Bøffel, en. [ˈbøf(ə)l] Høysg.Anh.23. (†  Byffel. Moth.B481. vAph.Nath.I.488. VSO.I. 542). flt. bøfler. ell. (nu næppe br.) bøffeler (MO.). (glda. buffel (Dyrerim.76), ænyd. ogs. byffel, bøffel; fra mnt. buffel og hty. büffel, af fr. buffle, lat. bufalus, bubalus) 1) (zool.) pattedyr af okseslægten, Bos bubalus. 5Mos.14.5. Raff.(1784).471. Hauch. DV.I.139. Huer det Bøffelen at trælle for dig?Monrad.Ps.112. Boas.Zool.612.  2) (dagl.; jf. ty. büffel) overf.: grov, klodset og især ubehøvlet person (jf. PEMüll.³390). Moth. B481. *mod dig han var en Bøffel.Oehl. XXIV.308. Blich.III.332. Men hvad er du for en Bøffel? Er det at tale til Folk?Hrz. VIII.155. Rich.I.98. Pont.M.39. Det er en af mine bedste Venner – han er en stor Bøffel.JVJens.EE.59. jf. Feilb. 2 om person. *Din Bøffel! din Snøffel .. ! Kingo.SS.I.102. Feilb.(boffel og bøffel ).   

Bøffel-, i ssgr. († Bøffels-, se u. -okse; jf. Kalk.I. 295) især af Bøffel 1.