ny-brudt, part. adj. (jf. -brud 1; især dial.) om jord: som lige er opbrudt ell. taget under ploven; ogs.: som efter nogle aars hvile for første gang er pløjet paa ny. vAph.(1759). *Dit (dvs.: prins Christians) Vink ti tusind Steen af nyebrudt Ager fører. Storm.SD.6. *Rugen . . frodigst . . staaer i nyebrudt Land. CFrim. AS.29. Leth.(1800). VSO. MDL. MO.