I. Glød, en ell. (sj.; i bet. 2.1) et (P Drachm.K.26). [glø^?ð] (nu kun dial. Glø. Glø (ell.) glø̂d. Moth.G173. flt. Gløer. HesteL. (1703).A4^v. LTid.1728.297. jf.: Glød . . pl. Gløder . . udtales Gløer. VSO.). flt. -er [ˈglø·ðər] ell. (poet. ell. dial. (Feilb.)) -e (staa ell. gaa som paa gløde (rimord): Grundtv. PS.IV.24. sa.SS.V.339). (glda. d. s. (Mand. 127. Rimkr.), sv. glöd, no. glod (se I. Glo). oldn. glóð (flt. glœðr), eng. gleed, ty. glut; besl. m. III. glo) 1) om noget glødende (brændende, antændt).     1.1) (mindre) del af brændbart stof (fast legeme), som paa grund af stærk ophedning er selvlysende (gløder), men ikke (længer) brænder med klar flamme. en Kage, bagt paa Gløder. 1Kg.19.6. Træet var udbrændt til Gløer. Holb.Berg.237. *da Flammen var slukt, og kun Gløderne glimted i Asken. Hauch. DV.II.44. medens jeg tændte min Pibe, spurgte jeg Pigen, der rakte mig Gløden . . om Landsbyens Præst. Winth.VIII.3 (jf. Glødsaks). *Læg friske Gløder under Virakskaalen. PalM.Venus.123. man (kunde) godt bære et Par Gløder paa et Stykke Brænde. TroelsL.³II.212. lægge gløder i temaskinen, i fyrfadet ┆ if. folketroen (ell. spøg.): springer der en glød ud af kakkelovnen, betyder det fremmede. Feilb.I.467. smst.IV.182. jf. bet. 2.1: (jeg) tændte min Cigar, saae paa dens Glød og Damp. HC And.IX.322. JPJac.II.190.   i sammenligninger (jf. bet. 2–3). *Soelen brænder, som en Glød. Stub.69. *Ud fra de sorte Øine | Kun matte Straaler skjød, | Som i den hvidgraae Aske | Fra en halvslukket Glød. Winth.HF.81. for ham (var) Kærligheden som den stille ulmende Glød, der fra sit bløde Askeleje sender den jævne Varme. JPJac.II.8. *Maanen er saa dejlig stor og rød; | Se, der staaer den ligesom en Glød | Ovre mellem de to store Toppe! Recke. SD.60.   talem.: gaa, sidde, staa (som) paa gløder (sj. paa gløde. Grundtv.PS. IV.24. sa.SS.V.339), være ilde til mode i anledning af, ubehageligt berørt af visse (utilbørlige, ubehagelige) forhold; nu vist kun: være i stærk, urolig, ængstelig spænding. de sidder der (dvs.: i kirken) som paa Gløder, en Time er dem der længer end ti uden for. Hersl.TT.III.33. (han) gik paa Gløder, og brød sit Hoved med at hitte paa Rednings-Midler. Grundtv.Saxo.III. 253. I trende Dage gik jeg paa Gløder – i trende Nætter sov jeg paa Knappenaale. Blich.(1920).VIII.13. Grev Gerhard stod som paa Gløder over denne usømmelige . . Yttring i Markgrevernes Nærværelse. Ing.EM.II.188. men saa fortæl da, fortæl! jeg staaer som paa Gløder. Heib.Poet.VII. 307. PalM.IL.II.729. † gaa som paa gløder, tage alle mulige hensyn; vise den største forsigtighed; gøre sig mange bekymringer. Holb.Paars.278.313. sanke hede gløder paa ens hoved olgn., (nu næppe br.) bringe en i en pinefuld, ubehagelig tilstand (som skyldes urolige, modstridende følelser, især samvittighedsnag); (ved at lønne ondt med godt) samle gloende kul paa ens hoved (se gloende 1.1). Dersom . . din Fjende hungrer, giv ham Mad; (da) samler du gloende gløder (1819: Kul) paa hans hoved. Rom. 12.20(Chr.VI). *Knud (Daneast) har jeg opfostret til en Hedning, | Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru, | Og sanked hede Gløder paa mit Hoved. Grundtv.PS. II.42. lede i asken for at finde gløderne olgn., se u. I. Aske 1.    1.2) om (den til bet. 1.1 svarende) tilstand ell. beskaffenhed: glødende tilstand; glødning. *Lokken . . kunde, ret som det fineste Guld, | Udholde den stærkeste Glød. Winth.Lyr.128. i udtr. m. præp. i som bringe, faa, komme i glød, bringe, komme til at gløde. Levin. Sal.²IX.823. (se ogs. u. bet. 2.2 og 3.2). gnide til gløds, (fagl.) bringe i glød ved gnidning. disse Smaalegemer (dvs.: stjerneskud) blive . . først synlige for os, naar de trænge ind i vor Atmosfære og i deres uhyre Fart gnide sig tilgløds mod denne. Tuxen.Stjærneverdenen.(1886).40. NatTid.⁷/₄ 1902.M.Till.3.sp.3.   (, især poet.) i videre bet.: staa, tænde i glød olgn. dvs.: i brand (I.1.2), i lys lue olgn. (Kalk.V.368). *Buret staaer i Glød. Oehl.HS.249. *Hvis ind gjennem Bugten vi brændende flød, | da tændte vi Dannemarks Flaade i Glød. Ploug.I. 296. om stærkt lysende glans (jf. bet. 2): heele Billedet stod i een Glød, som man siger, saa forgyldt var det. Lieb.DQ.II. 421. ordspr.: Prøv Guld i Glød og Ven i Nød! Mau.7553. Holb.MTkr.546. PalM.IL. II.743. 2) om lys ell. farve.    2.1) (l. br. uden for tilfælde, der ogsaa kan opfattes som bet. 1.1; s. d.) (stærkt) lys fra en glød ell. en glødende genstand. Straaler af flydende Staal sprøjtede ud, mens Gnisterne sang og hvislede og Glødet skar i Øjnene. PDrachm. K.26. jf. bet. 2.2: *Solens sidste Glød | Ind mellem Skovens Stammer | Sin skarpe Straale skjød. Winth.VI.41.    2.2)  stærkt, især rødligt farvet skær ell. lysende glans (i alm. som udtr. for et mindre stærkt, men varmere lys end Brand (I.4.3)).    om skær fra solen (jf. Alpeglød). Langs Horisonten i Vest laa en milelang Glød fra den synkende Sol. Pont.F.II.12. jf. bet. 1.2: *Se, nu stiger Solen af Havets Skjød, | Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød. JakKnu.(HøjskBl.1891.379).   om øjets (straalende) glans. *I Feberhede brænde dine Kinder, | Og af en dunkel Glød dit Øie flammer. PalM.III.11.   om rødme (jf. Feberglød). *hans blege Kind fik Glød. Ing.DM.31. Hostr.SD.I.333. 3) (, især højtid., poet.) om varme (jf. I. Brand 2 og 3, I. Flamme 3).     3.1) om brændende hede (solvarme). *Palmen kjøler mig Dagens Glød. Ing.RSE.VII.162.     3.2) overf., om stærk følelse, brændende lidenskab olgn. *med Din kraftig' Naades Glød | Mig til alt Godt opvarme. Kingo. 372. *Den syndig Glød brød frem, som ærbar Aske skiulte. Holb.Metam.73. *Din Glød, o Elskov! brænder i hver Barm. PAHeib.Sk.III.355. *Aandens Glød og Herrens Røst | Skænker os en evig Trøst. Grundtv.SS.II.395. *Ordets Glød paa dine Læber vidned om Din dybe Tro. Hauch. SD.I.163. (Johs.Ewalds) ældre lyriske digte (savner) den glød i følelsen . . som udmærker (de senere). ADJørg.JE.199. JPJac. II.184. jf. bet. 1.2: *Ved Aanden staaer Kjærlighed evig i Glød. Kingo.256. CKMolb. Amb.146. Han kommer i Glød over Solnedgange. Rørd.RH.43.    om hærgende sult (jf. I. Brand 3.2). Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød (Chr.VI: for hungerens vældige storm). Begr.5.10. 4) (ved omdannelse af ænyd. gled(e); se I. Glætte; nu vist kun i ssgr. (Bly-, Guld-, Sølv(er)glød); kem., mineral.) d. s. s. I. Glætte. VSO. MO.(Glø. en Glø, et Brø (: i talesprog) . Levin.Gr.I.37).   1.1 (jf. bl.a. Cigaret- S, Kul-, Træ-, Tørveglød ).   2.2 om skær fra solen. (jf. (ogs.) Morgen-, Solglød 1 ).   3.1 om brændende hede. (jf. Solglød 2 ). *Saa sejler man i Solens Glød | og lummer Tropevind. JVJens.VL.115. Solen staar op med sin Glød (1907: Hede) og svider Græsset. Jac.1.11(1948).   3.2 om stærk følelse, brændende lidenskab. (jf. Gnist 3.2 og Ild 7.2 ). Silkeborg-spillerne mistede paa intet tidspunkt gløden. Pol.13/10 1958.12.sp.2.   

II. glød, adj. (egl. perf. part. af gløde; nu dial.) glødende. (jf. gløde 1.3:). *Ald Luften om Staden var luende gløed (   skiød). Sort.HS.H3^v. Feilb.

Glød-, i ssgr. [ˈgløð-] især ( ell. fagl. ell. dial.) af I. Glød 1; ofte dog (uden skarpt skel ml. Glød- og gløde-) m. tilknytning til gløde (ell. part. glødende), fx. -flydende, -hed(e), -ild, -jærn, -rød, -skal, -skæl, -spaan, -staal, -voks; vaklende (skrive)form forekommer ved Glød-ild, -pande, -skal, -stof, -voks (s. d.).

  gløde, v. [ˈglø·ðə] (nu kun dial. gløe. Moth.G173. vAph.(1764)). præt. -ede; part. -et ell. (nu dial.) glød(d), glødt (glødde Stene. Kraft.VF.199. Feilb. Thorsen.106. jf. VSO. samt II. glød). vbs. ( ell. fagl.) -ning. (ænyd. glda. d. s. (Mand.83. Rimkr.), oldn. glœða; af I. Glød; jf. glødne) 1) intr.    1.1) (jf. I. Glød 1) paa grund af stærk opvarmning være selvlysende (efter forsk. varmegrad med henholdsvis gult, rødt, hvidt, blaaligt lys), (især) uden at brænde med klar flamme. hans Fødder (var) lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen (Chr.VI: som de vare glødede i en ovn). Aab.1.15. Hun gik . . hen til Arnestedet, tog en tyk Gren, der laa og glødede. Goldschm.VII.281. ophede et ildfast Stof til Glødning. LandbO.II. 377. (de mere faste stoffer) giver . . ingen Flamme, men forbrænder i Luften under Glødning. Sal.²VIII.218. (fagl.) om luftart: Flamme er en glødende Luftblanding. smst. jf.: alle Legemer (undtagen Luftarter) begynder at gløde ved samme Temperatur, c. 525°. smst.IX.823. det glødende jærn, (med.) d. s. s. Glødjærn. Panum. 127.     1.2) (især ; jf. I. Glød 2) fremtræde med kraftig (især rødlig, varm) farve ell. stærkt lys; straale; blusse (3); flamme (3.1); ofte i præs. part. glødende brugt som adj. Efter Musikens Toner forvandlede Billederne sig, og undertiden ligesom glødede op i stærke, brændende Farver. Molb.Ev.469. m. overgang til bet. 1.3: *De Snekker mødtes i Kveld paa Hav | Og Luften begyndte at gløde (dvs.: af kanonskud). Grundtv.Udv.I.756. overf.: de glødende Billeder af Kampens Æventyr. ADJørg.NH.I.34. (æstet.:) Et Maleris Kolorit kaldes efter sin Karakter kold, varm, glødende etc. Sal.X.781.   om solen og hvad der faar skær ell. farve af den. *Rødt gløder gyldne Spiir fra Borgens Tinde. Oehl.L.I.49. *Var Du i det Land, hvor Citronen voxer vild? | Hvor Orangen gløder i Sommersolens Ild? Blich.D.I.33. *En nyfødt Sol i Østen gløder. Heib.TR.nr. 26.4. *Himlen gløder som et fjernt | med Stjernetinder tjeldet Tabernakel. Stuck.S. 20. billedl.: *Lyset oprandt, som Jordens Bold | Skal lysne udi og gløde. Grundtv. SS.I.57. hvor glødende maa den Morgenrøde dog have været, hvis . . Efterskin endnu var saa stærkt! Molb.EL.27.   om øjet. *Hvi gløde dine Øine | Sygt, som den Druknes? Oehl.AV.27. Dit mørke Øie gløder af en . . brændende besynderlig Ild. Heib.Al.45. glødende Øjne. Brandes. MB.102.   (m. overgang til bet. 1.3) om ansigt (kind): have stærk (rød) farve paa grund af varme, feber, lidenskab (jf. bet. 1.3) olgn.; rødme stærkt. *(jeg saa) Kinden gløde . . for Sandheds Sag. Lund.ED.113. *Hans brune Kinder gløde | Endnu af denne Drik. Oehl.NG.65. *De blegnede Kinder gløde. Grundtv.SS.I.58. Vreden, som bringer sit Offer til at “fare op” og “gløde af Harme”, medens “Aarerne svulme i Panden”. OBloch.D.²I.161. jf.: De to fregnede (læste) uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede. Bang.SE.86.    1.3) (især ; jf. I. Glød 3) m. h. t. varme (ofte i præs. part. brugt som adj.).    i fysisk henseende: være meget varm; være hed. *under den korte, forbittrede Kamp | Kanonerne gløde af Brug. Ploug.I.295. Han afvexlende frøs og glødede den Nat. Schand.AE.192. Vee dem . . som sidde langt ud paa Aftenen, og gløde af Viin (Chr.VI: at viin maae brænde dem)! Es. 5.11. præs. part. glødende, meget varm; hed. alle drak . . den glødende Tevandspunsch. PMøll.I.294. *de glødende Vinde | Vildt gjennem Ørkenen foer. CKMolb.SD. 25.   (jf. I. Glød 3.2) overf., dels om person (sjæl, hjerte osv.): være fyldt af stærk følelse, lidenskab, begejstring osv.; dels om følelse: være meget stærk og voldsom; blusse (3.2); flamme (3.3). *Haabet i os gløder. JSneed.III.82. *I Jesu Navn da Tungen gløder. Grundtv.SS.III.315. *Tanken fik mig til at gløde. Bødt.SD.14. *Hver Gang Venus jeg tilbad, | Dæmped du mit Hjertes Gløden. PalM.III.271. m. præp. for (IV.7.4) ell. (sj.) efter (2.2): *i Dit Hierte gløder hellig Varme | For alt hvad der er ædelt. Bagges.SkR.93. *Lad for den sande Fred | Vort Hjærte gløde! Grundtv.SS.IV.367. *Frem til Angreb kjækt hun triner, | Hjertet gløder efter Kamp. PalM.III.142. de, der gør Vers, gaar rundt og gløder for Romanen. OlafHans.(Rimest.DF.129). præs. part. glødende, 1. om person: begejstret; ivrig; ildfuld (nu især som præd. olgn.). *En glødende Kæmpe i luthersk Forstand. Grundtv.PS.VI.545. han (var) glødende Skandinav. Brandes.XIII.516. 2. om følelse, ytring olgn.: voldsom; heftig; ildfuld; især om kærlighed (MO.), lidenskab (Brandes. VIII.84), begejstring, veltalenhed olgn.  2) trans.: faa til at gløde (1); bringe i glød.    2.1) til gløde 1.1. guld . . som er glødet (1819: lutret) i ilden. Aab.3.18(Chr. VI). lad atter Stenene gløde (dvs.: til bliden)! Ing.KE.I.200. *Jernet maa glødes, før man kan smedde. Drachm.M.33. Glødningen af Staalet til Hærdning sker (over en ild) af Kul. OpfB.²II.244.  m. ilden som subj.: *stærke Ild, som skal Metallet gløde, | Det luttre, give Skik. Rein.(Rahb. LB.I.216). billedl.: *Nu gløder i Rosen Eros sin Piil. Bødt.154. *Selv maa jeg være den, der . . gløder | Dit Hjertes Guld. Recke. Det lukkede Land.(1901).35.   gløde (kul) op, (nu næppe br.) faa gløder, som er ved at slukkes, til at gløde stærkere. Moth.G174. VSO. (jf. u. bet. 2.3).   gløde ud, (nu næppe br.) 1. lade (gløder) brænde ud, blive til aske. MO. i pass.: Ilden ligger og glødes ud til Unytte. VSO. 2. opvarme metal til glødhede for at afhærde det, udskille fremmede bestanddele olgn.; udgløde. Moth.G174. VSO. 3. m. h. t. vin olgn.: afbrænde (4.2). Moth.G174. VSO.    2.2) (sj.; poet.) til gløde 1.2. m. h. t. rødme: *Hvor har han (dvs.: Hørup) glødet vore unge Kinder. Aakj.SV.II.11.   pass. glødes, d. s. s. gløde 1.2. *Søster! hvad føler du | Om jomfrueligt Hierte? | Hvorfor glødes uskyldig Kind? Steners.(Rahb.LB.II.183).    2.3) (, l. br.) til gløde 1.3.   m. h. t. fysisk varme. *Ilden gløder Himlens Rum. Ploug.II.133. Solen . . gløder Sandet, saa det brænder under Fodsaalen. Pont.F.I.62.   overf.: ildne; ægge; m. adv. op (jf. bet. 2.1): *den, som gløder op til Vrede Frænders Barm. HBull.(SkVid.IX.148). *(bragebægeret) Gløder op den danske Tunge | Til i Liv og Død at sjunge. Grundtv.PS. VII.337. Det var, som om Heldet havde glødet ham op. AlbaSchwartz.Skagen.II. (1913).55. (jf. hvid-, rødgløde ).   1.2 dette poncerøde Atlask .. det gløded tungt i lange, rige Folder. JPJac.(se u. Atlask ).   1.3 være meget varm. i videre anv. Telegraftraadene glødede (fig.) (: som udtryk for travlhed) the wires were humming. DaEngO.(1954-56). oppe i administrationen gløder regnemaskinerne. Pol.6/10 1985.III.6.sp.2.   2 (jf. bl.a. gennem-, op-, udgløde ).