til-dæmme, v. [-ˌdæm'ə] vbs. -ning (Amberg.). (jf. -dige og dæmme til u. I. dæmme 2; nu sj.) m. h. t. aabning: lukke ved (en) dæmning; m. h. t. strømmende vand: standse ved (en) dæmning. Søens Udløb er nu blevet tildæmmet. VSO.I.580. billedl.: det var som om selv disse velgjørende Kilder (dvs.: taarerne) vare tildæmmede under min tause rugende Tanke. Kofoed-Hansen.LD.115.