I. Skæld, en. flt. -e ell. -er (MDL.). (til roden i I. Skel, II. skille, paralleldannelse til Skjold (og I. Skilt; sml. ogs. dial. skilt, stenflis, -skærve (Thorsen.170)), I. Skolle; jf. III. Skælde samt dial. sk(j)al(d) (Feilb. III.265. HimmerlKjær.1934.348 (se u. skyde 8.4))   til dels sammenfaldet m. I. Skæl 5.3   dial.) tyndt, fladt stykke, der er sprunget, splintret ell. flækket, sprængt af noget (især: sten ell. træ); splint; flis; flække. Moth. S232. Der gik en Skield af Stenen. MDL. 484. For at spare paa Lys og Tran fandt man da paa at tørre de i Moserne opgravede Fyrretræer og kløve dem i lange Skjælde. Disse Pinde tændtes i den ene Ende. Hedebogen.(1909).38. Feilb.III.265.

  IV. Skæld, et. [sgæl'] (ogs. Skælde. UfF.). flt. d. s. (jf. oldn. skellr, slag, smæld; vbs. til VII. skælde; især dial.) det at skænde paa en; bebrejdende ord; skænd. Feilb. jf. skælde og smælde u. VII. skælde 1: *Min Tidsfordriv var Skjæld og Smæld. Grundtv. PS.VI.79. ældre: de ledsagede ham med nogle honette Skield, som nu omstunder ere meget i Moden. KbhAftenp.1777.sp.632. NSchow.Ordsaml.II.S[24](år 1808 ).   

Skælds-, i ssgr. [ˈsgæl's-] skjæ̀lds-ôrd. Høysg.AG.34. (vistnok af VII. skælde; jf. Skænds-) i ssgr., der betegner udskældning ell. skænderi.