Hakkelse, en. [ˈhagəlsə] (ænyd. d. s.; fra mnt. hackelse; jf. ty. häcksel; afl. af II. hakke (1.2); især landbr.) smaatskaaret straa (af halm, sjældnere: grøntfoder olgn.), som især bruges til kreaturfoder. gif (hesten) raa Byg, og Hackelse af Bønne-Straa blant Foeret. HesteL.(1703). C3^r. Marsch ned i Jeres Stald, Dumsnude, og æd Hakkelse der med Jeres Heste. Olufs.GD.8. (han) gav sig i Færd med at blande Havre og Hakkelse i en Krybbe. Schand.F.368. Tør Halm er et særdeles godt Strømiddel og navnlig da skaaren i Hakkelse. LandmB.I.476. i forb. m. attrib. ord af intk.: Skaftehavre, skaaren i meget fiint Hakkelse, bør være Hestenes Hovedfoer. Høegh.AJ.158. skære hakkelse, skære halm (osv.) til hakkelse. smst.207. Feilb. billedl. ell. overf., om trælsomt, dagligt og nødvendigt arbejde: *For tidlig bort fra din Lære | mig hentede andre Kald: | Hakkelse maatte jeg skære | i Døgnets Rejsestald. Ploug.I.211. JohsSteenstr.HD.324. i udtr. som: det er blandet sammen som hø og hakkelse, (nu især dial.) det ligger hulter til bulter, i et virvar osv. Jeg forstaaer det, sagde Sancho, han har blandet Tingene sammen som Høe og Hakkelse. Biehl.DQ.III.25. Feilb.   (dagl.; l. br.) overf., om tale, litteraturværk olgn., der er uden værdi, uden indhold osv.; “hø”; stads. en Strøm af Hakkelse (dvs.: indholdsløs konversation). HCAnd.SS.V.393. nu især m. nedsæt. adj. i udtr. som: De nymodens Revyer (er) noget værre Hakkelse. Pol.²¹/₈1921.7. sp.5. jf. ovf. l. 13: den Tale, Hr. B. i Forgaars holdt her i Tinget . . var en værre Samling Hø og Hakkelse. smst.²⁸/₂1920.8. sp.3. 710,12 som hø og hakkelse. slige herlige, som Høe og Hakkelse sammenhængende Tanker. BerlTid.29/3 1751.2.sp.2.    svømme i en balje hakkelse, se Balje S.   

Hakkelse-, i ssgr. (især landbr.) fx. (foruden de ndf. medtagne) -avne, -fabrik, -kammer, -skærer, -sæk ofl.