selv-syg, adj. (efter ty. selbstsüchtig; sml. -syge; nu l. br.) i høj grad egoistisk, egenkærlig; ogs.: sygeligt optaget af sig selv. *feig og selvsyg hader Hver den fulde | Beundring. Mynst. IA.334. den sygeligt nervøse, forfinet selvsyge Fyrst Karol. Brandes.VI.124. denne absolute selvsyge Pillen ved og Pukken paa en “Sorg”, der udelukkede enhver Forstaaelse af . . Andres Bekymringer. Drachm. KO.93. den selvsyge Genialitet, Overmenneskenaturen. VilhAnd.Litt.III.51.

Selv-syge, en. (efter ty. selbstsucht; jf. -sot, -syg samt Egensyge; nu l. br.) det at være selvsyg; egenkærlighed; egoisme. Ing.PO.II.247. Molb. EL.128. *Bedre det var, om I offred i Kor | alle jer Selvsyges Liebhaverier. Ploug.II.236. alt dette var . . kun Egenkærlighed og Selvsyge. Pont.DR.²II.185.