PugePuge, no. (isl púki) ond ånd; huar aff kommæ pugæ ... thæt ær ikkæ annæt æn the diæfflæ. Luc 30, 50; han skal stride mæt defflæ two, jech skal the pugær ladæ her jn. RD II. 253, 220 (= resæ. sst. I. 108); CP IV. 38829; pugge. ÆdS 138; søge raad hoss spøgelser eller puger. TSd 124v; det vaar icke spøgelse eller puge. TdmU m 2; VdS 140; Rch 301; HvfB a 1v (ovf. III. 231 a13); Hex 66 (ovf. III. 231 a19); usus alit artes, sagde pugen, hand legte cantate paa et bislag. PSO II. 33. Jf grund-, gård-, hus-, nis(se)p.Pugehat, no. = poggehat; Kylling 47 (ovf. III. 231 a49).Pugepeber, no. = poggepeber. Se de der anf. st. For ranunculus flammula læs r. sceleratus. Vis mere +
PugePuge, go. skrabe sammen; hand ej stedse puger paa gylden malm og skat. AB II. 79. Jf mnt puchen, plyndre, nt puken, stjæle.se i sammenhæng Vis mere +
PugePuge, no. Jf ågerp.Pugepurk, no. = puge; en puge-purk [drømmer] om penge. Schand (u. å.) k 1v. Jf purk ovf. Vis mere +
PugePuge, no. høker, pengemand; mango, en pranger, som handler med andre slags, en puge. NL 844; livagtig os at give en gierrig puges kontrafey. Reenb II. 13. Jf korn-, pengep.Puge, go. skrabe sammen; hand ej stedse puger paa gylden malm og skat. AB II. 79. Jf mnt puchen, plyndre, nt puken, stjæle.Pugeprædikere, no. en prædikant, der søger fordel; hyne pugepredickere ther haffue saa megett sagt. T 98. Vis mere +