TingmandTingmand, no. den, der påtager sig et arbejde for - (forud fastsat) betaling (entreprenør). M. Jf dingsmand (ovf. I. till. 48 b); fortinger ndf.se i sammenhæng Vis mere +
TingmandTingmand, no. (mnt dinkman) 1) mand, som er vidne (og deltager i dommen) på ting; tholff da vor di tinge-mend, som hinder skulle dømme thill døde. DgF II. 580; som skal lade sit liff effter tingmends dom. ChrIVL mhb k 7; dennom skall hand forhøre paa byetingitt mett byeskemner och mett tingmendene (1629). KD III. 85; ingen aff tingmendene maa gaa aff tinget vden oldermandens minde (1654). KD V. 373; DL 1-7-1 (ovf. IV. 144 a35); at byetings retten maa med 4 re tingmænd holdes (1711). KD VIII. 215. Jf Schlyter: þ;ingsmæn; Lund: thingmæn. 2) mand, der ofte går til ting; forensis homo, tingmand, som gierne lader sig finde til ting. Etym 472.se i sammenhæng Vis mere +
TingmandTingmand, no. 3) stævningsmand; høre tingmands eed og kald. KSK a 6. Nylig brugt i Sæland.se i sammenhæng Vis mere +