tilkomme, v. [ˈtelˌkωm'ə] Høysg.AG. 32. i bet. 1.3 ofte: [telˈkωm'ə] vbs. -else (s. d.), jf. Tilkomst. (glda. d. s., æda. til kummæ (i bet. 1: DGL.I.45), tilkumæ, tel kumæ (i bet. 4: smst.VIII.20.72), oldn. part. tilkomandi, tilkommende (fremtidig), fremmed, tilkominn, fremmed, oeng. tocumende, fremmed, ty. zukommen (mnt. tokomen, oht. zuoqueman); jf. komme til u. II. komme 51) 1) komme til et sted, hen til en person osv.    1.1) (jf. II. komme 51.1; nu l. br.) om levende væsen: indfinde sig et sted ell. hos en person; ofte: (komme hen til og) slutte sig til en gruppe (allerede tilstedeværende). vAph.(1759). Der er . . flittig Syssel i Jomfru Sølverlads Bur, da den døende Fæstemand tilkommer, flyvende i Fjederhammen. HBrix. AP.IV.190.   især i præs. ell. perf. part. brugt som adj. vAph.(1759). En tilkommen Reisende. VSO. Jeg havde raabt . . til de efterhaanden tilkomne Naboer om at vove sig op ad Stigen. Schand.F.98. for hvert nyt tilkommende Medlem. Bl&T.    1.2) (nu næppe br.) blive bragt, sendt til en; komme i ens hænder. Som mig det belovede svar fra Commandanten i Narwa ej tilkom, sendte Jeg . . Lieutenant S. i land med mit Passzport. JJuel.51. Hertug Christian kunde ikke tvinge sig saalænge, indtil Keyserens Forsonings-Bref ved Posterne kunde hannem tilkomme. Slange.ChrIV.534. især (m. overgang til bet. 4) i forb. m. lade: Slange.ChrIV.656. Vist er det, at vor Vert, med den største Beredvillighed . . loed os tilkomme alt det sædvanlige. Ew.(1914).IV.242. man (finder det) rigtigt at lade den danske Forbundsgesandt tilkomme saadanne Vink. Davids.B.I.204.    1.3) uegl., m. overgang til bet. 3, i bønnen tilkomme dit rige (ty. zukomme dein reich, lat. adveniat regnum tuum) Tilkomme (1909: komme) dit Rige! Det er: Guds Rige kommer vel uden vor Bøn af sig selv; men vi bede i denne Bøn, at det ogsaa maa komme til os. Katek.§99. jf.: tilkomme Guds Rige! Mynst.Betr.II.406. 2)  fremkomme som tilføjelse osv. til noget; komme til (se II. komme 51.2). Vel ere nogle faa Gratistpladser tilkomne for Sorøe Akademie. Mynst.(JurTidsskr.XIV, 1.212). Andre egentlige Boglader existerede ikke; senere tilkom i mine Ungdomsaar (flere). Wroblewski. Ti Aar i Reitzels Boglade.(1889).8. Her er, siden jeg var her, tilkommet mange glimrende Arbejder af gamle Malere. Cit.1910. (JensPedersen.PASchou.(1929).87). artiklen er suppleret med senere tilkommet materiale ┆  3) ske, finde sted, fremkomme, blive til en gang i fremtiden; især: være (nær) forestaaende; kun (jf. dog bet. 1.3) i part. tilkommende (nu ikke i rigsspr. tilkommendes. ApG.18.21 (Chr.VI). Slange.ChrIV. 154. nu kun dial. tilkommen(d). Holb.Mel. IV.4. sa.Er.III.4. Feilb. se ogs. ndf.) (jf. ty. zukommend, nt. tokomende, tokum samt sp. 1316^9ff.) fremtidig; forestaaende; kommende.    3.1) † som præd. ell. adv. (jeg) haver haab til Gud . . at dødes-opstandelse er tilkommendes (1819: forestaaer), baade retfærdiges og uretfærdiges. ApG.24.15 (Chr.VI). *Han, som erkiendte hvad er, hvad tilkommende vorder, og før var. Bagges.NblD.59.    3.2) som attrib.   (nu sj.) i al alm. hvo viste eder, at flye fra den tilkommende (1819: kommende) vrede? Matth.3.7 (Chr.VI). et Præservativ mod tilkommende Sygdomme. Heib.Poet.VII.47. Honolulu er en tilkommende By (dvs.: en by i opkomst), beliggende ved en god Havn. StBille.Gal.III.14. Sække, fyldte med Fjer, som Madamen havde opsparet til tilkommende Sengklæder. Schand. F.272. det tilkommende liv, se Liv 9.2. tilkommende ting, se I. Ting 1.   om personer; dels (nu l. br.): som tilhører (fødes i) fremtiden. saavel nu levende, som tilkommende Mennesker. Holb.MTkr.118. tilkommende slægter, se I. Slægt 3. dels: som bliver det, subst. betegner; vordende; in spe (jf. u. Haab 2.1). alt andet, hvad der er en tilkommende Sø-Mand . . fornødent at vide. LTid. 1747.108. Jeg var eneste Barn, tilkommende Herre af Rougemont. Blich.(1920).X.171. nu vist kun om person, der bliver ens ægtefælle, ell. som man ved et giftermaal kommer i familie med: hans tilkommende Brud. Holb. HP.I.2. U.s tilkommende Svoger. Schousbølle.Saxo.190. Ridder Lave . . eders egen tilkommende Svigerfader. Ing.EM.I.110.   (nu især dial.) om tid: som ligger i fremtiden; kommende; spec. om (regelmæssigt tilbagevendende) tidsrum ell. tidspunkt: førstkommende; næste. det bør mig aldeles at holde denne tilkommendes (1819: forestaaende) høytiid i Jerusalem. ApG.18.21 (Chr.VI). (versene) skal skickes til een som heeder Lucilia, og boer her, men flytter tilkommende Michelsdag. Holb.Tyb.I.8. Han reiser i tilkommende Uge, Maaned. VSO. (“I daglig Tale”). Feilb. den tilkommende tid, fremtiden. paa det han i de tilkommende Tider kunde vise sin Naades overvættes Riigdom. Ephes. 2.7. den forbigangne eller tilkommende Tid. Kierk.I.196. spec.: (ænyd. d. s. (DGrammat. II.372.III.177); gram., foræld.) fremtid (2); futurum. PSchulz.DS.67. Molb.HO.79.    3.3) i substantivisk anv.   det tilkommende, (, nu l. br.) det fremtidige, kommende (især mods. det nærværende, se u. nærværende 5.4); ogs.: fremtiden. 1Cor.3.22 (se u. nærværende 5.4). visse Folck tæncker aldrig paa det tilkommende førend de seer sig udi Døds Fare. Holb.UHH.I.1. Den Dag imorgen er jo ogsaa det Tilkommende, men er det Tilkommende seet saa nær ved som muligt. Kierk.VIII.328.   den tilkommende, (i rigsspr. nu især spøg. ell. i formelt spr., jf.: “ogsaa i daglig Tale”. VSO.) kommende, fremtidig ægtefælle; især om kæreste, forlovede (med hvem man skal giftes). jeg og min Tilkommende gaae . . med (paa forslaget). Stephani.Apothekeren ogDoktoren.(overs.1789).51. Er det . . i Nærheden, at Deres Tilkommende boer? Heib.Poet.VII.266. man kan faa sin Tilkommende at se ved at (staa med et lys foran spejlet). JVJens.HF.82. LollO. (sj.) om barn, der ventes: Den Tilkommende synes at ville slægte sin Fader paa; thi den er ikke et Minut rolig, springer, sparker. Brandes.Br. II.21. 4) (udviklet af bet. 1.2) som udtr. for, at noget er ens ret, pligt, fortjeneste, er passende for en olgn.    4.1) m. tings-subj. og (i reglen personligt) (hens)obj.: (skulle) blive en til del, tilfalde en i overensstemmelse med ret, pligt, fortjeneste olgn.; med rette være at yde, tildele, overlade ell. tilstaa en; være ens ret, pligt, fortjeneste olgn. (ofte i sætn., der indledes m. det ell. der). Den Titel tilkommer mig aldeeles icke. Holb.GW.IV.5. det tilkommer ikke Eder (Chr.VI: hører eder ikke til), at vide Tid og Stund, hvilke Faderen haver forbeholdt sin egen Magt. ApG.1.7. den mig tilkommende Sum. Ludv. som historisk Kildeskrift tilkommer der dette Arbejde ikke ringe Betydning. BiogrL.² VI.164.   i videre anv.: være passende ell. sømmelig for ell. (nu l. br.) høre sig til, høre sammen med. vAph.(1759). den begrændsede Tilværen er den endelige; det er den, som tilkommer alle endelige Gjenstande. Heib.Pros. II.153. Hellighed tilkommer (1871: sømmer sig for) dit Hus, Herre. Ps.93.5(1931). (iron.:) Jo det tilkommer rigtignok jer, I usle Jordkryb . . jo, det kommer rigtignok jer til at drive Spot med Det, som alle Mennesker have Ærbødighed for. Heib.Poet.I.25. om forb. egne og tilkomme se egne 3(1). (nu næppe br.) i part. tilkommende brugt som adj.: som hører til ell. sammen med noget; tilhørende; vedkommende; respektiv. vAph.(1759). Alt Garnet bliver kaagt, hvortil bruges Koner af Stiftelsen, dernest legges det efter sin Fiinhed i de tilkommende Fag paa Garn-Magazinet. CCPflueg.ChristiansPleye-Huus.(1773). 53.    4.2) (især talespr.) m. person-subj. og tings-obj.: have ret til ell. fortjene (at faa noget tildelt). De Personer, som tilkomme Odels-Ret. Nørreg.Privatr.II.78. Lykken er en Gudinde, man ikke skal stole paa; hun tilkommer ofte, at man sætter et “U” foran hendes Navn. Blich.(1920).XXVII.76. “saa mange (dvs.: penge) tilkommer jeg ikke”, sagde Pelle. AndNx.PE.II.270. Rytterne (fik) alt det Bifald, de kunde tilkomme. Pol.⁴/₂1939. 4.sp.1. 5) (jf. II. komme 51.5) som udtr. for at vederfares noget.    5.1) (jf. bet. 4.1; nu næppe br.) om (god ell. (især) ond) skæbnetilskikkelse: falde i ens lod; ske; overgaa; vederfares. Alt hvad der tilkommer En, baade det Glade og det Sørgelige. Kierk.II.225. i sætn. m. foranstillet (hens)obj., der ogs. (ved ikke-kasusbøjede ord) kan opfattes som subj.: (hvis) samme Skib tilkommer nogen Ulykke foruden hans Forsømmelse, som det fragtet haver. DL.4–2–7.    5.2) (dial.) i part. tilkommen brugt som adj.: medtaget; forkommen. hand er nu saa tilkommen af en Risning (dvs.: en hævelse) paa hans Hofte, at hand snart ikke kan gaae. Cit.1760.(JySaml.4R.III.95). Er Du tilkommen og daarlig, naar Du kommer (til Nyborg), saa kan Du gierne blive der til næste Dag. Cit.1848.(Rist.OR.167). Feilb.