Løffel, en. [ˈløf(ə)l] († Leffel, se ndf. u. ssgr.). flt. løfler. (ænyd. leffel (og leppel); fra ty. löffel, mht. leffel, mnt. lep(p)el, ske; jf. leffe) 1) (fagl.; nu næppe br.) skovl, anvendt ved sukkerfabrikationen. “Pandemanden” . . skjepper med en lang “Løffel” . . Sukkeret op i Afdragsbækkenerne. Wilkens. Runkelroer. Nr.1.(1836).127. 2) (jæg.) især i flt., om harens øre. CBernh.X.192. Fleuron.J.46. *(haren) lytted fromt med de lange Løfler | til det af Spillet, – som den forstod. HSeedorf.ID.32.

Leffel-, i ssgr. 1) se Løffel-. 2) se lefle-.

lefle-, i ssgr. (nu kun dial. leffel-. Moth.L82. jf. leffel-kvind, -mær, utugtig kvinde. Feilb.). (nu sj. i rigsspr.) af lefle, især i bet. 1, fx. lefle-kær, -lysten, -ord, -syg, -syge, -tale, -vorn ofl., hvorom se VSO.