VråVrå, no. (isl rá, fsv vra) krog, hjørne; - j fyre theth samæ bordens wroær. ÆB 2 Msb 2526, 12 (ovf. II. 98 a41; 1550 begge st.: hiørner); tillad, ath ieg maa ligge her i en wraa i nat vdoffuer. CP II. 192; T 130; (1549). DM3 I. 327 (ovf. III. 812 a52); hand skickede alt folcket fra den høyre vraa i husit til den venstre vraa. 2 Kr 2310 (1550; 1607: begge g.: side); HWR 66 (ovf. IV. 67 a31); (1586). DM3 III. 159; nar thu nu saadan en hussbondt faar, thiig slar oc dragher wdj alle wraar. Kv v 926; ålbL* 73 (ovf. II. 398 a8); Kpb 38 (ovf. III. 512 b41); dybt grundet huus vel fast giordt i krogerne (vraarne). ComD § 536, 758; PSO I. 484 (ovf. IV. 819 a39). – i v. ɔ: i skjul, bort; maatte i sted vel krybe i vraa. Heg 28; LyschG s 4 (ovf. IV. 7 b39); AB II. 30 (ovf. II. 849 b40). – jf stinge 5). – Jf hore-, kakkel-, leffel-, løn-, orme-, skalke-, under-, vrinkel-, øjnev.Vrå, no. – bortkaste i v. ɔ: ringeagte; bleff psalteren saa forglemd oc bort kast i vraaen. CP IV. 318. Jf frelse- (II. 187 a45), norden-, sjælev.Vråfylding, no. karrigt menneske (der kun samler til sig selv); lidet er der at hente hos en herre, der er kun en vraa-fylding, og vil have sit allene. KLp 131; jf: hun giemmer det i kraag oc vraa, paa det jeg intet der aff skal faa. Rch 280. Jf VSO: tværfylding, tørf. ovf. IV. 405 b53.Vråskab, no. lille skab i væggen. M (= riscus, jf Etym 1067). Det lå nær at tænke på hjørneskab, men M's forkl stemmer med brugen i de æ bøndergårde.