kæbe-stærk, kæve-stærk, adj. (kæb-, kæv-. Gram.Nucleus.264. Høysg. S.340. JBaden. Gram.43. Leth.(1800). Feilb.). (til I. Kæbe 2; vulg. ell. dial.) som taler dygtigt ell. meget; især: som er dygtig til at give svar, bide fra sig, diskutere olgn.; som er godt skaaret for tungebaandet; mundrap; ogs. trættekær olgn. (jf. kæftestærk 2). Moth.K424. *Den Femte fik en skrap, en kiæbestærk Heltinde: | Hun førde Ordkrig tit og kunde altid vinde.Stub.104. I (skal ikke) trættes med ham, thi han er saare skriftklog og kæbestærk. Bøgh.JT.190. Schand. F.362. man (tror) i den veltalende og vidtløftige Bernhard at kunne genkende den dygtige og kæbestærke Peder Hjort. Vilh And.PM.II.119. Feilb. Kværnd. OrdbS.(Falster).