IV. hal, adj. (ænyd. hall (best. f. hal(l)e), sv. hal, no. hål, oldn. háll; jf. sjæll. hale, glidebane (OrdbS.), dial. hale, v., glide paa is (Moth.H21. OrdbS.(sjæll.)), sv. dial. hala, samt dial. (jy.) halke (Moth.H21), jy. haalke (MDL.215 (u. Holke). Feilb.I.763), glathed, sv. halka, no. hålke, isl. hálka; nu kun bornh.) især om is: glat; slibrig. Fanden kand ei drage flere pâ en hàl (Moth.H21: hâl) îß. siges pâ Jydsk om en stôr mengde.Moth.¹ H37. Et halt Føre. VSO. (“Bruges i Jylland”). MO. (“bruges endnu i Jylland”). Esp.122. jf. no. hålis: just denne slibrige Tilstand bevæger mig til at sætte des høyere Tanker om en Comoediant, der . . fører et skikkeligt Levnet: thi den, der idelig løber paa en Hale-Iis, uden at falde, viser stærkere Prøver paa en sikker Fodgienger, end den, der løber paa et Stue-Gulv. Holb.Ep.III.278.

I. Hale, en. [ˈha·lə] flt. -r. (glda. d. s. (Brandt.RD.I.87. Dyrerim.9. jf. Kalk.II. 130), fsv. hali, no. hale, oldn. hali; kun i nordisk; oprindelse usikker   i dial. uden for jy. l. br., jf. Thorsen.66. Esp.274. OrdbS.) 1) hvirveldyrlegemets bageste synlige ekstremitet, der gaar ud fra ell. fortsætter partiet omkring bughulen og bækkenet, oftest som et (langt) smalt og meget bøjeligt vedhæng (jf. Rumpe, Stjært, Svans).      1.1) hos pattedyr og krybdyr.Moth.H21. vAph.(1759). *Med List vil Slangen Halen om ham slaae. Oehl.NG.310. Heste af den norske Art, gule med sorte Maner og Haler. PNSkovgaard.B.45. *paa Fjeren kjendes Fuglen, | Paa Halen Ræven. Søtoft.ChrIV. 75. (jf. Mau.I.515f.II.201f. Feilb.III.112. se ogs. u. bet. 1.3). Lütken.Dyr.¹224. *Der vader de Kvier i blankeste Strand, | mens sirligt de løfter paa Halen. Aakj.RS.85.   hos overnaturlige væsener, fx. fanden, drager osv. Aab.12.4 (Chr.VI: stiert). Alle gamle Trolde af første Classe med Hale. HCAnd. VI.5.     1.2) hos fugle; i alm. talespr. dog kun om de paa den korte hale (alm.: gump) siddende lange fjer: halefjerene, styrefjerene. (jf.: Hale . . Kaldes og Rumpe, især naar derved betegnes de lange Fedre, som voxe ud paa Gumpen af Fugle. VSO. (halen) hos Fuglene . . kaldes ogsaa Stiert. MO.). vAph.(1764). Den Hane, Høne, har mistet sin Hale (Rumpe). VSO. *Skaden vindigt med sin Hale vipper. PMøll.I.33. Vipstjerterne . . og Steensmuttene . . begge med lang, vippende Hale. Lütken. Dyr.¹167. LandbO.II.494. strø salt paa halen af en fugl, se Salt.     1.3) hos fisk: den umiddelbare fortsættelse af kroppen bag gattet, som oftest jævnt aftagende mod den med finner beklædte og i reglen vifteformede (sjældnere spidse ell. skæve) ende. *En Drossel kiendes paa sin Sang, | Og Fisken af sin Hale, | En Klokke ved sin Lyd og Klang, | En Mand af Ord og Tale. Reenb.II.29 (jf. u. bet. 1.1 samt Mau.I.515f.). Schouw& DFEschricht.Afbildninger af Dyr og Planter. (1844).nr.22. Brehm.DL.III.127. gribe aalen om halen, se gribe 1.1.   (kog.; jf. Halestykke). Mindre Torsk serveres saaledes, at alle Hovederne ligger ved Siden af hinanden, derefter alle Mellemstykkerne, derpaa alle Halerne. Const.Kogeb.46. 2) om hvad der, som del af et større hele, ligner en hale (1) i form ell. stilling; især i flg. anv. (jf. ogs. Feilb. Kværnd.):    2.1) (jf. bet. 1.1) hos enkelte hvirvelløse dyr (som skorpioner, forsk. krebsdyr mfl.) om den bageste og tyndere del af bagkroppen. Og de (dvs.: græshopperne) havde Haler (Chr. VI: stierte) ligesom Skorpioner. Aab.9.10. MO. Lütken. Dyr.¹413. Sal.²X.674.    2.2) om komethale (jf.Halestjerne). Kraft.(KSelskSkr.III.268). Kometen var der. Og den Lille saae den lysende Ildkugle med den straalende Hale. HCAnd.VIII.195. Fremmede Stjærnebilleder med Hale aflagde Besøg paa Himlen. JVJens.Br.164.    2.3) (jf. bet. 1.2) den bageste, halelignende del af en flyvemaskine, bestaaende af forskellige lod- og vandrette planer, ved hvis manøvrering styringen foregaar og stabiliseringen sikres. Scheller. MarO. Sal.²VIII.295.    2.4) (bot.) traadformet, langhaaret forlængelse af griflen, der staar i frøspredningens tjeneste; nu kun i ssg. Griffelhale (jf. Frugt-, Frøhale). Træearter.(1799).318. Drejer.BotTerm.132.    2.5) smal landstrimmel, som strækker sig ud fra et større hele (fx. fra fastlandet ud i vandet, ell. som er omgivet af vandløb osv.). en tidligere skovbevoxet Hale, der kaldes Halskov. Both.D.I.155. paa Vagernes afstukne Landevej maa Baadene holde sig. Tæt op til dem rækker Smaaøerne deres “Næb” og “Ender” og “Haler” ud i Vandet. CEw.(DanmGalsch.II.134). nu især (dial.) som led i mark- ell. (især) engnavne (jf. dog fx. Refshale-øen), se Feilb. GeneralstabensKort1:160000.II.(1916).reg.    2.6) (l. br.) m. h. t. skrifttræk: den nederste (under linien liggende) del af et bogstav; ogs.: sving; krusedulle. *Hver Tøddel med et Sving, hver Bogstav med en Hale! Tode.I.244. et Bogstav (g) med en fast uhyre Hale. AlfrLehm.G.87.    2.7) om (del af) klædedragt   (nu næppe br.) om (den bageste del af et) slæb paa kvindedragt. Moth.H21. *Landets Guder end i Selskabssale | nyde Virakduften. Slæbets Hale | bæres af Studenterpagen tam. Schand.SD.101.   (spøg., sj.) livkjole; “svalehale”. naar Laanet forfaldt, fløj Halen tilbage til “Onkels” brandsikre Klædeskab. Pol.³¹/₇1921. 8.sp.1. 3) (jf. bet. 4) overf., om (den sidste, bageste) del af et større hele, der for opfattelsen staar som ubetydelig, mindre væsentlig, som et (forholdsvis) uvedkommende vedhæng (appendiks).    3.1) om ting ell. (især) person. Saadan er det, at være blefven en Hale og appendix til det Tydske Cancellie. Gram.Breve.143. Degnen er Halen af Geistligheden. VSO. En saadan Anstalt (dvs.: for folkelig dannelse) . . maa være selvstændig, for ei at blive en blot Hale eller tom Skygge. Grundtv.Myth.28. nu kun koll.: følge (II.2) ell. bageste del af et følge; ogs. (nedsæt.): slæng; paahæng. Moth.H22. I daarlige Borgere! I ville hellere være Halen af Adelen og slikke Støvet af dens Fødder. Hauch.II.87. HSchwanenfl.HW.139. m. beskrivende tillæg, især bestaaende af præp.- led: Skjoldb.KH.175. Underarter og Underarters Underarter (inden for dyreverdenen), alle med en Hale paa 3–4 og maaske efterhaanden flere latinske Navne. NaturensV. 1914.9. kvinder med spædebørn paa ryggen og en hale børn efter sig. EKornerup. Ecuador.(1919).46.  (jf. staa i kø; spøg.): Kunstnere og Digtere staae i Hale udenfor (døren). FritzJürg.(NBøgh.FJ.162).   (m. overgang til bet. 4 og 5) i forb. (gaa, løbe osv.) i halen paa (en), (følge) lige bag efter (en). Han vil opofre det dyrebareste i Verden, for den Fornøielse, at være i Halen paa de Store. Tode.S.27. Meyer støvede altid som en mindre Hund i Halen paa Thomsen. Nathans.F.78. PLaurids. S.VII.81. jf.: *En Frøken med et Herreslæng i Halen (dvs.: paa et bal). PalM.I.21.    3.2) (nu sj. uden for dial.) om sag, forhold.   mislig (bi)omstændighed (som vil volde uheldige, skæbnesvangre følger). Intet er saa godt, at ikke Djævlen engang ved Leilighed sætter en Hale dertil. Hauch.VII. 128. især i forb. som: sagen har en hale, der er noget misligt (betænkeligt) derved; der stikker noget under. Oehl.A.284. *Os undrer, ædle Knud! at Du vil tye | Til Sligt, der, som det synes, har en Hale (dvs.: vil udtale en saa urigtig paastand, vil forsvare inkonsekvenser). Hrz.D.III.156. Hrz.XIV.179. Feilb.   en lang hale, se u. bet. 6. 4) (m. tilknytning til bet. 3) overf., om den bageste (nederste osv.) del af et større hele; den del, der er modsat “hovedet”.    4.1) i alm.: ende (I.2); slutning (mods. begyndelse). Gram.Breve.208. Til allersidst, som Halen af det Hele, kommer nu en Rubrik. Heib.Pros.VI.233. I Spidsen for Toget vandrede Musikken . . Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer . . Og saa kom den lange Hale af smilende, forventningsfulde Gæster. Wied.S.302. Det har jo altid knebet i skolerne med at få klassens top og klassens hale til at passe sammen. EdvLehm.BY.79. (skuespillet) opførtes nogle Gange paa det kgl. Teater, saa skar man resolut Halen af og beholdt kun første Akt. BerlTid.⁶/₁₁1920.Aft.3.sp.1. billedl.: den ene Uret har nu havt den anden ved Halen. Ing.EM.I.65. i faste forb. m. Hoved se bet. 6.    4.2) i forsk. fagl. anv.   (anat.) en muskels tilhæftningsdel (cauda). Panum.479.   (jf. eng. tail; bogb.) den nederste del af et bogbinds ryg. Alt for ofte ser man Bøger, som ellers er godt bundne, hvis Rygprofil ved Hoved og Hale er buet udad. Anker Kyster.OmIndbinding.II.(1920).11.  5) (i talespr. især spøg. ell. som et lidt “finere” ord end Ende (I.3.1)) menneskets bagdel; ende; sæde. *Man drikker for at prale, | Saa drikker man af Vane, og – | Saa ligger man paa sin Hale. Holst.IV.45. Bergs.PP.493. Midt paa Gulvet sad lille Inger paa sin Hale. Bregend.DN.30. (hun) lod sig paa Halen køre ned i Grøften. ORung.SS.37.    i udtr. som: være ved at sætte sig (ell. gaa. BerLiisb.S.52) paa halen (af forbavselse olgn.), være ved at gaa bagover osv. KBokkenh.Studenter vi kaldes –. (1920).84.   have halen ude af bukserne, (vulg.) være blottet for penge; være slemt deran. han (sad) tilbage i Byen uden en Øre i Lommen og med Halen ud af Bukserne. Folket.⁷/₁₀1920.1.sp.4. 6) i faste forb.   (til bet. 4.1) i faste forb. m. Hoved olgn.; dels i udtr., der angiver forskellen ml. højere- og laverestaaende, ml. herrer og tjenere: Herren skal sætte dig (dvs.: Israels folk) til Hoved, og ikke til Hale. 5Mos.28.13. jf. (sj.): Theofanes, een af Provincens Deputerede, Hoved og Hale (dvs.: den første og den sidste, den ivrigste) i Sagen. ThSchmidt.E.188. talem. (nu sj. uden for dial.): det er bedre at gaa til hovedet end til halen (dvs.: man skal henvende sig til de overordnede, ikke til tjenerne). Mau.3870. Moth.H22. VSO. Feilb. dels i udtr. som uden hoved og hale olgn., uden begyndelse og ende. Mau.I.434. Holb.(komedietitel. 1725). Mossin.Term.245. Ing.DM.80. Feilb. I.654. jf.: der var hverken Begyndelse eller Hale eller rød Traad i Talen.Leop. B.287. fra hoved til hale olgn., (nu næppe br.) fra begyndelsen af; fra først til sidst; fra ende til anden. *Hør fløgtig Fama sig fra Hovedet til Hale, | Hvor er det gaaet til med denne Kremmer Paars? Holb.Paars.47. (jeg) fortalte ham all min Viderværdighed fra Hoved til Hale. Overs. af HolbLevned.83. *han fra Hovedet til Halen | Har drøftet Generalsforsamlings-Talen. PalM.V.141.    en lang hale. 1. (nu l. br.; jf. dog Feilb.) til bet. 3.1. Man seer endnu Parlamenters Slutninger udi Hoved - Poster geleydede med en lang Hale af Protestationer. Holb.Ep.V.²75. især i udtr. som have en lang hale, have en talrig familie, mange børn, et “stort paahæng”. Moth.H22.L38. VSO.II.503.III.L67. Blich. EBindstouw.(1842).48. 2. (nu næppe br.) til bet. 3.2, i udtr. det har en lang hale, det har langvarige (vidtrækkende) og uheldige (ulykkelige) følger. Moth.H22. Taxterne, sige de, ere smaa; Og det er og sandt, men de have alligevel lange Haler efter sig; De række fra Engelland og til Indvaanerne af Jamaica. OeconT.IV.14. Uret har en lang Hale. Ing.VS.III.228. Hauch. II.88.    i nogle udtr., der egl. hentyder til, at et dyrs sindsstemning kan ses af den maade, hvorpaa det bærer sin hale. bære sin hale højt, (jf. Fritzner.I.707f.; nu næppe br.). “om den Kaade eller Stolte.” VSO. jf.: sette halen pâ ryggen (dvs.: om den liderlige). Moth.H22. gaa paa med krum hals og løftet hale, se Hals. faa en klemme paa halen, (især dial.) komme i forlegenhed, i knibe; ogs.: komme under tvang. VSO. Feilb. jf.: Hand har fâedt klemme pâ sîn hale, siges om den der har fâedt en ond kone. Moth.H21. stikke halen mellem benene olgn., egl. om dyr (især hunde), der er modløse, skamfulde; om person: skamme sig; tie ydmygt stille; ogs. (og især): trække sig tilbage, fjerne sig paa grund af frygt ell. skamfuldhed. Moth.H22. VSO. MDL. Jeg stikker Halen mellem Benene, og løber. Meisling.MK.290. jeg stikker ikke som Ægtemand Halen mellem Benene, jeg tør tale med Fjender, ikke blot med Venner. Kierk. VI.102. smst.VII.7. Pol.¹⁶/₅1886.1.sp.7. jf.: Jeg skal dog passe ham op, naar han vender tilbage; han kommer vistnok med Halen mellem Benene (dvs.: slukøret). Hostr. DD.15. stikke halen ind, (l. br.) fjerne sig; gøre sig usynlig. S&B. D&H. lade halen hænge, (overf., l. br.) være modfalden, forknyt; hænge med næbbet. D&H.   holde halen op paa en, (nu kun dial.) gøre en sin opvartning. Moth.H22. VSO. MDL. Feilb. (iron.:) Bregend.TGK.27.   træde en paa halen, se træde.   slaa hale i vand med en (ænyd. d. s., jf. færøisk sláa halin í vatn, d. s.; nu kun dial.) bedrage, svigte en; nu kun m. h. t. forlovelse: slaa op med en. Moth.H22. MDL. Feilb.   ordspr. den skal til halen, som koen ejer, (nu kun dial.) egl.: det er ejerens sag at tage fat ved bagparten, hvis en ko skal rejses (jf. PLaale.II.61); den bør gøre (den ubehageligste part af) arbejdet, der faar udbyttet deraf. Mau.1642. VSO. MDL. Feilb.II.238.1.1 binde en pengeseddel i halen på et slagtedyr olgn., udtr. for at et tilskud er nødvendigt. For at blive en Stud løs (: komme af med den) nu om Dage, skal man helst binde en Timarkseddel i Halen paa den. JydskeTidende.4/12 1929.6.sp.1. Nationaløkonomer har regnet ud, at hver Gris, der gaar ud af Landet, har en 100-Kr.-Seddel hæftet til Halen. DenGyldenblonde.Den lille Samfundslære.(1947).41.    som 2. led i navne. på pattedyr se Rulle-, Snohale. på krybdyr se fx. Pig-, Saks-, Skjold-, Tornhale. på insekter se fx. Guld-, Rød- 2, Spids- 1.2, Spring-, Uldhale. i plantenavne se fx. Heste- 3, Katte- 2, Løve-, Rotte- 2.3, Ræve- 2.1, Spids- 2, Svinehale.   1.2 hos fugle. som 2. led i fuglenavne se fx. Rød- 1, Saks- 2, Silke-, Spids- 1.1, Viftehale.   1.3 hos fisk. som 2. led i fiskenavne se fx. Lang-, Slør- 1, Smal-, Suge-, Traadhale.   5 menneskets bagdel. ældre: Tode.IX.279.    Filmen “Frk. Møllers Jubilæum” .. var ren og skær Gaa-paa-Halen-Komedie. AxelKjerulf.LivaWeel.(1942).50.   6 en lang hale. 1. man skal saa sandelig ikke lukke munden ret meget op før der blir raabt en lang hale skældsord efter en. KAbell.Silkeborg.(1946).38.    bide sig selv i halen, se I. bide 1.4 S. binde ens hale op, se I. binde 7.2 S.   

  II. hale, v. [ˈha·lə] præs. -er [ˈha^?lər ell. (sj. i rigsspr.) ˈha·lər] præt. -ede ell. (sj.) -te; part. -et ell. (sj.) -t [ha^?ld] (SøLex.(1808). Ber Liisb.S.60). vbs. (l. br.) -ing (Moth.H24. Fr Horn.SomnPoet.81. Sal.VIII.339. jf. Feilb.), jf. III. Hal. (ænyd. d. s., sv. hala, no. hale, sent oldn. hala; laant fra (m)nt. halen (oht. halon, kalde, hente); jf. eng. hale, haul, holl. halen samt ty. holen (se hole); jf. II. hallo) 1) (især ) søge at føre ell. bevæge noget i en vis retning (især mod, til ell. efter sig) ved træk ell. ryk; trække (langsomt og jævnt).    1.1) intr. (jf. u. bet. 1.3). *Grisen rusked, og Skaden haled (dvs.: i et aaleskind). Kaalund.217. Svostrup (raaber ved Rullen): Det er rædsomt, saa De haler. Hostr.US. IV.4. (m. overgang til bet. 2.2) i forb. m. adv.: Vi saae, for Enden af en Gade, et stort Ligfølge . . Jeg halede af med Tante for at komme om Hjørnet. UngdGl.I.50. *Nu haler hun rundt med en Mops i et Baand. Bergstedt.III.60. m. h. t. roning (jf. hale ud u. bet. 1.3): *Ud sprang vi saa begge | Og tog paa Aaren fat, | Og haled af alle Kræfter. Winth.HF.134. Elias halede stærkt på sin åre, som om han længtes hjem til køjen. NMøll.H.132.     især: hive ell. trække i (noget ved hjælp af) et tov (mods. III. fire 1). VSO. (de) skød (baaden) ned til Vandet efter Takten af en . . Fiskers hule Opsang, hvis Omkvæd lød heelt lystigt: *Jeg hejser og Du haler . . | Jeg drikker Du betaler. Blich.(1833). V.43. Harboe.MarO. *saa smøged han af sig Olietrøjen, | og krøb og kravled til Haling og Hejsning. Drachm.STL.86. Bogan.I.62 (se u. III. fire 1.1). hale efter opsang, efter pibe, se Opsang, Pibe.   (l. br.) overf., i talem. han kan baade hale og fire, om person, som altid lemper sig efter de øjeblikkelige omstændigheder og forhold. Moth.H53. D&H.    1.2) trans., især i forb. m. adv. (om faste forb. se bet. 1.3). Det gielder kun om, at kiende dem (dvs.: de brave folk), og hale dem frem. OeconT.V. 52. *I selv jo haler | Ud mig paa saa glat en Iis. Heib.Poet.X.211. Særke og Lin flagede over Hovedet og blev halet ned over de vaade Kroppe. JVJens.CT.107.    især: føre ell. bevæge (noget ved hjælp af) tove olgn. i en vis retning. at hale Klyverne, Stagseilene over Stag. SøLex. (1808). *Kast Redningstouget nu paa Vraget hen! | Saa kan vi hale dem . . ombord. Hauch.LDR.86. endnu samme Aften gik Vinden vestlig, og vi maatte da til vort gamle kjedsommelige Arbeide, atter at skjærpe og hale Bugliner. StBille.Gal.I. 76. hale et Skib ind i Dokken. D&H. hale et Skib paa Beding. Scheller.MarO. m. indholds-obj.: hal et Tag af Klyverskøde! smst. hale lange Hal. smst.    1.3) (især ) i faste forb., især m. adv. (kun de vigtigste er medtaget). hale an, stramme (et tov olgn.; jf. anhale). Moth.H23. Fokken blev hejst, og Skødet halt an. BerLiisb.S. 60. Scheller.MarO. At hale et Tov an er at stramme det. FæstningsartMat.(1914).5. hale dør, se II. dør. hale flakt, se II. flak 1.1. hale for (ell. digt for (SøLex. (1808).60) ell. klos for (Wolfh.MarO.390. Sal.²X.674)),  hale (et tov olgn.) helt ud, saa der ikke kan hales mere. Harboe.MarO. hale Mærseskøder for. Scheller.MarO. hale haand over haand olgn., se Haand 10. hale i land, overf.: 1. m. h. t. sag, situation: redde (i sikkerhed). (regissøren:) “Jeg synes, vi begge to var enige om, at dette her var en lille Flothed, vi kunde tillade os, fordi Sæson'en er halet saa pænt i Land.” SvLa.SD.74. for Sø- og Handelsretten maa der anlægges et praktisk Synspunkt, hvis Sagen overhovedet skal hales i Land. PLevin.Hjem.(1919).22. 2. m. h. t. udtalelse, paastand: give køb; fire af. D&H. hale ind. 1.  trække (et tov olgn.) til sig (saa det strammes). SøLex.(1808). Harboe. MarO. hale ind det Slække (af et Tov). TeknMarO. m. h. t. sejl: stryge. hale et Læsejl ind. Scheller.MarO. 2.  trække indenbords. Harboe.MarO. *(jeg) ror ud imod Bøjerne, | Jeg haler Vidjekurvene (dvs.: hummertejnerne) ind paa skraa. JVJens.Di. 88. jf. (overf.): Over alt accorderede aldrig nogen Jøde sin Christne Debitor, at sidde urørt et, to a tree Aar, naar de ikke frygtede at stevnes for deres ulovlige Fordringer . . men derfor heller giver Frist nogen Tid i Haab om at hale og fiske noget ind. Argus.1771.Nr.49.4. 3. (nu næppe br.) overf.: give efter; trække sig (ydmygt) tilbage; fire (III.3). Algier! du Røver-Næst! Gid du nu kunde lugte | Det gode Danske Krud, som agter dig at tugte! | Saa halet du nok ind, og ydmyg bad om Fred. smst.Nr.44.4. jf.: *Hâel ind (dvs.: hold inde) min pen! Sort.(DSt.1909.48).  hale ned, føre (noget) ned (ved at trække i et tov). VSO. SøLex.(1808). Hal ned Bramlæsejl! Wolfh.MarO.390. hale op. 1.  hale et fartøj ind paa siden af et andet. er sluppen halt op. SøLex.(1808). OrdbS. 2. i alm.: trække op. (de) skulde blive ved at stikke paa Rebet, indtil de hørte mig raabe, ved hvilket Tegn de skulde stoppe; og naar jeg blev ved at raabe, i en Hast hale mig op igien. Bagges.NK.5. Den gamle Inspektor . . halede Kalotten op, som var gleden ned i Nakken. Schand.AE.80. i forb. m. præp. (især af): de andre i Søen værende Baadsfolk . . hialp hannem at hale Fisken op i Baaden.LTid.1733.398. Goldschm.VIII. 337. (jeg) halede min Tobak op af Lommen. LFeilb.SS.297. hale paa eet fartøj, se Fartøj 1. hale stiv,  stramme (et tov) (jf. stivhale). vAph.(1759). hale Fortøjningerne stive. Scheller.MarO. hale tot, se tot. hale ud. 1.  m. h. t. sejl: føre et sejl ud paa dets plads ved at hale i de dertil hørende tove. Harboe.MarO. hal ud Mesanen! Scheller.MarO. 2. (vist egl.: forhale et skib til det sted, hvor det skal udrustes; jf. bet. 2.1) m. h. t. skib olgn.; (nu næppe br.) i egl. bet.: udhale; ekvipere. Harboe.MarO. (sj.) perf. part. i overf. anv.: udhalet; opstadset. Filippa (er) Fiks og fjong halet ud med Jaket og opkrammet Fjerhat. NThThoms.UF.48. 3. (især ) m. h. t. roning, aaretag: trække af alle kræfter paa aarerne; ro til af alle kræfter. Der haledes . . saaledes ud, at Øst brækkede sin Aare. Blich.(1833).VII.5. Winth.HF.134. *Alle Mand i Baaden op! | Og præcis paa Toften sat | Griber Hver den lange Aare, | Haler ud med seige, haarde | Tag. Drachm.DM.60. som kommando: hal ud! Wolfh.MarO.368. Scheller. MarO. 4. † i forb. hale en ud (jf. ty. ausholen, holl. uithalen; egl. om slag, hvorved armen, haanden hastigt føres frem) lange en ørefigen (et slag osv.) ud. Det skal jeg love for, sagde Sancho, han havde halet (Lieb.DQ.II.236: langet) ham en ud, der havde kløvet ham som en Granat eller en overmoeden Melon. Biehl.DQ.III. 292. hale under ell. hale sig under (et varp),  med en baad hale sig under et varp for at klare det, holde det frit af bunden olgn.; underhale (et varp). SøLex. (1808). Harboe.MarO. Sal.VIII.339.   halende part,  den frie ende af et tov, hvori der hales (mods. Fastepart). Harboe. MarO. Wolfh.MarO.340. 2) bevæge sig i en vis retning.    2.1) (jf. forhale 1 samt ovf. l. 19).  om skib: bevæge sig frem ved varpning; kun i forb. m. adv. Naar der skal hales ud med Skibet, da reqvirerer (han) hvad Assistence, han behøver af Fartøjer. SøkrigsA.(1752).§669. VSO. JJPaludan.Er.143. (vi) fortøiede ved en af de ydre Bøier, efter først at have svaiet Skuden rundt, for at være klar til at hale ud igjen, saasnart Taagen lettede. Drachm. KK.63. hale ind i en Dok. Scheller.MarO.    2.2)  om vind: langsomt skifte retning; dreje. Nord for Øerne faaer man den regelmæssige Passat, som under Landet haler ostlig. StBille.Gal.III.175. især refl.: Vinden halede sig nu nordostlig. smst.498. Scheller.MarO.    2.3) (dagl.) bevæge sig i hurtigt løb; løbe; især i forb. som komme halende, hale af sted. Da han kom paa Hesten, halede han efter dem i fuld Gallop. VSO. *Naar de af Træthed segne vil, | Han henad Veien haler | Og gaaer paa Hænderne, slaaer Hjul. Holst.IV.20. der kommer Fanden og hans Moder paa deres Ged i fuldt Firspring halende efter dem. SvGrundtv.FÆ.I.43. ud fra hver Sti haler Gæssene af Sted med strakte Halse ned til Bækken. Skjoldb.A.43. AndNx.DM. 33. Feilb.   hale ud, strække ud, løbe af alle kræfter. Blich.(1920).X.55. (jeg) saae min stive, ærbare Onkel lægge alle Hensyn tilside og “hale ud” . . ikke i Trav, men i Karriere. Bergs.GF.II.311. CMøll. MA.170. Feilb.  3) (søge at) naa ell. indhente ved at bevæge sig hurtigt af sted; uden for dial. nu især i forb. m. adv. ind (se ndf.). der (var) en Greve, som og syntes godt om Marie; og da han mærkede, at jeg havde taget Luven fra ham, satte han alle Kludene til for at hale mig! Blich.(1833).IV. 189. Heib.Poet.III.23. *Huset blev fyldt med Latter og Sang. | Og Aar fo'r afsted, | og Flokken fo'r med, | og Drengen var snar, | han haled sin Far. Hostr.SD.II.12. Feilb. OrdbS.(Ærø).   hale ind (jf. nt. inhalen, ty. einholen; især  ell. dagl.) indhente; naa. Holland (har) faaet saadan et Spring for ud i Handel og i Fart, at Verden skal have ont ved, at hale ham ind igien. OeconT.I.46. Ew.(1914).IV.346. han (kom) just som jeg var gaaet ud . . halede mig ind, og fulgte med en Miilsvej. Grundtv.E.127. Hostr.SpT.I.7. undervejs saa vi de samme sværtede tramps, de samme graa tank-Baade og hvide liners, mødte dem, halede dem ind eller blev indhentede af dem. Rørd.(GadsMag. 1921.429). Feilb. (sj.) overf.: overtale. Agenten tog til Hatten og gik, Malte Kjær var halet ind, saavidt han kunde skønne. ThitJens.J.13. hale ind paa en, komme en nærmere; vinde nærmere og nærmere ind paa en. SøLex.(1808). (kaperskibet) haler ind paa os, alt hvad han kan; Du skal snart faae hans Stykker at høre. Blich. (1920).VII.17. (skikkelsen) forfulgte dem. Trods deres Anstrengelser halede den godt ind paa dem. CMøll.PF.212. overf.: Da . . jeg virkelig tog Tingene alvorligt og halede ind paa hvad jeg havde forsømt, trak han mig ved passende . . Leilighed bort fra Bøgerne. Drachm.EO.203. 4) (nu sj. uden for dial.) faa fat i; vinde; “hole”. *Den runken Hippentrip fornam af Laures Tale, | At der ved klygtig Snak var icke deert at hale. PoulPed.DP. 64. Medens hele Verden kives og slaaes, sidder han (dvs.: John Bull) ved sin Porter og Beufsteg . . og reiser sig først, naar der er uden Risiko Noget at hale. FolketsNisse. ¹⁰/₁₁1860.13. Død og Kridte, der var noget at hale! MHans.(SvendbAmt.1922.74). Feilb. D&H.  5) (nu l. br., jf. dog Feilb.) lade (noget) trække ud i lang tid; trække i langdrag. Moth.H23. nu kun (l. br.) i forb. hale hen ell. (især) ud. MO. D&H. De bleve ved at hale Tiden hen, og lode Fiende være Fiende. Mall.SgH.296.   intr.: tøve; nøle; vente; især i forb. m. med. *Jeg kand af Nidkierhed med Svar ey længer hale. FrHorn.SomnPoet.24. *Jeg her den første Act vil lade faae sin ende, | Og uden Haling mig strax til den anden vende. smst.81. Hvorlænge vil de hale hen med Brylluppet? VSO. nu kun (l. br.) upers.: VSO. MO. det haler ud . . med Afgørelsen. D&H.vbs. -ing ell. -ning (OscJens.SO.87).   1.3 720,61 hale ned. soldaten (skal hilse) når flaget hejses eller hales ned. Lærebog f.hærens menige.I.(1954).130.   3 nå ell. indhente. nu tror jeg nok, at vi (: politiet) kan hale de fleste af de Biler, der findes her i Landet. Duelund.N.169.   5 trække i langdrag. Der er ingen grund til at hale det ud længere, I kommer aldrig ud af det sammen. Sønderby.SD.107.   

III. hale, v. (sv. dial. hala; til IV.hal, glat; dial.)
glide på is. Moth.H21. OrdbS.(sjæll.). Efter den første Nats Frost “halede” vi paa Rendestenene og Vejgrøfternes Is. GrenaaFolketidende.5/1 1928.1.sp.7.

Hale-, i ssgr. (jf. ssgr. m. Stjært-, Svans-).