til-dømme, v. [-ˌdöm'ə] Høysg.AG.78. vbs. (nu l. br.) -else (Gram.Nucleus.266. vAph.(1759). Bl&T.). (æda. til dømæ (DGL. V.75)) 1) (jf. dømme sp. 62^15ff.; jur., foræld.) dømme til; paalægge ved dom; idømme. (oftest i pass. m. person-subj. og i forb. m. flg. inf. (undertiden styret af til)). Naar nogen . . er tildømt at betale, eller lide Nam, eller Indførsel i sit Gods. DL.1–24–17. Naar de tildømme nogen til at giøre, eller efterkomme, noget. smst.1–5–15. for et begangen Mord blev (han) af Kongen tildømt at skulle kastes ind til en Drage. Schousbølle. Saxo.319. betale de tildømte Bøder. Stampe. I.272. Han blev tildømt, at tilbagebetale den hele Sum. VSO. MO. 2) (især ) om domstol: ved dom tillægge ell. tildele som ejendom; tilkende. (især m. hensobj. og obj.); i videre anv., om ikke-juridisk myndighed: efter drøftelse, overvejelse bestemme, at noget bør tildeles en, tilkommer en. Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle. Holb.Ul.Prol. Erke-Bispen fik (ikke) den tildømte Penge-Summa. Thurah.B.203. Efterretning om, naar det kongelige Videnskabers Selskab tildømte Prisen for de sidst udsatte Spørgsmaals Besvarelse. Ørst.Br.I.122. (det ene fodboldhold) faar tildømt et Frispark. Ekstrabl.²²/₄1935.14.sp.4. Kong Valdemar har . . aldrig forsømt nogen Lejlighed til at faa sig gammelt Krongods tildømt. VlaCour. DH.I.216.   (jf. II. dømme 3.1; nu l. br.) uegl.: tillægge visse egenskaber, en vis værdi olgn. En Fremmed (kan) uforskyldt tildømme en Mand Forstand og grundig Lærdom. Holb.MTkr.352. nogen Fortieneste af Sproget tildømmer man og den patriotiske Tilskuer. FrSneed.II.268. ingen (turde) tildømme den unge Forfatter en Fremtid. VilhAnd. HP.18.