Almagt, en. [ˈalˌmagd] (af II. al 9.1, efter ty. allmacht, jf. almægtig) ubegrænset magt over alt og alle; evne til at udføre absolut alt; især (relig.) om en af guds egenskaber: Moth.A93. *Den Gud, i hvis Hænder | Et Hav er en Draabe, | Hans Almagt kan redde. Ew.V.121. Gud har skabt Himmelen og Jorden, det er: han har ved sin Almagt gjort, at hele Verden er bleven til. Katek.§58. Sal.VIII.65.   (nu l. br.) som navn paa gud: den almægtige. *Havets mægtige Betvinger, | Tael til Bølgen i din Harm! | Almagt, grib Orcanens Vinger | Med en vældig udstrakt Arm! Ew.V.147. Kierk.XIV.224.    (overf.) i anden anv. *Vældigste Keiser . . | Vi for Din Almagt i Støvet os bøie. PAHeib.Sk.I.333. i sin faste Tro til Bønnens Almagt, modig paa at trygle sig Bønhørelse til. JPJac.II.51. Poesiens Almagt. Schand.TF.II.89.   (især poet.) i ssgr., alle af mere tilfældig karakter, fx. *Grumme Parcæ! I som . . | Dreier om med Almagtsfinger, | U-helds, Lykkens Spinde-Traad. Holb.Metam.66. *Den Gud, | Hvis Almagtshaand er over Kongerne. Rahb. Skuesp.II.159. *Han, som har hjulpet hidindtil, | Han hjælper nok herefter, . . | Og han har Almagts-Kræfter. Grundtv. SS.III.431. *Jævnt udfoldes de nye Skud . . | Hvad om der nu lød et Almagtsbud, | saa at Alverden med ét sprang ud. And Nx.M.168.