercutere fascinationes, slaa hen oc affverie. Etym 1027; Steph II. 1218.
35) s. ind (fsv sla in) ɔ: a) drive; NkS 351d (4°) 41 (ovf. V. 186 a21). – b) kaste sig ind, angribe; Mark 437 (ovf. I. 629 b22); incursabit in te dolor meus, slaa ind paa dig. Etym 187; Steph II. 717. – gøre uro? gich wdj dannekone huusz och slo paa thet tykeste ind (1568, Fr Jessen).
36) s. tilsammen = s. sammen a); da sla de tilsammen oc drage ind oc spare. Tdm I. 104.
37) s. ved ɔ: være forsømmelig? att di icke sønde eller slaa wed medt deris gerning (1601). NkS 351d (4°) 49v; att folkitt icke skall slaa wed oc giffue sig till ørkeløshedt wdj hans frauerelse. sst. 113. Jf åsen: slaa ved. – Jf be-, blå-, botn-, gennem-, hud-, isønder-, knus-, krøbel-, smålem-, tilbage-, udihjel-, und-, vatn-, vinge-, åderslå, anger-, edder-, gjald-, hard-, is-, kuld-, pande-, rød-, tæt-, udi-, vindslagen. se i sammenhæng

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag