-skær, en. [-ˌsgæ^?r] 1) til IV. skære; se Skærer. 2) i forsk. zool. betegnelser; se Rødskær samt Havskær(e) (hvis 2. led vist er sa. ord som no. skjære, skade (II), no. dial. skjer, jf. oldn. skjór (se Skørand); anvendelsen i ssg. Havskær skyldes vel lighed i kropsfarverne, sml. Skade sp. 128^19ff.).

Skærer, en. (som 2. led af ssgr. undertiden [-ˌsgæ^?rər, -ˌsgæ^?(r)ɹ]; i enkelte tilfælde -skær. se Bad-, Feltskær samt u. Bartskærer). flt. -e. (glda. skærær(æ), person, som høster (Postil.77.80), samt i ssgr. -skær(ere) (se Overskærer); til IV. skære)  1) om levende væsen, som skærer (jf. Blad-, Rosenstokskærer); især om person. Moth.S428. uden for ssgr. kun i faa (fagl.) anv., fx. om savskærer: Blich.(1920).XXVII.195. spec. om person, som tilskærer, udskærer noget: Diamantsliberne dele sig i tre Slags Arbeidere, nemlig Skjærere, Slibere og Polerere. Hinnerup.Juv.306. Glasset afskæres i Ruder af Skærerne. Bille-Top.31. om billedskærer, person, som skærer træsnit: Kunstmus A.1926.194. Bl&T. jf. ssgr. som Jærnskærer (foræld.; billedskærer, der skar i jærn. Tilsk.1932.II.438) samt Knapskær (sj., som nedsæt. betegnelse for en skrædder. Chr Borup.PM.190).   (nu kun (foræld.) i ssgr. som Heste-, Hingste-, Orneskærer) til IV. skære 6: person, som kastrerer husdyr. Moth. S428.   (sj.) til IV. skære 2.3: bedrager; optrækker; snyder. Klevenf.RJ.202. 2) (undertiden sammenblandet m. II. Skær 2-3; fagl.) skærende (del af) redskab. Skuffejærnet . . er forsynet med et langt Skaft og dobbelt Skærer. HavebrL.³I.408. mest i ssgr. som Bakke-, Glas-, Oste-, Roe-, Rørskærer.1 (sj.) om jødisk slagter (jf. Schæchter ). Slagterne i Kiøbenhavn .. maae (ikke) tillade andre, end de af Over-Rabbinerne .. authoriserede saakaldte Schechtere eller Skjærere, at slagte hos sig det saakaldte coscher Kiød. Pl.19/2 1808.   

I. Skær, en. [sgæ^?r] (dial. Skære. jf. BornhOS.). flt. d. s. (D&H.). (ænyd. -skær i ssg. engeskær (se Engskær), sv. skära, †  skärda; besl. m. IV. skære, snarest afl. af æda. skarth, indsnit (se II. Skaar), og navnet p. gr. af de indskaarne blade; jf. ty. scharte i sa. bet. (egl.: indskæring) samt det lat. navn serratula, af lat. serra, sav; sml. Skærsøde 4)  plante af slægten Serratula (af de kurvblomstrede); især om engskær, farveskær, S. tinctoria L. (der tidligere anvendtes som farveplante). Viborg.Pl.(1793).160. Lange.Flora.359.   om andre planter, i ssgr. som Engel-, Pragtskær (s. d.); (dial.) om farvereseda, Reseda luteola L. BornhOS. sml. JTusch.196. Esp.355.

II. Skær, et ell. en (i bet. 3: Adr.1761. 166. Høegh.AJ.84. jf. Feilb. † i bet. 1: Kletten.NyTrencher-Bog.(overs.1747).80). [sgæ^?r] (i bet. 3 ogs. Skære, et. [ˈsgæ·rə] OecMag. III.325. Rask.FynskeBS.52. OpfB.²III.14. LandmB.I.160. Saaby.⁷ Thorsen.170. UfF. jf. Feilb. som fk.: MylErich.DenjydskeHede. (1903).367. UfF. jf. Moth.S427. Feilb. sml. best. f. skæren. Junge. Skjoldb.A.46). flt. skær ell. (i bet. 3) -e (OpfB.⁴I.578. Sal.² XX.281) ell. (til dels til formen Skære; i bet. 3) -er (HMikkels.D.6. LandbO.III.819. IV.6. jf. Feilb.). (ænyd. skær i bet. 1 (i ssgr. som tørveskær), sv. skär, hak, indsnit; egl. vbs. til IV. skære; i bet. 3 (ænyd. skære (i plogsskære), (best. f.) skiærren, glda. skæær, no. skjer, n., og skjere, m.) foreligger en ældre afl. af (roden i) IV. skære, jf. oldn. torfskeri, tørvespade, ty. schar, plovjærn, sml. ogs. jy. (barnespr.) skjær(e), kniv (Feilb.III.276), no. dial. skjera, segl, sv. skära, ty. schere, saks (se IV. Skær)) 1) skaar, snit med skærende redskab.    1.1) i al alm. (ofte m. overgang til bet. 1.2). Sætter man Kniven (dvs.: forskærerkniven) an hos Skaftet (dvs.: knivskaftet), saa skiærer man et langt sterk Skiær: men jo videre derfra, jo svagere du skiærer. Kletten.NyTrencher- Bog.(overs.1747).12. navnlig (jf. bet. 2; især fagl.) i udtr., der angiver, hvorledes et instrument skærer, ell. om den vinkel, et værktøjsstaal har i forhold til skæreretningen (Thaulow.M. I.240.273). Nogle Glarmesterdiamanter kunde vel skære, men Skæret var meget variabelt . . (nogle) var ubrugelige paa Grund af mangelfuldt Skær. Cit.1919.(OrdbS.). (leen) sku (sidde rigtigt paa skaftet) for aa hae it got Skær. KulsvierB.89.   til IV. skære 2.1, om skadedyrs gnaven (og (jf. bet. 1.2) den herved forvoldte skade), se Muse-, Rotteskær.   til IV. skære 3.3-4; dels om mejning, høstning: skaar (I); dels om gravning, fremstilling af tørv; ogs. om sted, hvor noget udvindes ved skæring; især i ssgr. som Klyne-, Lyng-, Rør-, Siv-, Tørveskær, jf. Opskær; om jord(lag), der kan udskæres til tørv: Cit.1792.(Ribe Amt.1940.144). BerlTid.²/₂1940.M.13.sp.2.    1.2) (l. br. i alm. spr.) om hvad der fremkommer, er frembragt ved at skære osv.; især om indsnit, fordybning, hul, frembragt med skærende redskab; skaar (II.1). UfF. der var “Huggeskær” (dvs.: mærker efter tilhugningen) i Granitstenen. NatTid.¹/₅1926. Aft.3.sp.4.   (sj.) om snitsaar. (gl. marineofficer:) “For Skær og Snit, for Buler og Stød . . bare bruge Bayrum!” Pol.²¹/₁₂ 1905.3.sp.7.   om skraat afskaaren kant; ogs. (jf. Mellemskær) om afskaaren del ell. (dial.) den ende af et brød olgn., hvoraf der er skaaret skiver. Brødet skulde (juleaften) ligge med Skæret . . op imod Bordenden. Hedebo.66. Bl&T.   (jf. I. Skaar) afhugget stribe; udhugning. Rorkarlene fra Norfeld havde slaaet nogle Skær (i rørene) for at kunne stage igennem med Prammen i den Tid, de bjergede Rør. AThorsen.Fragtmanden. (1923).94. 2) ⚙ om den yderste, tynde, skarpe del (af jærnet, bladet) paa forsk. instrumenter, navnlig paa bor, høvlejærn, mejsler, stæmmejærn; ogs.: skærende kant; æg. Brünnich. (VSO.). Borstaalet har 2 Ægge eller Skær. Wagn.Tekn.241. File.63.   (sj.) æg paa le. *Far maa meje Dagen lang, | og Trine hører Leens Klang . . | hver Gang han hvæsser Skæret! LCNiels.SmS.77. 3) (landbr.) skærende del paa plov; plovjærn; navnlig (nu kun): den af plovens skærende dele, der sidder paa plovfoden og skærer jorden vandret; plovskær. Moth.S427. Plov-Kniven maae altid sidde ¹/₂ Tomme dybere end Skieret, saa samme kan vogte, at Skieret ey tager imod Steene eller seye Rødder. JPPrahl.AC.13. Plovjernet eller Skjæret er en heel Jernplade. JPaludan.Møen. II.(1824).224. LandmB.I.412. Mulden sprøjtede op fra Skæret. OlesenLøkk.NH.III.128.   om lign. indretning (“kniv”) paa andre markredskaber, fx. paa radrenser (LandbO. IV.6), paa roeoptager (Sal.²XX.281), paa radsaamaskine (LandbO.IV.148).

III. Skær, et ell. en (Moth.S426). [sgæ^?r] flt. d. s. (ænyd. d. s. i ssgr. som bag-, forskjær, fast og løs hammel, jf. ogs. ænyd. armskær, armskinne (Kalk.I*.20); fra nt. schirr (hinnen-, vörschirr), ty. (prov.) scherr, jf. hty. geschirr (se Geschir)) hammel (I.1). Moth.S426. VSO. nu vist kun i ssg. Forskær (se I. Forskær), jf. dog (dial.) Skær(e)-klemme (dvs.: overslag til hammel). UfF.

IV. Skær, et ell. en (VSO.VI.780). (ogs. Skære. UfF.). flt. d. s. (fra nt. scher, hty. schere, egl.: saks, jf. oldn. skæri, n. pl., eng. shears, til stammen i IV. skære; sml. Skærslipper og II. Skær; nu kun dial.) især i best. f., om to stykker træ (stangarme) i forakselen paa en vogn, hvori vognstangen anbringes; ogs. om mellemrummet mellem stangarmene; saks (5.2). Viborg.(VSO.VI.780). MilTeknO.106f. UfF. i flt.: Ved Forstillingen vises . . hvorledes Vognstangen sidder i Skiærene. Mechlenburg.Feldt-Artillerie.(1786). 15.

V. Skær, et. [sgæ^?r] skjæ̂r. Høysg.AG. 36.127.138. flt. d. s. ell. † -e (Slange.ChrIV. 290.1350) ell. † -er (smst.342. Thurah.B.121. EPont.Atlas.III.219). (glda. skiær (SjT.70), oldn. sker (gen. flt. skerja), jf. eng. (laant fra nord.) skerry samt ty. schäre; til IV. skære og egl.: noget indskaaret) 1) (især  ell. om bornh. (Esp.76.183), sv. og no. forhold) lille, nøgen klippe, der skyder op af havet; ogs.: klippe, der lige rager op over ell. ligger skjult af havets overflade og er en fare for sejladsen (jf. II. Rev samt blindt skær ndf.); undertiden (især bornh.) om udskydende (undervands)parti af klippekyst (JNPanum.Bornholm.(1830).67. Danmark.Rejsehaandbog.³II. (1879).162); ofte i flt. i best. anv., om samling af saadanne klipper, der ligger (i en ring, som en vold) uden for en klippekyst: skærgaard (navnlig i forb. som inden ell. uden for skærene; jf. inden-, udenskærs). de hallandske Skær. JensSør.II.33. en Østers . . laae paa et Skiær, og gabede. Holb.MFbl.124. Rev og Skier, Blinder og Grunde. OeconT. V.59. *Kjølen for knusende Skiær maatte briste. Pram.Stærk.101. de frygtede, at de skulde støde paa Skiær (Chr.VI: u-jævne steder). ApG.27.29. (kong Hans) landede just i Stokholms Skjær, som Slaget stod paa. Allen.I.152. Vi drog . . en Milsvej fra Bergen ud tilhavs . . vi naaede de yderste Skær. Bang.UA.7. Ertholmene . . bestaar af 3 Øer . . og nogle mindre omgivende Skær. Trap.⁴ III.648. blindt (se blind 6) ell. (l. br.) skjult skær (Mynst.Betr.I.230. VSO.), klippegrund under vandets overflade, undervandsskær (jf. Fiskeskær), mods. Overvandsskær.   i videre anv. *(isbjørnen) plumped ræd under Isens Skiær. Oehl.XXIX.139. spec. (nu sj.) om sten- ell. sandrevle. Moth.S421. Kutteren har fundet sin Skæbne paa Søren Jessens Sand (ved Fanø) og er forlist paa dette farlige Skær. Pol.¹¹/₉1923.8.sp.5. 2) i sammenligninger ell. billedl., om hvad der som en (undersøisk) klippe i havet volder ulykker, fortræd ell. hemmer, standser noget. Holb.Hh.I.390. Regjeringens Viisdom, der forstod at styre saa godt forbi alle truende Skjær. Hauch.MfB.148. en Aandens Noblesse, som bar hende ren og fri over alle Teaterlivets Skær. NatTid.²⁴/₁₀1920. M.10.sp.5. jf.: Disse er Skærene (1819: Skampletter) ved eders Kærlighedsmaaltider, fordi de uden Undseelse fraadse med og pleje sig selv. Judas.12(1907).   især i forb. som klare skærene, komme over vanskelighederne; klare pynten. Tit klarede (teaterchefen) Skærene ved en snild Diplomatik. Schand.O.II.188. LindskovHans.NH.31. strande paa et skær olgn.: JBaden.Horatius.I.55. *Lad os ej strande paa Særhedens Skjær. Grundtv.PS.V.520. han strandede strax paa Grammatikens mindste Skjær. Schand. TF.I.40. Forfatteren besidder en filosofisk Dannelse . . som hjælper ham over de første Skær, paa hvilke Flertallet med ophøjet Koldsindighed sidder fast i et fælles Skibbrud. Brandes.XIII.7.

VI. Skær, et ell. (nu dial.) en (Nv Haven.Orth.159. JSneed.II.129. RasmWinth. S.140. PhysBibl.XIX.66. CReimer.NB.51. jf. Moth.S419 samt u. Morgenskær). [sgæ^?r] flt. d. s. (ænyd. skiær, om øjets glans, samt i ssg. dageskær, dagskær, oldn. skær, lysglimt, lysning, jf. oldn. skæra, skumringslys; til VIII. skær; jf. skjare) 1) (jf. VIII. skær 1.1) skin ell. lys, især forholdsvis svagt og ofte (jf. bet. 2) rødligt; ogs.: lysning; dels om svagt skin fra et himmellegeme, navnlig om lys(ning) ved aften ell. morgengry ell. ved maaneskin; dels om lys, skin (ell. genskin) fra ild (brand) ell. fra en kunstig lysgiver, ofte af en flakkende, usikker karakter. Moth.S419. Der kommer Hun, Østens Purpurklædte Dronning (dvs.: morgenrøden) . . En rødlig guldblinkende Skiær glimrer rundt omkring Hende. JSneed. II.129. *Nu tabte Dagen sit sidste Skjær, | Og Natten løfter sin Vinge. Heib.Poet.X.334. *De jernklædte Kæmper opløfted deres Spær, | Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skjær. Hauch.SD.II.86. *Ei hun (dvs.: natten) taale kan | Det stærke Skjær, naar jeg (dvs.: Aurora) min Fakkel svinger. PalM.(1909).I.413. et ildrødt Skjær viste sig paa den mørke Himmel, og strax efter hvirvlede Flammer . . op. Holst.FF.16. *Julelysets Skær. JVJens.Di.³85.   (jf. Sildeskær) om blink, glimt fra blanke, skinnende genstande; især m. h. t. blikket: der var et Skjær af Taarer i hendes Øjne. Budde.F.66. Disse store blaa Øjne som kigger paa én med et lysende Skær i sig fra ukendte Dyb. Johs Wulff.T.5. 2) (jf. VIII. skær 1.2) om svag farvetone; ofte om nuance, der kun ses i visse belysninger; undertiden ogs. om livlig, navnlig: rødlig, farveglans (jf. Rosenskær). Dette tøy har en deylig skær. NvHaven.Orth.159. Skiællens Farve har en Skær af Graat. vAph. Nath.V.481. Tøiet har et rosenrødt Skiær. MO. den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft. Pont.Sk.4. jf. bet. 1: *Hun (dvs.: Freja) har to runde Hænder, | En Rose vel i hver, De tvende Roser brænder | Med et livsaligt Skjær. Oehl.XXIX.100.   (jf. VIII. skær 1.3) om hud-, haarfarve. (den sorte hest) var besatt med Blommer (dvs.: mørkere, runde pletter, sml. blommet 2 slutn.), hvilcke ogsaa var Sorte, men hafde en anden Skiær end det andet Sorte. RasmWinth.S.140. Haar, som vel bør kaldes bruunt, men dog har et rødligt Skjær. Blich.(1920).XX.6. Hun . . sjippede energisk. Hendes blege Ansigt fik et svagt Skær af rødt. ErlKrist.DH.192. 3) overf.    3.1) det stemningspræg, den glans, nimbus, der omgiver, er knyttet til noget; ogs.: udstraaling, afglans af noget skjult, indre egenskaber. han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skær ind i hendes unge Bryst. JPJac.I.120. Som en Følge af hvad der er skildret i det foregaaende Kapitel, vil der falde et Skær fra nyere Tid over alle Navne (dvs.: stednavne), der have eftersat Artikel. JohsSteenstr.IS.22. den nu uddøde Gejrfugl . . en Fugl, der nu staar for os i Eventyrets Skær. Sal.²I.517.   i forb. m. af, om afglans af, vidne om, løfte, varsel om noget. med et gled der Skæret af en Anelse hen over hendes Træk. EErichs. TM.95. til Gengæld glimtede der frem i hendes Blik et Skær af det dulgte Sværmeri. Pol.²⁴/₁₀1920.6.sp.2.    3.2) om den maade, hvorpaa noget fremtræder ell. opfattes; skin (I.3); belysning, hvori noget ses; præg; undertiden om noget tilsyneladende, indbildt ell. noget skuffende, falsk. (navnlig i forb. m. adj. ell. præp. af). *Jeg (dvs.: ræven) tog efter ham . . | Jeg har det altid i min Magt | At give mig om kun et Skjær | Af hver en Ting, jeg kommer nær. Winth.II.128. Grossereren selv var baade dygtig, rig og brav, men der var et Skær af Latterlighed over ham. JP Jac.II.397. jeg vil ikke have mindste Skær af at ville narre Dig. Vollquartz.P.165. se Fremtiden i et rosenrødt Skær. D&H. (jf. Rosenskær). et forsonende skær, se forsone 2.3. (sj.:) *Jed ved, at hvad der saa end skal hænde, | kun Skær og Skin er al Elende. Thuborg.Vejfarende.(1929).35.

VII. Skær, subst. i forb. skærs gavn, se I. Skærv 3.

VIII. skær, adj. [sgæ^?r] skjæ̂r. Høysg. AG.127. intk. -t ell. (nu dial.) d. s. (VSO. VI.374(u. Skiøre). Feilb.). (æda. sk(i)ær, sagesløs, renset (Lund.Ordb.126), uskyldig (Harp.Kr.184. Fragm.8), ren, klar, gennemsigtig (Harp.Kr.22.110.192 ofl. AM.), oldn. skærr, eng. (til dels fra nord.) sheer, i aflydsforhold til oldn. skírr, ren, ty. schier, got. skeirs; til roden i II. skinne; jf. VI. Skær; i da. dels sammenfaldet m. et andet ord, jf. bet. 5 og kuldskær, dels m. folkeetymologisk tilknytning til IV. skære, navnlig i udtr. som skært kød (se bet. 2.2) og skær modsætning (se bet. 4), jf. Festskr.VilhThoms.259ff., ligesom de enkelte bet. ikke altid lader sig skarpt adskille   ofte, navnlig i bet. 4, i forb. som ren og skær   uden for bet. 1.3 og 4 og enkelte fagl. anv. u. bet. 2.2 næsten kun poet., højtid., jf. dog Feilb.) 1) skinnende; lys; klar; ren.    1.1) om lys; navnlig om det klare (men som regel: ikke stærke) lys ved aften-, morgengry og i de lyse nætter; ogs. om sollys i foraars- og sommermaanederne med klart og varmt vejr. LTid.1733.533. *Af Høiheden oprundet er | En Morgen-Røde klar og skiær. Grundtv.SS. I.261. *Nu har vi Sommer skær og blid. smst.III.314(jf. Skærsommer). *O, at jeg tør favne dig, skære Dag (dvs.: morgengryet). Jak Knu.(HøjskBl.1891.sp.379). Feilb. jf.: Maaske Minna alligevel skulde gaa lidt, faa noget af den skære Luft i Dag, føle Solskinnet lidt nærmere. Lauesen.MF.67. billedl.: De tusinde Afskygninger fra det skæreste Lys til den mørkeste Skygge i det store ubestemmelige Rige, der hedder Forholdet mellem Mand og Kvinde. EGad.S.47.   (sj.) m. tilknytning til IV. skære 2.2 og 13.1, om skarpt lys. middagssolens skære lys. Herdal.Bisser.(1933).45.    1.2) om farve: klar; lys; navnlig om hvidlige ell. svagt grønlige farver; ogs.: helt hvid, lys p. gr. af fuldstændig renhed; om ting: med lys, fin farve; ofte om sne: hvid og skinnende; ogs.: af en (næsten) gennemsigtig hvidhed, glans. Gram.Nucleus.817. Den lysere og skierere Farve. CVarg.Farve- Bog.(1773).71. en Række Tænder, saa skjære som østerlandske Opaler. Winth.IX.142. *Nu fyger Sneen skjær og hvid. sa.D.20. om Aftenen, naar en eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne Sol. Breum.HH.154. Georgette og Chiffon i skære Nuancer. TidensKvinder.¹⁸/₆1929.27. jf. bet. 2.2: Bjærgsiden var saa glat og hvid, som var den klædt med det skæreste Silkestof. Madelung.F.163.   skærthvid, (jf. skærende hvid (u. V. skære 1), skærhvid; dial.) skinnende hvid. BornhOS.   m. særlig forestilling om gennemtrængelighed for lys, gennemsigtighed; dels om tøj, stof, se bet. 2.2; dels (dial.) om æg: hvori ingen mørke pletter ses, naar det klares (2.5); frisk. Thorsen.170.    1.3) om udseende; især om (ansigts)huden: klar og frisk; blød, glat og fin; spec. om børns og ganske unge menneskers fine, glatte hud; ogs. om levende væsen: med klar, frisk hud ell. af ganske, lys blond farve; ofte om blomster, blade: med fine, bløde farver; ogs. (jf. bet. 5) m. bibet. af sarthed, ømfindtlighed. *Før bliver Morian saa skjær og blank at skue. LThura. Poet.33. *Mangt Æble . . rødt og skiært . . | Var heel modbydeligt for Smagen. Tode.I. 330. naar jeg børster mig . . saa bliver jeg saa glat, og saa skiær, og saa faver, og saa fiin, som der hverken var Nykke eller Tykke ved mig. Rahb.Tilsk.1795.124. *Lilien . . hvid og skiær. sa.PoetF.II.50. *hver, som bader sig i den Aa, | Fra ham maa al Sygdom vige, | Og om hans Isse er askegraa, | Hans Kjød bliver skært tillige. Grundtv.SS.IV.137. Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd. JPJac.I.4. en kjøn lille Dreng med . . trods Sol og Vind, den skjæreste Hud. Budde.F.155. Hun var velskabt og skær i Ansigtet. JVJens.D.153.   i sammenligninger. et par Hænder . . skjærere end Alabaster. Ew.(1914).IV.51. *Hans Datter var . . | Som Rosen rød, som Lilien skiær. Oehl.XXXII.147. dunkelaaret som skære Blomsterblade (var) de fine Tindinger. JPJac.I.60.    1.4) uegl., om lyd, stemme: klar (3); navnlig: ikke stærk, men tydelig og yndefuld. *en Røst saa skjær og klar. Aarestr. SS.V.44. (sangen) lød saa skært og foraarsmættet. Bang.HH.118. Det var . . en ung Kvinde, der sang, og skjærere Røst har jeg aldrig hørt. Den var spæd (men) klokkeren. Baud.GK.273. jf.: Fugletoner saa rene og skære, at de ikke vilde glemmes, saalænge der var dansk Sprog og Literatur til (dvs.: om visse af Baggers digte). Ploug.(Fædrel.1847. sp.99). 2) ren; uforfalsket.    2.1) uden fremmede, uvedkommende bestanddele; fin; pur; ogs.: renset; ren; om vædske (jf. bet. 1.3): uden grums; klar. Moth.S419. *Østens Vise offred der . . | Guld, Røgelse og Myrrha skiær. Grundtv.SS.I.347. Skier (hyppigere: skieret) Honning dvs.: reen og renset fra Voxet. VSO. Det rene, skiere Guld. smst. Hestene fik skær Havre (paa juleaftensdag). TroelsL.VII. 19. det drikker vi en Punsch paa – en Arrak af den skære. Bang.UA.116. skært Smør. S&B. *skænk op den skære Mjød! ThøgLars. Edda.I,1.94. jf.: I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for Eder da skær og frisk? JPJac.I.176.    2.2) i forsk. spec. anv.   (jf. ty. schieres fleisch samt Mellemskær(t); sml. IV. skør (1.1); især kog., slagt.) om kød: uden ben og sener (og fedt). Skiere Kiødskiver. CMüller.Koge-Bog.(1785). 25. et Begjær i Øjnene, som i et Rovdyrs, i hvis Bur der bliver kastet et mægtigt Stykke skært Kjød ind. Schand.TF.II.360. skjært, fedt Flæsk kan have en vammel Smag, naar man fylder Munden stærkt dermed. JakKnu.GP.180. jf.: *Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke (dvs.: smørrebrød) med Steg. JVJens.Di.54. (jf. Mellemskær(t)) substantivisk: det kogte Oksebryst i tynde, møre Skiver, “skaaret paa langs” . . med Fedt og Skært i øm Forening. Nathans.MP.56. *Slagteren tit Ben os gi'er, | mens hans Venner faar det skære. Blækspr. 1936.2.   (fagl.) om træ: knastfrit; fint; udsøgt; ogs. om stamme: hvis fibre ikke er vredne; retgroet. det Træe, som de brugte til Ilden, var skiært og reent. Holb.Hh.II.14. Den lille Liigkiste . . er gjort noget plump af skjær Eeg. NBlich.(Læsefrugter.XXVI. (1824).425). Spalteligheden er størst, naar Træet er skært eller ret groet. VareL.²799.   (fagl.) om dej: Æltetiden vedvarer, til Dejgen er skær, d. v. s. at Dejgen ikke hænger ved Hænder eller den Gryde eller anden Ting, Dejgen lægges i. Ugeskr.f.Læger. 1934.597.sp.2.   skær sats, (bogtr.) d. s. s. glat sats (se glat sp. 1041³³). Selmar.²101.   om stof, tøj; dels (dial.): uden rynker, folder. Cit.1815.(Fynsk Hjemstavn.1939.171). Hvis man havde Sorg, skulde man (dvs.: paa Drejø) have skært (glat) Forklæde og Tørklæde. AarbTurist.1925.75. dels (jf. Skærdug samt Nonneskær; foræld.) m. overgang til bet. 1.2 slutn., om aabent vævet, fint, tyndt tøj: klar. Moth.S419. et Stk. fiint skiert Netteldug. Adr.¹⁸/₁1762.sp.13. Skært Linned. MO. skært lærred. UfF. (nu næppe br.:) Skier Uld dvs.: den finere Uld, i Modsætning af Lod. VSO. 3) overf. anv. af bet. 2: fri for fejl, lyder, laster; uplettet; uskyldig; pur; ren. Moth.S419. jf. bet. 1.2: Catecheterne ere dømte hvide og skiære som Snee. Gram. Breve.142. ordspr. (foræld.): han skal være skær, som en anden vil skælde (ell.: som skænder. VSO.VI.264). Mau.7831. MO. om kvinde: jomfruelig; ubesmittet. *Man tit en Jomfru seer i Bierg-Trolds Hænder falde . . | Men Lycken giør, at hun urøret, skiær og reen | Af Kløer kommer. Holb.Paars.322. disse Jomfrue Enker, som vil bilde Folk noget ind, og give sig ud for de skiæreste Møer. KomGrønneg.III.71. *Lovet være Du, Jesus Christ, | At du Menneske vorden est, | Født af en Jomfru reen og skiær. Grundtv. SS.I.344.   (nu næppe br.) om sag: retfærdig. *(vi taler) Om jeg en Sag kand giøre skiær | Med Guld og grønne Skove? Reenb.I.54.   nu navnlig (m. overgang til bet. 1.3) om ganske unge menneskers (spec.: unge pigers) egenskaber, følelser. Intet kan dog lignes ved denne første jomfruelige Ynde . . Alting var saa fiint og reent og skjært hos hende. Rowel.Br.523. For Vilhelms Minde stod hun (dvs.: en lille pige) som noget af det Sødeste, det Skæreste, det Fineste. Schand.VV.68. jf.: Saa ufuldkommen Romanen end er, Forholdet mellem Jacques og Sylvia giver den en skær Poesi. Brandes.VI.130. (sml. III. pur 4) om barndoms-, ungdomsalder: han havde fra sin første skære Barndom higet efter at forenes med Naturen. JVJens.NH.198. den første skære Ungdom, førend Livet har ristet sine bitre Runer i Pande og Kinder. FrPoulsen.(Glypt.I.3). 4) (til bet. 2) som er noget helt og holdent, fuldt ud; som ikke er (ikke bestaar af) andet end; pur; ren. i eet Tilfælde har jeg . . seet Patienten lade det skjære Blod istedetfor Urin. BiblLæg.VIII.8. Grundtv.PS. IV.373. især om noget abstr.: fuldkommen; ligefrem; rigtig. *Sliigt (dvs.: at benytte en tryllering) syntes nu Personen skiære Løier. TBruun.I.368. Det er den skiere Profit. VSO. “De har et Bord med halvtredie Ben, en Stol og en Dyne at sætte Bo med” . . “Vi maa holde Øje med dem, at de ikke skal lide skær Nød.” AndNx.DB.32. Misundelse! siger han. Skær Misundelse! Nogen forstaar at indrette sig – andre ikke. Vi forstaar det, og det taaler Folk jo ikke. DagNyh.¹³/₇1930.Sønd.15.sp.4. (muligvis m. tilknytning til skærende (se IV. skære 15.2); l. br.) om modsætning: tydelig; skarp. en Stemme, hvis Ydmyghed stod i den skjæreste Contrast til dens Eiers brutale . . Personlighed. VKorfitsen.EV.3. vi staar ved den skære Modsætning til Polyhistoriets Tid for et Par Aarhundreder siden. JohsSteenstr.HN.92. (dial.) om person, i forb. som en skær tosse, en ren taabe. UfF.   nu navnlig i forb. som ren og skær. var det den rene, skjære Jalousi, fordi jeg ikke var hende mere, end enhver af de Andre. Sibb.I.103. reen, skær Dumhed. CBernh.VI.43. Referatet er docerende, reent og skært docerende. Kierk.VII.233. det var et rent og skært Tilfælde, at jeg ikke kastede mig i Søen. KLars. Ix.25. det er den rene, skære sandhed ┆  om person: Man er Halunker af Lidenskabelighed og Uvorenhed; rene skjære Halunker er man. Sibb.II.167. rene, skære Hedninger. VBeck.LK.I.25.   (nu sj.) i andre forb. m. adj. af lignende bet. Af lutter skier Forbauselse giorde jeg et Feyltrin. KbhAftenp. 1784.Nr.42&43.3.sp.1. det var ved Gud af den bare skære Kærlighed. CEw.Æ.VII.56. om person: efter første Fierdingaars Forløb, saa heder det ikke længer “min sødeste Kone . . jeg beder dem” saa er det den skiære ægte Huusbonde, som siger mig reent ud: Madame! jeg vil ikke . . at man foragter hvad jeg siger. Wand.(Skuesp.IV.17). jf.: Kamma . . saa' blidt alvorlig ud for ikke at komme til at tvivle paa, at hun jo var Medlidenheden i egen skære Person. JPJac. II.289. 5) (udviklet af bet. 1.3 ell. af ssg. kuldskær (hvis 2. led er et forskelligt ord); sj.) som ikke godt taaler noget, er ømfindtlig for noget. jf.: (hun) skjalv . . hudskær for den svageste Luftning. ThitJens.PN.49 samt: *Mit Sind sig skært har vendt | mod Lyset, du udfolder, | – Septemberkvæld! Stuck.S. 15.

I. Skærv, en. [sgɐ̤r'v] (nu dial. Skær. UnivBl.I.368. især i forb. skærs gavn, se bet. 3. – tidligere ogs. skrevet Skærf olgn. Holb.11J.II.5. sa.DNB.598. ChrFlensb.DM. II.85). flt. (især i bet. 1) -e ell. † d. s. (Hørn. Moral.II.90. Holb.Hh.I.69. Gram.Nucleus. 49). (ænyd. skerff, n., og skarf, skarffue, fk., glda. skerw, n., og (flt.) skærff, fsv. skärf, n., skärver, m., sml. isl. skarfur (jf. I. Skar); fra mnt. scherf, jf. hty. scherf; vistnok sa. ord som ell. sammenhørende m. I. Skærve og egl. “lille stump” ell. (?) “overskaaret mønt”) 1) lille mønt; navnlig (bibl.) om lille kobbermønt af mindste værdi (egl. som gengivelse af lat. obolus, gr. obolós (se Obol) ell. gr. leptón ell. lat. (Vulgata) minutum; jf. NationalmusA.1939.83); undertiden (men urigtigt) som navn paa danske middelalderlige mønter (Holb.DNB.598.602). en fattig Enke kom og lagde to Skierve udi (dvs.: i tempelkisten), som er en Hviid. Marc.12.42. Luc.21.2. EEwald.DenBibelskeConcordantz.I. (1748).933. (jf. Daler sp. 455²⁰, ⁶⁵; sj.:) *Skjærve gjør ej blot en Daler, | De gjør store Kapitaler. Grundtv.PS.VII.316.   (nu l. br.) i forb. m. nægtelse; navnlig i udtr. som ikke en skærv, ikke en skilling. jeg veed den der har givet mange 1000de for en Jomfrudom, som en Jøde dog ikke havde tilhandlet sig for en Skiærf. Holb.DR.I.2. mine Klæder . . ere jo ikke en Skiærv værde. smst.IV.3. *Dog tungt, saa arm at blive, | At ej en Skjærv man har. Grundtv.PS.IV.449. *At stjæle, det er nu dens (dvs.: en hunds) Erhverv; | den ejer jo aldrig en eneste Skjærv. Kaalund.121.   betale til sidste (yderste. Holb.11J.II.5. Skuesp.IX.99) skærv olgn., (efter Luc.12.59) betale fuldt ud, til sidste hvid (I), skilling (3.2). Mau.I.69. Slange.ChrIV.512. Træd frit paa de Ringes Halse, og lad dem betale dig indtil sidste Skiærv. NordBrun. HelligeTaler.I.(1797).187. *Andre fik Byrder at bære | og maatte blodigt betale | til sidste, arme, forslidte Skærv | i Jordens graadige Dale. PlaCour.A.84. i videre anv.: det (er) deres Pligt . . at ei kræve den yderste Skierv af sin fattige Næste. JSneed.V.263. (gnieren) udsuer Enker og Faderløse (og) berøver dem den sidste usle Skierv. Birckner.Tr.162. Tallotteriet er et Svælg, der sluger den Arbeidendes sidste Skiærv. PEMüll.¹II.306. jf. bet. 2: Stuckenberg naar sit livs højdemaal i de to smaa digtsamlinger: “Flyvende sommer” og “Sne”, som blev hans sidste skærv til dansk kunst. OGeismar.ND.103.   enkens skærv olgn., egl. om den fattige enkes sidste eje, som hun ofrede i templets kiste (se ovf. sp. 71⁵²); i videre anv., om et stort offer, en enestaaende gave (fra en fattig person). Gud . . foragter ikke Enkens tvende Skærf, hun lægger i Guds Kiste. Hørn.Moral.II.90. Hun bad, så hun blev smuk derved; sagtens for en kær dreng ved fronten. Hun gav enkens skærv: Hele hjærtet, alt! NAJensen.Ventetider.(1926).15. 2) (især efter udtr. enkens skærv, se bet. 1 slutn.)  om lille bidrag, hjælp, understøttelse, der svarer til ens evne. (især i udtr. som give, yde en skærv). Holb.Skiemt.B5^v. *Folk giver Skjerven med større Fryd, | Naar de har Vidner paa deres Dyd. PMøll. (1855).I.49. *tillad mig, | Den usle Armod først min Skjærv at offre! (han giver den Blinde en Skilling). Bredahl.I.141. Drachm. VIII.533. Pol.³/₁₂1939.15.sp.3.   i videre, billedl. anv. En Skjerv til Spørgsmaalets Afgjørelse. Nyerup & Kraft.Litteraturlexicon.(1820). 433. *Til Glæden give Hver sin Skierv! | Hver stræbe maa, som han kan bedst, | At hædre Freiers Bryllupsfest. Oehl.XXIX. 244. en Attraa, jeg længe har følt til at yde . . Suhms Minde ogsaa min ringe Skiærv. Molb.Suhm.1. *Sangeren . . | Velsigner høist sit Hverv, | Naar han en deilig Pige | Tør offre Sangens Skjærv. Winth.ND.113. den Kongedyrkelse, til hvilken efterhaanden Tidens større og mindre Digtere bragte hver sin Skærv. CSPet.Litt.947. give, lægge sin skærv med i laget, se Lag 5.4. 3) (l. br. i rigsspr.) overf. anv. af bet. 1, om en ringe sum (jf. Nødskærv), en ringe mængde, en ubetydelig smule. Moth.S 279. jeg meente, at jeg med streng Tarvelighed en Stund kunde friste mit Liv ved Hjælp af en liden Skjærv, der dog endnu var bleven mig levnet. Hauch.VII.383. (jeg) sankede taalmodigt min Lykke sammen, Skærv for Skærv. Stuck.III.46. hver skærv af virkelighed, som den (dvs.: folkedigtningen) når at gribe på sin vej, bliver guld i dens borg. AOlr.DH.I.187.   spec. i forb. som ikke gøre skærvs gavn (skærvsgavn. D&H. skærs gavn. UfF.), (jf. gavns gerning u. Gavn 1; dial.) ikke udrette det mindste; drive; være ørkesløs. Hertugen og hans Folk gjorde nu ikke Skiærvs Gavn. Grundtv. Snorre.III.62. sa.Myth.455. AarbLollF.1933. 180. UfF.

Skær-, i ssgr. oftest udtalt [ˈsgæ·r-] (jf. dog Skær-slipper, -sommer, -torsdag samt Skærsøde). (sjældnere Skære-. se u. Skærbaad, -græs, -klappe, -kæde, -slipper). især til V. Skær (se Skær-baad osv.) og VIII. skær (se Skær-dug, -grøn, -gylden, -hudet, -hvid, -klappe, -lærred, -sommer, -søde, -torsdag); ogs. til IV. skære, se Skær-græs, -uld, navnlig til IV. skære 7(3) og 14(3), se Skær-gang osv.; om Skær- som sideform til Skære- se Skære- i ssgr.

Skære-, i ssgr. (ogs. Skær-, se u. Skærekasse, -kiste, -lo, -mølle). (sml. Skær-) især (navnlig fagl., ⚙) til IV. skære 1 og 3 (jf. dog Skæretragt); saaledes ogs., foruden de ndf. anførte: Skære-bevægelse, -egenskab, -evne, -hastighed, -kraft.

IV. skære, v. [ˈsgæ·rə] skjære. Høysg. AG.29.   præs. skærer ell. (nu l. br. i skrift; spec. (dagl.) i bet. 14.4) skær [sgæ^?r] (jf. Høysg.AG.65.93). sml.: skær (bruges) ofte for jeg skærer. NvHaven.Orth.158. I Omgangssproget . . skær. Mikkels.Sprogl.209 samt Kort.166.   præt. skar [sga^?r] (skàr. Høysg.AG.93.138) ell. (nu dial.) skaar (Pamela.I.135. Borrebye.TF.160. jf. Univ Bl.I.392. Thorsen.89. Feilb.); nu sj. (uden for dial. (jf. Feilb.) vist kun som rent ortografisk form, sml. Brøndum-Nielsen.GG.II. 315) skjar (Rahb.Tilsk.1799.437. Oehl.Øen. (1824).IV.228. Blich.(1920).XIV.126. Hrz. KRD.46. Goldschm.Hjl.II.592. jf. gjennemskjar. IstedMøller.HugoStelling.(1893).247); † (jf. dog Feilb.) skjaar (Biehl.DQ.III.293. TBruun.VI.526)   part. skaaret [ˈsgå·rət] ell. (især som fk.) skaaren; svarende til skjar, skjaar (se ovf.) forekommer (sj.) skjaren (Skiaren-Halm. Tode.SS.74) ell. skjaaret (Hrz.SvD.72.85. sa.D.I.39. jf. Feilb.); som part. til dannelse af de m. have sammensatte tider er skaaret nu det alm. i rigsspr., mens skaaren navnlig er jy. (jf. Høysg.AG.93. Feilb. samt Flemløse.60); i anv. som præd. og attrib. ved ord af fk. er brugen vaklende, idet skaaren er alm. i bogspr. (og deraf og af jy. paavirket talespr.), medens skaaret foretrækkes i østda. (kbh.) talespr., se navnlig u. bet. 16; skaaren bruges ogs. (nu især i jy.) efter være m. subj. i intk. ell. flt. samt attrib. ved ord af intk.: Holb.Paars.206. sa. Er.I.4. Høysg.S.21. Seidelin.48. Chr Flensb.DM.I.78. FBauditz.Tiden,der svandt. (1911).43. Feilb.; best. f. og flt. skaarne ell. (især kbh.) skaarede (Tilsk.1936.I.271. Fine, skaarede (dvs.: udskaarne, parterede) Torsk. FrederikshavnsAvis.¹⁷/₁₁1938.7.sp.4)   vbs. -else (s. d.) ell. -(n)ing (se Skæring), jf. II. Skær, Skæreri. (æda. skæra, sk(i)æræ, run. (præt.) skar (Wim. Aarb.1917.197), oldn. skera, eng. shear, meje, klippe, ty. scheren, klippe; i bet. 14.2 og 31.5 foreligger mulig sammenblanding m. andre (besl.) eng. og ty. ord; jf. I-II. Skaar, I. Skare, I. Skarn, II. skarre, I. Skramme, Skurd, I. Skure, I-II., IV-V. Skær, IV. skør, V. skøre samt Rødskær) 1) gøre et indsnit i noget med et (med æg, skarpe kanter forsynet) redskab; navnlig: gøre snit i noget med kniv ell. knivlignende redskab.    1.1) (jf. bet. 1.3) om person. (m. den ell. det, som kniven rettes mod, som obj. ell. betegnet ved præp. i). skjære med en Kniv. Høysg.S.109. *De store Søsterkager staae der alt | Og give Lyst til strax deri at skære. Hauch.SK.71. *lad mig skære (dvs.: Vølunds haser over). Drachm.VS.68. *skær dybere! smst.69 (jf. ndf. sp. 12¹¹). Med en skarp, stærk Kniv skærer man langs Rygbenet (af laksen). Const.Kogeb.⁸(1920).57. skære i Glas med en Diamant. D&H. i videre (spøg.) anv., m. h. t. tæt røg, taage: Der var en Tobaksrøg . . der gjorde Luften saa tyk, at man fik Lyst til at skære i den med en Kniv. Schand.F.429. Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i den. Gjel.GL.306.   (jf. bet. 2) m. fremhævelse af den skade, det ubehag, et snit kan volde. *(barber) S. sæber ind . . | og skær han Slagt'rens Kind, | det er af bare Mod. KBecker.S.III.63. skære i dugen ┆ om selvforvoldte saar (alm.: skære sig i, paa noget, se bet. 10). Ane skar sin Finger. FalkRønne. ISol ogBlæst.(1936).19. han skar sin fod paa en flintesten ┆ (nu sj.) i forb. m. adv., præp.- led, der betegner beskadigelse, ødelæggelse (drab, død). *Det er en Lyst og Længsel | At følge Dig, om Trængsel | Mig end til Døde skjær'! Kingo.44. skære ihjel, (jy.) slagte (med kniv). Feilb. skære til skamme, se Skam 3.3.   (jf. bet. 5; især fagl.) give en vis behandling v. hj. af snit. Strandkaal. Stilken beholder de fineste Blade paa, skæres af ens Længde. Const.Kogeb.⁸(1920).208. Man bruger i Holland to Metoder at formere Løgene paa, den ene kaldes for at “skære”, den anden for at “hule” . . Man “skærer Løget” ved at bibringe det nogle Snit i Rodenden, og saa dybt, at “Hjertet” bliver skaaret i Stykker, saa Blomsten ikke bliver i Stand til at udvikle sig, og Løget derfor maa anvende al sin Kraft paa at danne nye Løg. Tidsskr. f Havebrugets Fremme.1929- 30.133. jf.: man maa kun “skære” i Fromagen med en Ske, ikke piske. Bagning.88. spec. (garv.): d. s. s. II. skave 1.2. OrdbS. m. h. t. person: klippe; skære haaret paa; vist kun i talem. skære over een kam, se I. Kam 1.   (jf. bet. 2) billedl. ell. i sammenligninger. han havde ingen Ro paa sig. Han led virkelig. – “Ved Gud – det er ligesom Nogen skar med en Kniv inden i mig.” Schand.BS. 323. jeg kan jo nok gætte mig til, at han har skaaret Bevillingen saa nær, han kunde. GyrLemche.BD.126. skære i levende kød, se II. levende 1.1. skære dybt olgn., især (jf. Drachm.VS.69; se ovf. sp. 11²⁷): tage haardt fat; undersøge, kritisere lidenskabeligt, til bunds; ofte om radikal ændring, udrensning. (Pope) hjalp at sætte Skik paa (den gamles digte). Venskabet mellem dem var ikke uden Rivninger; den gamle Kavaler blev stødt, naar det unge Menneske skar for dybt i hans Digte. NMøll.VLitt.III.241. der maa skæres dybt, hvis man vil have balance paa regnskabet ┆ skære gennem noget, (jf. u. bet. 13.1) trænge igennem; ogs.: fjerne; overvinde. Hun skar . . gjennem alt Skin og Maskevæsen, som hun opdagede hos sine Omgivelser. Markman.PB.148. skære igennem Vrøvlet. D&H. (Luther) skærer . . igennem alle Uvæsentligheder ind til Kernen. OFriis.Litt.236. i forb. m. paa, som udtr. for, at man søger at skaffe sig ulovlig gevinst (egl. ved at snitte i, file kanten af noget? sml. file 3); navnlig i forb. som skære paa kurserne, ⚚ om vekselerer: skaffe sig ulovlig provision ved at opgive urigtige kurser; file paa kurserne. Pol.²/₁₁1912.7. *(vekselereren) var saa rar, | med sikker Haand paa Kurserne han skar. AaHermann.S.13. man kunde faa det Indtryk, at Eksportørerne uden Hemninger havde “skaaret” paa deres Virksomhed. Pol.¹⁰/₈1935.10.sp.4.    1.2) m. tingssubj., om redskab (ting) med skarpe kanter; især om værktøj med æg, navnlig knive. (ofte i forb. m. adv., der betegner redskabet som godt ell. daarligt). *Veiens Flintestene skar min Fod. Bagger.D.65. *lav mig en Kniv, som skær' gennem Sten. Drachm.VS.115. til hver eneste Kunde sagde (barberen): “Skær den godt,” naar han tog de første Strøg med Kniven. AarbTurist.1934.141. (jf. I. bide 3; spøg.) om sløv kniv: den Kniv . . var saa opædt af Rust, at den skar snart ikke meer end den saae. Grundtv.Saxo.III.4. om plov(skær): *Det Plovjern skar saa skarpt, de Tyre droge | Saa vældigen. Bagges.NblD.296. IRaunkiær.ID.77. hans plov skærer godt, se Plov 2.2.   om haarde, stumpe genstande. *I Møllen gaar den (dvs.: hesten) rundt | og Bidslet skjærer Munden. Kaalund.399. Taskeremmen skar ham i Skulderen. CFMortens. EF.16.   (jf. bet. 13.1) i sammenligning ell. billedl. *Som bitter Medicin en sund Comœdie er, | Som en Chirurgisk Kniv, der heeler, naar den skiær. Holb.NP.A4^v. hendes Tunge skar som en Ragekniv. Tode.ST.II.66. hver Lyd skar igennem ham som Knive. Rønberg.GK.132. talem.: nye knive skærer (altid) bedst, se I. Kniv 2.    1.3) (fagl.) arbejde med sav; save. Esp.293. FagOSnedk. skære for fod ell. fode (Feilb.), save (IV.1.1) for fod; save med fodsav. FagOSnedk. skære paa (ell. for) gering, se Gering.   skære sav (ell. skære med sav. Esp.293. jf. Krist.BRL.29), save. jf. III. Sav 2. sml.: fire Mand, der skar Langsav. AarbFrborg. 1918.32. i videre anv., som betegnelse for bevægelse(r), der minder om savskæreres, dels om heste, der ikke kan blive enige om at trække (UfF.), dels som navn paa en børneleg (Krist. BRL.29ff.).   (sml. bet. 1.2) m. redskabet som subj. Tænderne (paa en sav) vender altid den lodrette Kant fremad i Forhold til Arbejderen, saaledes at Saven skærer, idet man støder den fra sig. Haandv.135. jf. u. bet. 11.1: Ved Baandsaven ses ofte kun nogle Tænder udlagte; disse har saaledes den Rolle at skære Bladet frit. Sal.²XX. 1019. talem.: saven maa smøres, hvis den skal skære, se I. Sav 1.   (m. overgang til bet. 3) m. obj., der dels betegner det, der oversaves: tilforn skaar de Tømmer med Hænderne (dvs.: med haandsav). Borrebye.TF.160. Stammen er færdig til at skæres. DSt.1918. 71. dels m. obj., der betegner resultatet: 4 Pommerske Bielker, som S. af Broens Inventario skal have taget eller udlaant, til at skiære Planker af. Stampe.II.234. skære Bræder. VSO. den sædvanlige Maskinstørrelse (dvs.: af baandsave) kan . . ikke skære noget synderlig højt Snit. Sal.²XX.1021. skære brænde, save (IV.2) brænde. Argus. 1770.Nr.8.4. VSO. Esp.293. UfF. 2) overf.: forvolde skade, ubehag, smerte.    2.1) skade, forringe, ødelægge (paa en maade, der minder om skæring); især (nu navnlig dial.) om skadedyr (rotter, mus): ødelægge ved at gnave. *En Rose . . | Som Bræmsen aldrig stak, og Ormen aldrig skar. Helt.Poet.54. (man) maa svøbe (træerne) vel ind . . at Rotterne ikke skal komme til at skiære dem. LTid.1757.91. Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de skærer os (dvs.: farverne) baade Uld og Tvist. JPJac.I.38. Gravl.E.32. Feilb. Fr Grundtv.LK.158. om møl: VSO. finere Linnedvarer bliver sjeldnere “skaaret” af Møl, men det kan dog hænde. IngebMøll.KH.252.   (jf. bet. 19.2; sj.) m. h. t. vin: (ødelægge ved at) forskære (II.3). Fy for Satan, hvor den Vintapper har “skaaret” den Vin! Drachm.III.325.    2.2) volde legemlig ell. aandelig smerte. (ofte upers.). gammelt øl skær i maven. Moth.S424. det var jo kold Vinter; Alting udenfor laae med Iis og Snee, og Vinden blæste saa at det skar i Ansigtet. HCAnd.(1919).II.293. i et Spring havde hun kastet sig mod Døren . . og drejede om paa Nøglen, til det skar i hendes Haand. JPJac. II.225.   især om ubehagelig paavirkning paa syn ell. hørelse ell. om stærk indre uro, smerte. *det (maa) hende skiære | I Syn og Sind. Graah.PT.II.159. *Nu plat forstemt den (dvs.: harpen) klinger. | Det skær ham i hans Bryst. Oehl.XXIV.139. *Hvor maa det dog, Naturens Aand, dig skære | til Marv og Ben, at se den golde Strid . . | imellem dem, som fødtes Dig til Ære. Drachm.GG.37. Jeg strøg hendes Haand. Det skar i mig, at hun græd. Buchh.UH.222. især i forb. som skære en i hjertet, i øjnene, ørerne, se Hjerte 2.2, Øje, Øre.    2.3) gøre til genstand for ubehagelig behandling; forvolde gene, ubehag; dels (nu dial.): saare, krænke med bidende bemærkninger; tale ondt om. hvor skiærer de og sliider ikke hin andens ærlige Navn og Rygte? JLodberg.Manderup Due. (1711).46. *I Folk! som Penne skiær, paa det I Folk kand skiære! Graah.PT.II.151. Blich.(1920).XXX.199. VSO. MO. Feilb.   dels (nu vist kun i forb. blive skaaret, se ndf.; jf.: “i dagl. Tale.” MO.): behandle daarligt; spec.: narre; snyde; trække op. Reenb.II.240. 1. Vert: “Det er Carnalier, som siger at jeg skiær Folk.” Holb.Pants.II.2. Klevenf.RJ.9. ofte i forb. som blive skaaret. Hand blêf herlig skâren (dvs.: fik prygl). Moth.S422. vil de behage, at logere hos mig, skal de blive langt anderledes betient, og langt fra ikke skaaren saa meget som her. Holb.Pants.II.2. Skuesp.V.177. nu kun (til dels som forkortelse af udtr. skaaret ned, se bet. 24.2; jarg.) i forb. som der blev du vel nok skaaret, der blev du godt skaaret. (nu næppe br.:) “alle vender mig Ryggen.” – “Da est du ilde skaaren arme Dievel, har du da ingen Venner?” Holb.LSk.II.2. ChrFlensb.DM.I.78. 3) føre et snit helt igennem noget, saaledes at dette kløves, ell. saaledes at en del deraf fraskilles.    3.1) (l. br. uden for forb. m. over (se bet. 27)) snitte, klippe over; overskære (2). *Hans Sværd skar i Jernet, som Saxen skærer Traad. Hauch.SD.II.281. *Min Haand og Kniv skar hende Struben overtværs. ThorLa.(StSprO.Nr.100.27). ThøgLars.(Isl Sagaer.III.277). skære en plombe, se Plombe 1.   (jf. bet. 7.1) uegl. efterdi Raia paa adskillige Steder havde skaaret (dvs.: gennembrudt) Veien, som er et høit Dige . . maatte han . . bie der saa længe Regnen varede. Holb.Hh.II.278. jf. bet. 22.2 slutn.: *Af mandige Stemmer skæres | Luften saa lun og blød. Schand.SD.91. (jf. Overskærelse slutn., Overskæring 2.2; metr.) † dele (en verslinie) ved cæsur. Versene (i Peder Paars) ere formeget skaarne. Holb.Paars.)(8^v. † om afbrydelse af forhold, virksomhed (mulig m. tanke paa symbolsk overskæring af dug ell. klæde, jf. u. I. Klæde 2 og Kalk.I.397. VSO. samt DgF.VIII.132.143ff.): *Da bedre eengang døe og over tvert at skiære, | End mellem Død og Liv at løbe Fastelavn. Wadsk.76.    3.2) dele noget i større ell. mindre stykker (skiver) ved overskæring; udskære i skiver osv.; ogs. (jf. bet. 3.3): løsne et ell. flere stykker fra noget; m. h. t. madvarer, der udskæres i passende stykker: naar jeg har faaet den hjemmelavede Pølse direkte fra Landet, saa vil jeg skære den selv. ErlKrist. DH.106. Da vi naaede til Osten, vilde hun partout have, at G. skulde skære til hende. Bjarnhof.LE.53. m. h. t. brød: Høysg.S.21. Brødet var skaaret og det meste sendt op, da Budet kom. ErlKrist.DH.234. brødet er tyndt skaaret for ham, se I. Brød 1.1. skære mel, (dial.) som navn paa en leg. JakKnu.GS.27 (se u. Mel 1). sml. endvidere Krist.BRL.664.   (jf. bet. 3.5) i forb. m. i, der angiver, hvortil det afskaarne bruges. skære brø̂d i øllet (dvs.: ituskære brød og komme det i øl til øllebrød). Moth.S424. jf. Feilb. samt: (han) fandt en vild Ranke og samlede deraf sit Klæde fuldt af vilde Græskar, og der han kom, da skar han dem i Gryden til en Ret (1931: skar han dem itu og kom dem i Gryden). 2Kg.4.39. Naar Dejgen er rørt færdig . . tilsættes de stiftpiskede Hvider, som ikke maa røres i Dejgen, men “skæres” i. Bagning.12.   m. h. t. ting, der deles i smaapartikler, findeles, hakkes. Derinde, i Loen stod (han) og skar Halm paa et gammeldags Skæreværk. Skjoldb.KH.6. de smaa som Hakkelseskærekister formede Tobaksknive, paa hvilke Bonden skar sin Tobak. SprKult.II. 94. skære ost, (fagl.) tilberede ostemassen ved at udskære den (med harper, lyrer) i smaa terninger. LandmB.II.493. BerlKonv.XVI. 338. skære skraa (dvs.: om tyggefejl hos heste), se u. IV. Skraa. m. overgang til bet. 5: skære hakkelse olgn., se Hakkelse. hertil vist ogs. skære foder, i forb. han kan nok skære sit foder (dvs.: han spiser meget). Gadeordb.² (se I. Foder 2). UfF.   (nu l. br.) m. h. t. jordoverflade: gennemgrave, -fure, udgrave i stykker, flager. *Sædemanden skier sin Jord i svangre Furer (dvs.: ved pløjningen), | Og . . paa Sanketiden lurer. Bull.(SkVid.VII.18). at skiære for Ilden (dvs.: opgrave lyngtørv for at standse ilden). Blich.(1920).XXII.34. jf. bet. 3.4: saadanne Muldarter skiæres til Torf (dvs.: tørv). Brünnich.M.118.    3.3) m. h. t. ting, hvorfra kun en del fjernes (medens resten bliver siddende); dels m. h. t. haarvækst, negle olgn.: fjerne med kniv ell. saks; nu især (m. overgang til bet. 6) m. h. t. generende udvækster (som ligtorne). hun skal lade sit Hoved rage og skære sine Negle. 5Mos.21.12. skære hâr. Moth.S422. PAHeib.E.57 (se u. Ligtorn). i syv Aar maa du . . ikke to dig og ikke rede dig og ikke rage dig og ikke skære enten Haar eller Skjæg eller Negle. SvGrundtv. FÆ.II.229. *Hvo ei rede la'r sit Haar, | Sine Negle skjære, | Han til Spot, som Konrad, gaaer. Bastian.nr.10.1. dér var jeg (dvs.: en ligtorneoperatør) saamæn ude at skære til Hofbal igaar. Wied.TK.166.   dels m. h. t. korn, der høstes (egl.: afskæres med seglen, jf. Feilb.); ogs. m. h. t. andre planter. Hold dine Øine til den Ager, hvor de skære paa (1931: hold Øje med, hvor de høster paa Marken). Ruth.2.9. *(hun) fløj med Trin saa lette | I Marken ud, hvor Jacob Sæden skar. Haste. (Nytaarsgave for Damer.1797.109). *han stundom af Lommen taer | Sin Foldekniv | Og skiær sig en Haandfuld (dvs.: kornblomster) . . | Og blander os i en Sæl-hunds Pung | Blandt Røgtobak. Oehl.XIX.160. Ane stod (i haven) og skar Grønkaal . . Hun havde Forklædet fuldt af Blade. JPJac.(1924).I.303. med Seglen skar man Korn, med Leen slog man Hø. Hatt.L.73. skære havre: Aakj.EE.166. spec. som navn paa en sangleg, se Havre 1. skære lyng, rør, siv, se I. Lyng 1 osv.   (efter ty. honig schneiden, bienen schneiden; jf. skære honning ud u. bet. 31.1) †  indsamle honning ved borttagelse (udskæring) af vokstavlerne. paa visse Tider om Aaret skiere (biavlerne) endeel af Biernes Kager med Honning og alt fra dem. Fleischer.B. 429. jf.: skiære Bikuben. vAph.(1759).    3.4) m. h. t. den enkelte del (skive, stykke), der afskæres af en større helhed. Jeg skulde skiære et stykke Flesk for at komme i Suppen. Holb.Bars.II.12. Skær mig et Stykke Steg. VSO. et stort, grønt Træ, hvor man kan gaa hen og skære sig en grøn Gren. Gelsted. JVJensen.(1938).36. (helleflynder) sælges i Stykker, som skæres tværs over Fisken. Const.Kogeb.⁸(1920).51. m. overgang til bet. 5: *Han skar en Stav i Skovens Vraa. Oehl. XXIV.346. Paa sine Ture . . skærer han sig hver Gang en god Hasselkæp. AarbSorø. 1928.71. (jf. skære paa kurserne u. bet. 1.1) billedl.: En og anden smart Mand har da ogsaa tidt skaaret sig en fin Fortjeneste paa Teatrets Bekostning. Pol.¹⁰/₄1922.2.sp.4. den faktiske Byrde blev lagt paa disses arme Rygge, mens Haraldslunds Ejer ikke blot slap fri, men endog skar sig en Smule Fordel derved. AarbAarh.1931.48.   (m. overgang til bet. 5) i forb. skære tørv, se Tørv.    3.5) bet. (3.3 og) 3.4 i særlige forb. m. præp., adv. (sml. ogs. bet. 17 ff.) og præd.   i forb. m. af. Stat op og skiær en Green af den første Birck, du finder paa din venstre Haand. Holb.Ul.IV.5. jeg har faat ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstycke, som jeg . . skar af en af Fars gamle Spende-Bøger. sa.Jean.IV.1. *David skjar en Flig af Saulus Kappe. Hrz.KRD.46. *Saare behændig Stykker han skjar af et uhyre Vildsviin. sa.D.I.83. H. skar Spidsen af en (cigar). KLars.Ci.51. (jf. bet. 5) m. resultats-obj.: Istedet for et Spanskrør, skiar jeg mig en Vandringstav af en Hasselbusk. Oehl.Øen. (1824).III.27. *(til) den lille Rolling der! | Af en Green en Kjephest skjær! Aarestr.SS.III. 66. Rich.I.48. skære brede remme af en andens ryg olgn., se I. Rem 1. om drab, lemlæstelse: Kongen blev vred og (bød) at skære Tungen af den, som havde ført Ordet. 2Makk.7.4. Hvad er Dette, Dreng! skær du Haanden af dig og veed ikke selv af det. Ing.EF.XIII.144. *tag deres Liv – | . . skær Hoved af Halsen. Drachm.VS.118. skære halsen af (sig), se I. Hals 2.1. skære næsen, ørerne af, se Næse 1, Øre. – uden obj.: Moth.S422. *Moer en Kop Kaffe ham skjenke vil | Og skjære af Julekagen dertil. JKrohn.PetersJuul.²(1870).19. hun skar af Brødet. ErlKrist.MM.281.   i forb. m. fra, navnlig om fraskillelse af større dele. Skjære et Seil fra Raaen. Fisker.SøO. En stor Slethvarre . . flaas, Fileterne skæres fra Benene. Const.Kogeb.⁸(1920).53. om lemlæstelse: Skjære Armene fra Kroppen. Høysg. S.90. *hans stærke | Mandhaftige Lemmer skares fra hinanden (Oehl.V.133: man skar | Hans Legem grumt itu) | Med Bøddelknive. Oehl.C.(1811).133. (l. br.) billedl. ell. i sammenligning: som en Væver sammenrulled du (dvs.: gud) mit Liv og skar det fra Traaden (1871: fra Traadene afskæres jeg). Es.38.12 (1931). jf. bet. 2.3: Hovedmaterien i de fleste Sælskaber bestaae gemeenligen deri at skumle over andre . . og at skiære Hæder og Ære fra Folk, fordi de ere fattige. Skuesp.VI.55.   i forb. m. i, især i udtr. som skære i stykker. *hun (kom) | Med Biørne-Kiød paa Brikken, skiar det i Stykker smaae. Oehl.HK.(1828).49. Nej, du skal ikke bryde dig om noget, Jane, jeg skal nok skære i Stykker for lille Søren. Korch.LL.16. Sværen skæres i Terninger. Const.Kogeb.⁸(1920).82. Mandlerne smuttes og skæres i Strimler paa langs. Bagning.72. (han) stirrede paa Asjetten (med pølserne), som var det hans egen Tunge, der var skaaret i Paalæg. ErlKrist.DH.106. skære i skiver, se I. Skive 1.   m. obj.-præd. ell. adv. Til Bøf maa Kødet ikke skæres for tyndt. Const.Kogeb.⁸(1920).101. skære noget kortere (dvs.: beskære). Bl&T. skære løs, løsne (ved afskæring). Moth.S422. Skiær eller skrækker nogen andens mands creatur løse med fri villie, bøder han hver gang 1 mark 8 sk. Cit.1805.(Vider.II.332). Naar Tarmen er løsnet, skæres Gællerne løse fra Hovedet. Const.Kogeb.⁸(1920).44. jf. (sj.): (han) fremførte sit Kæremaal over deres Frafald fra Troen, krævede sig skilt og skaaren løs fra Sambaand med dem. GSchütte. OK.119. skære smaa(t), se smaa. – m. adv., der betegner fuldstændig deling, ødelæggelse; især i forb. skære itu: Oehl.V.133 (se ovf. l. 16). 2Kg.4.39(1931). skære (i)sønder, se sønder. 4) (jf. bet. 5) m. særlig tanke paa de ved indsnit frembragte fordybninger i en genstand.    4.1) i al alm. Jeg . . skar med en Lugespade Linien efter den strammede Snor, og hun . . lod Ærterne falde ned i Furen. PMøll.(1855).II.98. skære en Skure i Bordet. D&H. (jf. ogs. u. I. Skure 1.1). Man skærer først et Kors i den spidse Ende af Kastanierne. Const.Kogeb.⁸(1920).203. sml. bet. 10: Nogle skierer sig dybe Skrammer i Armene og Brystet. LTid.1727.139. skære fure(r) olgn.; jf.: Ploven skar sine Furer udi Jordens Ryg. Slange.ChrIV.102. sml. bet. 4.2: *Ikke skær jeg (dvs.: Robinson) meer | min Fure daglig i min Træcalender. Oehl. XIV.233. skære hul: Man skærer et Hul nedenfor Ryggen (paa kalkunen) og udtager (indvoldene) derfra. Const.Kogeb.⁸(1920).87. jf.: et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. AndNx.PE.I.77. skære hul paa noget, spec. (jf. bet. 3.2; dagl.): begynde at forbruge af (ved afskæring af skiver olgn.). skære hul pâ brødet. Moth.S425. VSO. (se u. I. Hul 4.5). *Naar Fa'er skær Hul paa Gaasen saa, | Han løfter mig, jeg kigge maa | Til Svedskerne derinde. [JKrohn].PetersJul. [1866].II. Ludv.   m. overgang til bet. 5, i udtr. som skære gevind, lug, se Gevind 1, I. Lug 1.   billedl.; i forb. som skære sig vej, (l. br.) bane sig vej. Saa skærer Toget sig Vej gennem et grønt Hav af bølgende Græs. Jørg.OF.48. VØsterberg.M.66.    4.2) m. h. t. mærker, tegn af en vis betydning, skrifttegn, kunstfærdige figurer olgn.: udskære. skære merke i noget. Moth.S424. Oehl.Øen. (1824).II.79 (se u. Navnetræk). Jeg skiar Ordet: “Elskede” i Træet. smst.231. det samme Træ, hvori jeg for ti Aar siden skaer mit Navn. Sibb.I.19. Hrz.VI.62 (se u. Rune 1). Skovl . . paa . . Skaftet skaaret H. F. PolitiE.Kosterbl.¹⁴/₇1923.2.sp.2.   (fagl.) uden obj.: udgravere; udskære. Skiæren i Staal og Messing. FrSneed.I.533. S. tilhørte en gammel Slægt af Vaabensmede og Medaillører og var (fortrolig) med den Kunst at skære i Jern. Tilsk.1938.II.137. skære i Glas. Bl&T. Ud af Tørveblokken triller en lille Benfigur. Nordostrundingens Venus! Det er en Kunstner, der har skaaret i den gule Hvalrostand. BerlTid.²⁰/₉1939.Aft.8.sp.3. 5) (jf. bet. 4) forfærdige, tildanne noget ved af-, udskæring.    5.1) i al alm. *Manden sad . . | Og skar en Træsko med sin Kniv. Winth.SS.51. *Hist . . | Skjære den lange Dag | Bønderne Skeer og Boller. Holst.D.II.103. skjære . . Propper. Levin. *Som Dreng skar jeg Skibe. JVJens.JB.7. en fireleddet Lænke skaaret i Træ. Pol.⁹/₁₁ 1938.5.sp.1. skære Skruer. Bl&T. jf. bet. 3.5: af Basans højeste Ege skar (1871: gjorde) de dig Aarer. Ez.27.6(1931). skære en pen olgn., se I. Pen 2.1.   m. h. t. (hylde-, pile)-fløjte: Oehl.I.263. *det er Pilefløjternes Tid: | bagved hvert Gærde paa en Sten | sidder en Dreng og skærer sig én. SophClauss.P.35. i talem, se u. I. Fløjte 1.   billedl. det var Uret at anlægge en Maalestok, skaaret efter Europas Tilstande paa Betragterens Tid. JohsSteenstr.HN.3. jf. bet. 4.2: *Har Nattefrosten dækket dine Ruder | med lutter Blomster, skjaarne i Chrystaller. Hrz.D.I.39. sml. bet. 8.1, m. h. t. person: *han er til Sømand skaaren og ej til noget andet. Drachm.PT.23. om naturforhold: Smaaskove, skaarne i Alleer. FrSneed.I.473. paa venstre Haand har man . . Bakkeskrænter, yndefuldt skaarne. Markman.MF.53.    5.2) m. h. t. klæde, tøj olgn.: tildanne til et vist formaal efter udskæring; ogs. (og især) m. h. t. brugsgenstand, navnlig klædningsstykke: give form ved klipning, skæring. *Tage du saa mit Skarlagenskind, | Af Fløiel det vel maa være; | Alt til et Alterklæde skiønt | Du snildelig saa det skære. Oehl.XXIV.158. Skære (dvs.: tilskære) et Sejl. Scheller.MarO.   m. h. t. (del af) klædedragt. *Alle lod de dem Klæder skære | udi Graamunkes Lige. DFU.nr.25.2. I (skal) lade jer Klær skiere efter den Mode, som min gamle Syster Magdelone bruger. Holb.Jul.5sc. Vinterfrakke . . skaaret og riet sammen men ikke syet. PolitiE.Kosterbl.³⁰/₁₀ 1924.1.sp.2. Ta'r de (dvs.: firmaet) da ikke Spor af Hensyn til, at Du har skaaret for dem i seks Aar. Du er da ikke nogen helt almindelig Tilskærer. LeckFischer.M.8. “klippe!” “skære!”, m. henblik paa en skæmtehistorie, se III. klippe 1.1. talem.: skære kaaben, kappen efter vinden, se Kaabe 1, II. Kappe 1.4. skære en sine klæder ret (dvs.: give en overhaling), se I. Klæde 3.1 (sp. 724³⁴). skære en en narrekappe, se Narrekappe. – i talem., der hentyder til forskellen mellem det ydre og det indre: det er ham i kødet baaret og ej i klæder skaaret, se II. bære 5.1. jf.: *Hun kiendte Hroar: Saa langt var Haaret, | Kun Trællen var ham i Klæderne skaaret. Oehl.XXX.74 samt: *Hvis mine (dvs.: en præsts) Klæder kun som andres skaaren var, | I visselig af mig for saadant fik et par (dvs.: lussinger). Holb.Paars.206.   m. h. t. læderfodtøj; i udtr. som skære alle (sko) over een læst olgn., se I. Læst 3 (og 1.1), I. Sko 2.2.    5.3) (jf. bet. 3.2 og 3.4) m. h. t. brød, der afskæres i skiver, som der kommes smør (og paalæg) paa; især i forb. som skære mad, smørrebrød, lave, smøre smørrebrød. *Han alt bevæbnet med en liden Frokost var, | Som Klockerinden ham paa Sengen nyelig skar. Holb.Paars.258. *(han) Skar sig et Smørrebrød, og gav sig til at æde. Tode.I.157. skære Mellemmad. D&H. Arbejdet med at skære de vældige Fade Smørrebrød. Pol.¹⁰/₆1934.Sønd.14.sp.4. (han) skar sig selv noget Mad ude i Spisekammeret. TomKrist.SE.53. ofte i forb. skaaret mad, smørrebrød, se bet. 16.3.   i videre anv. skære en madpose, se Madpose. jf.: forstaa, hvordan den pose skal skæres, se I. Pose 1.2. 6) underkaste (en del af) et levende væsen en behandling med kniv olgn.; især: behandle saaledes, at en del af et legeme bortskæres.    6.1) (dagl. (lidt gldgs.) ell. dial.) gøre et indsnit for at fjerne aarsagen til en sygdom; operere. (navnlig i forb. m. for, der angiver det (sygdommen), der opereres for). skære for stên. Moth.S423. *Det (dvs.: føllet) var sygt, han lod det skjære. HMikkels.D.154. kunne skjere for Spat. Lommebogf.Kudske.(1786). 23. Jeg rejser ind til Kjøbenhavn, for at lade mig skjære for en Gevæxt. PMøll. (1855).II.176. en stor mængde af de mødte værnepligtige (var) som børn . . blevet skårne for brok. JySaml.4R.III.430. Hvorledes gaar det hos Dommerens, er Fruen blevet bedre. – Hun skal ind og skæres. Leck Fischer.Tedora.(1928).61. skære for pip, se II. Pip 1. skære for tungebaand, se Tungebaand. billedl.: (Jeppe) er skaaret for alle hæderlige og prydelige Fornemmelser. HBrix.DD.71. Satirikeren brænder og skærer ligesom Lægen. BilleskovJ.H.I.128.   m. h. t. sygdommen, det af sygdom angrebne sted. Bylden maa skæres. VSO. skære Brok. smst. Doktor M. . . havde skaaret Mors Benedder i Fingren. Ham var hun ikke bange for. KMich.LL.175. (patienten) er beroliget ved (at have) faaet at vide at . . det næppe er noget der skal skæres i. Tilsk.1937. II.220.    6.2) (især landbr. og dial.) navnlig m. h. t. hannen hos husdyr: kastrere. skære heste, kalve, grise. Moth.S422. Dragon-Hesten skal skiæres. Reskr.²⁵/₁₁1768.§3. MøllH. II.370. *Han (dvs.: dyrlægen) vadsked Kvæg med Arsenik, | og Plage skar. JVJens.VL.41. Feilb.   (sj.) m. h. t. mennesker. Ingen gilding, enten hand er knust, eller skaaren (1871: enten han er bleven det ved Knusning eller ved Snit), maae komme i Herrens forsamling. 5Mos.23.1 (Chr.VI). Krist.JyA. III.131.    6.3) (gart.) m. h. t. planter: beskære (I.1.1). Moth.S422. Manden sværmede for (at gaa) i Haven og skære og pode, ympe og vande. RudBay.EP.III.45. Vinstokken (taaler) en meget stærk Beskæring . . den lykkes bedst, naar den skæres stærkt. Berl Tid.Kv.⁵/₁1919.2.sp.2. ABruun.Frugthaven. (1921).63(se u. bet. 23.1). (pilebuskene) skal vokse uhindret i 4 Aar og derefter skæres fuldstændig i Bund. Tidsskr.f. Havebrugets Fremme.1929-30.143. 7) (jf. bet. 3) som betegnelse for (virkelig ell. tænkt) bevægelse, hvorved noget (ligesom) overskærer noget andet.    7.1) bevæge sig gennem noget andet; især om linie: dele en anden i to; krydse; ogs.: passere under bevægelse. Den franske Dampskibslinie fra Marseille til Constantinopel, skjærer ved Øen Syra Dampskibslinien mellem Alexandrien og Piræus. HCAnd.ML.238. to brede Gange skjære hinanden . . ligesom i en korsdannet Kirke. Goldschm.NSU.VII.145. Han slentrede langsomt op ad Vejen. Vejen fra Søen skar Vejen til Landsbyen. Tops.II.57. Efter Politivedtægten maa De ikke køre (paa cykle) paa Hoved-Ruten Halmtorvet–Kongens Nytorv, men det anses ikke forbudt at skære Ruten f. Ex. ved Gl. Torv. Cyclehb.43. Parallele Linier kan ikke skære hinanden. Geom.29. (jf. bet. 4.1 slutn.) m. obj., som betegner bevægelsens retning: Vi havde Valget mellem at køre Vejen paa den sikre Is helt inde under Land eller ogsaa forsøge paa at skære (alm.: skyde) en Genvej tværs over (bugten) paa usikker Is. KnudRasm.GS.II. 186.   m. forestilling om modstand, der overvindes under bevægelse; især i udtr., der angiver, at man under bevægelse kløver en vandflade. (løbene (II.8.1) hos svømmefugle) ere korte og som oftest sammentrykte paa Siderne, saa de skiere Vandet let. Cuvier. Dyrhist.I.289. *Skibet skjærer de skummende Vande. Blich.(1920).III.124. Fisker. SøO. Skjøndt jeg svømmer med megen Færdighed, var det mig dog umuligt at skjære den (dvs.: strømmen). Kofoed-Hansen.LD.152. DagNyh.²⁶/₇1925.6.sp.1. m. obj., som betegner bevægelsens retning: ligesom Skibet paa samme Tid, som det ved Seilet farer let frem for Vinden, skærer dybt den tunge Vei gjennem Havet. Kierk.VIII.306. (jf. bet. 1.2) uden obj.: *brusende dens (dvs.: fregattens) Kjøl i Søen skjar. Hrz.D.II.122.    7.2) berøre (i et enkelt punkt); dels (mat.) om flade: have en linie ell. et punkt fælles med en anden. Julius Petersen. Elementær Plangeometri.(1870). 11.   dels (efter fr. couper; jf. kupere 4; billard.) m. h. t. bal: berøre paa siden med en anden bal; snitte; tangere. Spillebog. (1786).186. Hrz.D.I.190.    7.3) lade noget bevæge sig, passere gennem, krydse noget andet; dels  m. h. t. line (ende, gie, løber osv.): føre (“vise”) den gennem en blok, kovs olgn. SøLex.(1808). saa faaer vi en (kugle), der skyder Ratlinien og Grundtallien bort; jeg . . faaer en nye skaaret. Cit.1864.(HistMKbh. 3R.II.207). mellem en Kovseheks paa Nokken af Sprydet og Kovseheksen i Vaterstaget skæres et Taljereb af Staaltraad, hvormed Vaterstaget sættes. Bardenfl.Søm. I.78. KuskJens.Søm.65. skære (en jolle) dobbelt, enkelt, faa til at fare (“skære”, jf. bet. 14.3) dobbelt, enkelt (sml. dobbelt 2.1 slutn., enkelt 2.1 slutn.). Scheller.MarO. skære fuldt, føre en løber (sytov) gennem alle skivgatterne (hullerne) i blokke (jomfruer). Bardenfl.Søm.I.116.   (væv.) m. h. t. kæde: sætte paa væv; trende. OeconJourn. 1758.204. TeknO. 8) i udtr. for, at noget ordnes, indrettes paa en vis maade.    8.1) (nu ikke i rigsspr.) i udtr. for fordeling, uddeling; egl. om bespisning, hvorved man afskærer stykke for stykke til den, der bespises: skære en et stykke i næven. Moth.S424. Du har din gode Madammes Spisekammer at vraase i, jeg maae nøyes med, hvad man skier mig i Haanden. KbhAftenp.1784.Nr.39.2.sp.1.   (jf. brødet er tyndt skaaret for ham u. I. Brød 1.1) m. h. t. hvad der er betinget af forhold, omstændigheder: Tiden er mig alt for knap skaaren til at acquittere mig af bemeldte min Pligt efter Ønske. Gram.Breve.228.   skære (dvs.: skifte) lyd imellem, se I. Lyd 4.    8.2) (jf. bet. 5; dagl., næsten vulg.) m. h. t. arbejde, vanskelighed olgn.: komme over, navnlig: paa let, overfladisk maade; klare; ordne; især i forb. skære den, ordne den; lave den. CMøll.PF.316. saadan skal en Landlov skæres! her har jeg fundet min Kæreste. Norman-Hans.SB.57. Kusken . . fortsatte: Naa-aa . . har vi skaaren den saa langt (dvs.: i daarligt vejr med hest og vogn), saa skær vi den vel Resten med! – Og vi “skar” den! Igennem tykt og tyndt gik det, indtil vi langt over Midnat naaede Byen. BedstemodersManuskript.Udg.afWied.(1897). 165. Det skulde (ikke) hedde sig ude i Byen, at Didriksens ikke vidste, hvordan et Bal skulde skæres. EmilRasm.F.78. Se, det kunde kaldes at have “klaret den” – skaaret den fint – lige op til Stregen. NatTid.⁶/₅1923. Sønd.5.sp.2. siden “Tyven” har faaet sin sidste Plads, mangler vi aldrig rygendes Varer . . Jeg kan bare ikke begribe, hvor længe du kan skære den, uden at de mærker Uraad. Borregaard.VL.I.55.   spec. m. h. t. dans: udføre paa rette maade, med fart, liv. vi (skulde) vise alle disse hersens Springfyre hvordan en rigtig Hamborreskosk skulde skæres. PeersHjertebanken.[1849].4. *Vil Du holde mit Ravrør, | mens jeg skær'en med Dagmar! Cit.1892. (DanmViseb.II.34). man (fandt) ham i en Dansesalon, hvor han netop “skar” en sagte Vals med sin Gine. Pol.²³/₅ 1895.3.sp.1. De er jo Mand for at skære en Trippevals saa Gulvet gynger, véd jeg. EErichs.N.127. (han) skar den inde i Dansesalonen efter alle Kunstens australske Regler. FrNygaard.SF.120. (jf. avet sp. 967³⁸, forkert sp. 565⁵:) Melodien (var) en af de rigtige københavnske Trippe-Valse til at “skære den forkert”. ChKjerulf.(ArbejderensAlmanak. 1918.48). *(hun) skar den avet om. B.T.³/₇ 1931.20.sp.3.   skære løs paa noget, (jf. u. bet. 13.2) tage kraftigt, energisk fat; udføre noget (især: dans) med kraft, humør. *Skærer I løs paa en Hamborger-Skotsk | i Sommernat under “Bøgenes” Kroner? Ploug. I.71. (violinspilleren) skar løs paa en landlig Dans. Drachm.II.224. 9) om bevægelser af dele af legemet, der paa en ell. anden maade minder om skæren.    9.1) (jf. ty. gesichter, kapriolen schneiden samt eng. cut caper, figure, jokes, oldn. skera hǫfuð i lign. anv.; maaske egl. til bet. 5, om handling, der sammenlignes m. træskærerens fremstilling af figurer) m. h. t. mine, gebærde, hvorved ansigtet fortrækkes som i smerte, ell. hvorved man tilsigter at forskrække, spotte en anden. skære ansigt(er), grimasse(r), miner, se Ansigt 2 osv. (sj.:) W. skar et ondskabsfuldt Smil. Gjel.R.104. sml. bet. 5.1: et Smil, som megen overstaaet Smerte havde skaaret. Tilsk.1939.I.186.   (jf. u. bet. 8.2) m. h. t. bevægelser af lemmerne, kroppen ell. m. h. t. løjer, sjov. skære kaprioler, se Kapriol 1. i udtr. for at haane, narre, true: skære gækken med, se II. Gæk 2. skære knep for en, for ens næse, se I. Knep 3.2.   (nu næppe br.) om frembringelse af sang(toner). *Den Forskiæl gives kun, skiønt Røsten samme er, | At disse Kunstler (dvs.: kunstler) meer og tremulanter skiær. Holb.Metam.49.   (ænyd. d. s., jf. oldn. skera (sárliga) við, klage sig (slemt); dial.) i forb. skære ilde ved, være ked af; krympe sig ved; have afsky for. Kværnd. UfF.     9.2) i forb. skære tænder (nu dial. skære med tænder. Marc.9. 18 (1907: skærer Tænder). Helt.Poet.81. Ew. (1914).I.130. Bagges.Ungd.II.89. Winth. IV.61. Lunde.Midsommerbarnet.(1898).47. UfF. skære paa tænder(ne). Feilb. UfF.), (ænyd. skære tænder (tand), glda. skæræ met tender; vel til bet. 1; jf. lign. udtr. u. gnirre 2, gniske, gnisle 1, gnisse 2, II. gnistre 2, knirke 1.2, knirske, IV. skure 2.1, II. skærpe 1.1; jf. tænderskærende samt u. bet. 13.1) lade tænderne gnide haardt mod hinanden, saaledes at der fremkommer en skurende lyd; bide tænderne haardt mod hinanden; navnlig som udtr. for raseri, forbitrelse. *Hand flisked, flesked og skar Tand. Schandrup.K1^r. (han) skar tænder af lutter forbittrelse. Dumetius.III.93. Jeg . . skiar Tænder, Medlidenhedens . . Taarer strømmede mig ned ad Kinderne. Oehl.Øen.(1824).III.14. “For Satan!” – fnøs han, skjærende Tænder i afmægtig Harme. JHugo.HM.IV.159. OBloch. D.²I.161.   (nu kun bibl.) i udtr. for at optræde truende mod en, vise tænder ad en. *Ville de dog Tænder skjære | Til at knuse ham hans Been, | Han har Gud i Syn og Sind. Kingo.205. Den Ugudelige optænker Skalkhed imod den Retfærdige, og skærer Tænder imod ham (Chr.VI: skær med sine tænder over ham). Ps.37.12. 10) refl., svarende til bet. 1.1: tilføje sig et snitsaar med vilje (nu ofte: skære sig selv. jf. MO.) ell. (navnlig) ved uagtsomhed, uheld, uforsigtighed; komme til skade ved snit, skaar af skarpe ell. haarde genstande. Sigurd, som skravede sine Nægle med en Kniv, skar sig i Fingerbenet uden at mærke dertil. Suhm.Hist.I.571. kom mig ikke for nær: jeg skjærer mig let (dvs.: med ragekniven). PMøll. (1855).V.57. Tyven har skaaret sig paa Glasskaar. PolitiE.¹¹/₂1922.4. talem.: skær dig ikke i fingrene! olgn., vær ikke saa nærig! “siges til kræmeren nâr hand skær for knap.” Moth.S424. (jf. flg. gruppe) i billedl. udtr.: *Han (dvs.: Marsk Stig) er en sleben Kniv med dobbelt Eg, | Og griber man om Bladet, ei om Skaftet, | Saa skærer man sig. Oehl.XII. 51.   (dagl., især jarg.) billedl.: komme galt fra et foretagende, et sammenstød olgn.; navnlig: begaa en fejltagelse med noget; “brænde sig paa”. han forekom dem ubetydelig – indtil de ved en eller anden . . Lejlighed skar sig paa ham. Markman.S.29. (han) hørte ikke til de Store i Aandens Verden . . En Dag skar han sig usædvanlig slemt. Jac And.Er.I.228. Den Maskine er der mange, der har skaaret sig paa. FlyvningHær.79. 11) refl., i forb. m. adv., præd. ell. præp.-led i udtr., der egl. betegner, at man bevæger sig frem ell. et sted hen ved at skære (1) ell. snitte.    11.1) svarende til bet. 1.2, om skærende redskaber, ting; især (haandv.) i forb. skære sig fri, om sav: ikke komme i klemme under savningen. CollO. FagOSnedk.   (jf. bet. 23) i forb. m. ind. Et Par Haandjern klikker, de skærer sig ind i Huden. LindskovHans. NH.264.    11.2) (jf. bet. 7.1 og 14.1) om bevægelse, hvorved noget krydses, passeres: bane sig vej. Af og til skærer en Barnevogn . . sig gennem Vrimmelen. EmmaKraft.Sommer ogVinter.(1893).69.   i forb. m. adv. Desværre har Billedet haft væsentlige Beskadigelser, især ved en Revne gennem Træpladen. Den har skaaret sig ødelæggende ned gennem et Stykke af Figurens Krop. KMads.(KunstmusA.1926.60). Lyset fra den aabne Dør skar sig i et skarpt, favnende Felt ind i Mørket. HansPovls.HF.5. tæt ved Skibets Agterende blev Vandfladen brudt, Overkæben af en granvoksen Blaahval skar sig frem. Pol.²³/₄1939.Sønd.3.sp.1.   uegl., om udstrækning. Ude fra Havstokken skar en bred Eng sig ind i Landet mellem tørre, nøgne Bakker. Pont.SM.3. JohsSteenstr.DS. 53.   skære sig ud, se bet. 31.5. 12) (oldn. skerast, koagulere; om oprindelsen se Zeitschrift für vergl.Sprachforschung. LXI.(1933).10; jf. I. Skør, III. skør; vist kun no., jf. dog bornh. sjæra frå, sjæra adsjilt, løbe sammen. BornhOS.) refl., om mælk (og andre vædsker): løbe sammen; skilles. TrondhSelskSkr.V.121. S&B. Larsen.   i videre anv. Kullene begynde at skiære sig (fortæres) og synke i Midten. Landhuushold. III.429. 13) (ofte m. overgang til bet. 2) om foreteelse (naturfænomen, sanseindtryk olgn.), der minder om et skærende redskabs virksomhed; navnlig: være af en ubehagelig virkning; være bitter, skarp, gennemtrængende.    13.1) i al alm. Vinden skiær (blæser stærkt). vAph. (1759). Kulden skar til Marv og Ben. Rørd. Vi.7. om lyd(indtryk): Sporerne skare klirrende mod Steenfliserne. CBernh.IV.12. Ch Kjerulf.FE.43. jf.: Tonen (i en bog) skærer. Rode.R.24. (sml. bet. 9.2) om lyd af tænders bevægelse: Den Lille stampede . . af Raseri . . og hans Tænder skar imod hinanden. JP Jac.I.55. han sidder godt her i lugten af hø og ko og mælk; det skærer fra mange muler; de, der ikke kan skære, de brøler, men blir snart stoppede og skær med de andre. Hjortø.HH.34.   om smerte. Skiæren i Vandet eller . . blodig Urin. Tode.VI.197. *Jeg føler saadan Skæren i mit Bryst, | Ret som et Spyd der sad. PalM.AdamH.I.228. Feilb.   m. overgang til bet. 14, m. forestilling om bevægelse. (han) hørte en Svale skære med Vingen i Vandet. Jørg.LT.24. især i forb. m. (i)gennem: Vinden skar koldt gjennem de tykke Klæder. HCAnd.(1919). III.395. *gjennem Marv og Been han følte skære | Hiin Smerte. PalM.AdamH.I.184. Lynglimtene skærer gennem Kanonrøgen. Rønning. (Ing.Digte.(1919).36). Fra snart alle Sider skar Raabene om Hjælp gennem Mørket. Pol.⁷/₉1939.4.sp.1.   (l. br.) billedl. Gaarde med ny Ejere eller, hvor det skærer lidt paa (dvs.: kniber). KBecker.VV. II.162. (sj.) staa i skarp modsætning. Imod den (dvs.: humoren) skærer Heines Ironi. VilhAnd.Litt.IV.818.    13.2) (jf. bet. 2.3 beg.; især dial.) bruge skarpe, haarde ord; navnlig: give stikpiller; skose; snerte; især i forb. som skære til (ell. efter. Feilb.) en. skære til hinanden med skeldsôrd. Moth.S 425. han skar til os ved sine anførte Exempler og skodsede os. RasmSør.ML.182. UfF.   skære fra sig (Hørup.III.176), skære fra leveren (AndNx.DM.II.128) ell. skære fra (Gravl.BysensBedste.(1929).52), angribe ell. forsvare sig med hvasse ord; tage bladet fra munden; snakke fra leveren.   (nu næppe br.) i forb. som skære løs imod ell. paa (til. Moth.S425), angribe (i ord); kritisere. Moth.S425. denne skar idelig løs mod Kongen og Parlamentet. EPont.Men.II.320. *i blind Forhærden | De Allesammen skare løs paa Verden, | Som paa en ond og fjendtlig Potentat. PalM.IV.210.   (sj.) som ytringsverbum. Det ender galt med dig, skar P. MartinAHans.K.10. 14) (jf. bet. 7.1) om bevægelse, fart.    14.1) (jf. bet. 11.2) bane sig vej; bevæge sig rask frem. (især i forb. m. gennem). Svalerne, som skjære i lav Flugt hen ad Veien. Høyen.(Fædrel.1852.338.sp.3). han skar afsted i strakt Karriere. Drachm.PV.134. Saa skar de (dvs.: i en droske) omkring Siegessäule. Wied.Kna.111. jf. bet. 14.4: Jeg har faaet en ny Kane, og Du kan tro, hun kan skære. Budde.F.516. lade skære, (jf. lade klø u. III. klø 2.3; dial.) lade (hest) løbe (af alle kræfter). Krist.JyF.VI.13.   i forb. m. over: krydse; passere. HCAnd.SS.II.146. Jeg løb henover Plainer, skar over Gangene, bugtede mig frem henad Stierne. Drachm.EO.200. Om Eftermiddagen skar jeg i Løb over et Hjørne af Fælleden. AndNx.LK.157.   (jf. bet. 14.2) om fartøj. *See, hvor Skonnerten skjær! Meisling.B.37. Skære gennem Vandet. Scheller.MarO.   uegl., om udstrækning, retning olgn. Denne Stenrevl . . skar over en Del af den Mark (han) havde kjøbt. Goldschm. VG.29. Smedien laa . . i Udkanten af Byen, netop dèr, hvor Vejen skar forbi. Drachm. PV.16. Kjæret, som skærer tværs over Øen, er et gammelt Sund, som har delt den i to Dele. AchtonFriis.DØ.III.306.   skære ud, se bet. 31.5.    14.2) (til bet. 14.1, men vel paavirket af (det maaske besl.) eng. sheer)   forandre kurs; styre bort fra en kurs. (især i forb. m. adv., navnlig ud (se bet. 31.5)). Larsen. Klods ind til Kutbanken . . til tre Palmer over eet med Bambuskrat, saa skæres. OttoLütken.FatakisGiftermaal.(1928). 47. hvis vi bare vil sejle ind om Langgrunden og saa skære sydover, vil vi faa fire Tusind Sæler paa tre Dage. Pol.⁸/₆1934.14.sp.3.   om fartøj; navnlig om skib, som svajer uregelmæssigt, ikke lystrer roret: Paa Ankervagten maa der passes paa, at Ankerlanternen brænder godt, at ikke andre Skibe kommer for nær, at Skibet ikke driver eller skærer den gale Vej. KuskJens.Søm.371. jf.: En af de vanskeligste Manøvrer med Redningsbaaden er at gaa tilbage til Kysten med høj Sø agterind, idet Søen er tilbøjelig til at kaste Baaden tværs (at skære). Bardenfl. Søm.I.281.    14.3) (jf. bet. 7.3)  om line (gie, løber osv.): fare, løbe, vise gennem en blok osv. (især i forb. m. i, (i)gennem). SøLex.(1808). (skipperen) prøvede, om Skødet ogsaa skar villigt igennem Blokkene. Drachm.SS.89. Løberen skærer ikke godt. Scheller.MarO. naar den halende Part skærer i et af de yderste Skivgatter, faar Blokken en Tilbøjelighed til at kantre noget (hænge skævt), hvorved Løberen kommer til at fare mindre godt paa Skiverne. KuskJens.Søm.65. skære dobbelt, enkelt, se dobbelt 2.1, II. enkelt 2.1.   (nu næppe br.:) En Skive i en Blok, Pullert ell. a. desl. siges at skære i Grund, naar den, formedelst Kraften, der anvendes paa samme, afviger fra sin lodrette Gang, og hælder til een af Siderne, hvorved den slider Sidetræet af Blokken, eller af det Sted, hvor den er anbragt. VSO.   skære i hus, (jf. Hus 13) skamfile, komme i bekneb i blokhuset p. gr. af daarlig visning. Fisker.SøO. Scheller.MarO. overf. (ogs. i forb. skære i hus sammen), om personer: være uenige; have et sammenstød. OrdbS.     14.4) (jf. skære den u. bet. 8.2; dagl. ell. jarg.) om handlings forløb, i forb. som den (sj. det. ZakNiels.NT.105. JVJens.D.96. dial. hun. Wied.Silhuetter.(1891).16. Korch.Godtfolk. (1920).118. jf. Esp.294.474) skær(er), det gaar rask, livligt; der er fart i foretagendet; ofte: det lykkes; spec., i spørgsmaal som hvordan skær(er) den ('en), om helbredstilstand, almindelig tilstand: hvordan gaar det? det var gemytlige Dage . . naa da! Ja jeg siger ikke Noget . . men den skar ordentlig. Schand.TF.I.138. Saa Du, hvor den skar mellem den unge Vang og . . Din Datter? sa.VV.301. *man maa ta', hvad man kan faa, for det er nutildags | Sgu lige knebent nok, at den kan skære. Blækspr.1894.33. Naa? spurgte M. Vodden skær'en! – Alt ved det gamle, sagde Hestehandleren. Tandr. HS.60. I de gode, gamle Dage drak man til Festmaaltiderne et anseligt Antal Dramme, 12–13 Stykker, foruden Bajerskøl til at lægge for med – og siden skar den med utalte Kaffepunser. AchtonFriis.DØ.II.360.   (jf. bet. 8.2 slutn.) m. h. t. dans. (han) tog en Pige om Livet og valsede ud. Alle de Armkræfter, han havde, brugte han, og det skar lysteligt. JVJens.D.96. Korch.Godtfolk. (1920).118. 15) præs. part. skærende som adj.; især i flg. anv.:    15.1) til bet. 1.2; om ting, navnlig redskab: som er i stand til at gennembore, frembringe en aabning (hul, spalte) i en overflade ved et snit; som kan skære (1.2); ogs.: hvormed noget kan til-, udskæres. Alle skjærende Redskaber og alle Vaaben forfærdigedes nu af Jern istedetfor af Bronce. Wors. DO.99. Læsionerne . . skyldes Slag med et stumpt (ikke skærende) Redskab. PolitiE. ²³/₁₂1924.3. skærende værktøjer. Thaulow.M. I.258. skærende Gevind. Bl&T.   i videre anv.; især i forb. som skærende flamme, ⚙ iltflamme, hvormed jærn (staal) kan gennemskæres; skæreflamme. OpfB.³III,1.99. Med en saadan skærende Iltstraale kan man gennemskære tykke Panserplader. smst.    15.2) billedl.; især (jf. bet. 2.2 og 13.1) om foreteelser (naturfænomener, lyd- og lysindtryk): som paavirker en ubehageligt; bidende; skarp; i videre anv., om optræden og (navnlig) tiltale: hvas; streng. overhovedet vil en skærende Stemme, (f. E. ved unaturlig høie Lyd) formedelst den alt for skarp udpressede Luft frembringe et Hvinen, der paa en vis Maade smerter Øret. SBloch.UF.7. *Han føler den skjærende Nordenvind. Blich.(1920). III.101. Deres skærende Foragt for Alt, hvad der lever. Hauch.VI.333. af og til følte jeg skærende Smerter i mit Been. sa.MfU.73. En skærende Tunge. VSO. Skærende Farver. MO. med Haanden skjærmede (hun) sine Øjne mod det skærende Lys fra de tre Lamper. Schand.AE.373. (et) skjærende Skrig. Budde.F.176. i udtr. for absolut misforhold, modsætning: himmelraabende; skrigende; grel. Ing.KE.I.49 (se u. Modsigelse 2 slutn.). den hele Sag (drives) af Sophisterne med en Alvor og en Kraftanstrængelse, der danner en skærende Modsætning til Resultatets Intethed. Kierk.XIII.200. (arbejdernes) Kaar . . kom til at staa i skærende Disharmoni til de Klasser over dem, der ejede Virksomhederne. JVJens.(Pol.²³/₂1934.13.sp.4).   som adv. Der var noget skærende fortvivlet i hendes Graad. Schand.SB.148. et . . Lag friskfalden Sne gjorde Luften skærende lys. JPJac.I.68. det gjorde skærende ondt inde i ham hvergang han saá nogen lide. And Nx.PE.III.58. *Nu er her skærende koldt. SigfrPed.BlaaMandag.(1931).43. skærende hvid, se V. skære 1.   (l. br.) om aandsvirksomhed: skarpt skelnende. Maaske var (P. L. Møller) den eneste blandt Kierkegaards jævnaldrende, der kunde hamle op med ham i skarp og skærende forstand. FBrandt.SK.182.   (nu sj.) om person. Han var et meget godt Hoved og selv en god Kunstner, men paradox og skiærende i sine Meninger. Oehl.Er.II.74. Han er altfor skærende (dvs.: afgiørende, eller skarp, streng) i sine Udtryk, Domme. MO.    15.3) (poet., sj.) som foregaar ell. bevæger sig med stærk fart; hurtig; rask. *det skiærende Skib skiød | Hen . . igiennem de kløvede Bølger. Bagges. NblD.112. *Fjernt derude vi skue | Fiskerbaaden saa klart; | Sejlene krummes i Bue | under den skærende Fart. Schand.SD.85. 16) part. skaaren som adj.; især i flg. anv.:    16.1) (nu sj.) til bet. 1.1: saaret ved snit. jeg seer Madamen har faaet en skaaren Finger, hvoraf er det kommen? Holb.Bars. II.12.    i videre anv., om saar. Skaaren Skade (som det i Jylland hedder). VSO.VI. 249.    16.2) til bet. 3; dels (nu l. br.) til bet. 3.1: Skâren . . Er det, som er skildt ad, med knîf eller saks. Moth.S429. spec. (fagl.): Skaaren Rand har de (frimærker), som med Saks eller Kniv er skilt fra Arket, hvorpaa Mærkerne er trykkede. Fedders.S. II.154.   dels (og især) til bet. 3.2: delt i mindre stykker; itu-, sønderskaaret. Den skaarne Suurkaal blandes (med) Dil eller Kummen, hvorved . . Smagen bliver meere piqvant. Tode.VI.177. *Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen. HC And.SS.XII.132. de var grebne i Hustyverier: den havde fyldt en Lomme med skaaret (alm.: hugget) Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset. Bang. S.262. afskallede, skaarne Mandler. Pol.²⁶/₅ 1928.12.sp.5. Røgtobakken . . fremstilledes baade skaaren og spunden. Den gl.By.1932-33. 58. skaaren Tobak. LovNr.207²⁸/₄1939.§39. jf. fin(t)- (fintskaaret Pommeransskal. Bagning.16), grov(t)skaaren (1).   spec. (jf. bet. 1.3; fagl., if. Larsen. no.) om tømmer, træ: tildannet med sav (paa en vis maade); navnlig: firskaaren (1.1). Skaaret Tømmer (dvs.: savtømmer). Suenson.B.II.143. skaaren Last (dvs.: last af savtømmer). KuskJens.Søm. 291. jf. firskaaren 1.1, knivskaaren, krydsskaaret, savskaaren (u. kryds-, savskære).    16.3) til bet. 5; om ting, der er tildannet ved af-, udskæring, tilhugning; især: (kunstfærdig) udskaaret. høvlede eller skaarne Led. Priskurant f.Stenhuggerfaget.(1898).3. Hvad gavner det skaarne (1871: et udskaaret) Billed, at en Billedskærer skærer det ud? Hab.2.18(1931). spec. om (antikke) gemmer (I): Malerier, skaarne Stene og andre Kunstens Arbeider. KiøbmSyst.III,1.135. Aarestr.SS.III.111. VilhAnd.Horats.I.93. jf.: Horatses “erotiske Situationer” virker som Gemmer, skaarne Billeder paa ædle Stene. smst.124. (jf. højre-, venstreskaaret samt skrueskaaren) om skrue(gænge): Tappen . . skal være forsynet med vel skaarne Skruegænger. Grunth.Besl.85.   skaaren fuge, (mur.) d. s. s. Rygfuge. LandbO.II.322.   (jf. bet. 6.3; nu sj.) om planter (træer, buske): tilklippet (i en vis form). de lange, stive Alleer af skaarne Træer og Buske. CBernh. II.119. skaarne Hækker. HCAnd.ML.452.   billedl.; dels om genstande, forhold i naturen: *En Klippe med stejltskaarne Rande. OMads.VV.134. dels om persons ansigtstræk, legemsbygning ell. (overf.) aandelige anlæg: dannet, formet paa en vis (nærmere angivet) maade. Øinene vare store, blaae og dertil meget vel skaarne. Hauch.V.7. Trods de . . indfaldne Kinder havde hun . . kraftig skaarne Former. Schand.TF.I.20. Selv var (Amalie Skram) en meget stærkt skaaren, meget intelligent og meget temperamentsfuld Dame. DJacobson.KK.136. især i ssgr. som bredt-, fir- (2), grov- (2), skarp-, smaat-, storskaaren (og usammensat forb. som bredt, skarpt, smaat, stort skaaret (skaaren), se bred sp. 1127^4f., III. skarp 3, smaa, stor).   (jf. bet. 5.2) om klæde, stof; dels: tilklippet paa en vis maade, jf. hel-, rundskaaren samt: en bred og ligeskaaren Lærredskrave. JPJac.(1924).I.3. dels (nu næppe br.) om fløjl olgn.: opskaaret (se opskære 1.2 slutn.). Skaarne uldene Tøier . . Hertil henhører Plyds, Manchester. Hallager.88.   (jf. bet. 5.3) i forb. som skaaret mad ell. (nu især) smørrebrød, afskaaret, smurt brød (med paalæg). Hand kand æde en skeppe skâren mad. Moth.M3. de fick intet andet end en Pibe Taback, et Glas Øll, og et skaaren Smørre-Brød. Seidelin.48. Skynd Dig alt hvad Du kan omkring til alle Byens Conditorer og opkjøb de skaarne Smørrebrød. Oversk. Com.III.222. (hun) satte skaaren Frokost paa Bordet. RasmSør.ML.188. man spiste Fesperkost, skaaret Mad med Snaps og Øl til. AndNx.DM.II.53.    16.4) til bet. 6; navnlig (jf. dog mundskaaren; især landbr. og dial.) til bet. 6.2: gildet; kastreret. En skâren hest. Moth.S429. da fægtede du . . som en skaaren Plag mellem Hingste, med Hælene. Grundtv.Snorre.III.168. talem. (sj.): Skaaren Væder har godt ved aa præke (dvs.: den gamle, aflægs kan sagtens prædike moral)! Wied.TK.212.    16.5)  til bet. 7.3, om anbringelse af line (gie, løber) i blok osv., i ssgr. som enkelt-, fem-, fir- (1.2), seksskaaren. 17) skære af (jf. afskære).    17.1) forkorte ell. fraskille ved skæring; dels (nu l. br.) til bet. 3.1: kløve; overskære; dele, forkorte ved overskæring. skære et Træ af med en Sav. VSO.I.99. jf.: skære noget knapt, rundt, glat, etc. af. smst.100. (fagl.) uden obj.: Jeg trak Rækken færdig og skar af i Saksen (dvs.: om børstenbinderarbejde). Bjarnhof.LE.219. billedl.: *ei skal Fortvivlelse skiære | For (dvs.: før) Tiden min Levetraad af. Rahb.PoetF.I.155. jf.: din Ende er kommet, den Alen, hvor man skærer dig af. Jer.51.13(1931).   dels til bet. 3.4: fjerne, fraskille ved snit; afskære (1.1). de kom indtil Escols bæk, og skare der af (1871: afskare der) en viin-qvist, og een viindrue-klase. 4Mos.13.23 (Chr.VI). Førend jeg lar mig hverve, før skiær jeg min Tommel-Finger af. Holb.Mel.I.1. skære et Stykke Brød af. VSO.I.99. Man skærer eller klipper Finnerne af (dvs.: af klipfisk). Const.Kogeb.⁸ (1920).63. denne Slave . . har faaet sin Næse og sine Øren skaaret af. IsakDin.FF. 437. skære en blomst, et par roser af ┆ (nu l. br.) m. h. t. negle, haarvækst olgn.: *De skjønne Lokker skjares af. Ing.DM.¹193. hvert et Hoved er skaldet, alt Skæg skaaret af (1871: afskaaret). Es.15.2(1931). m. h. t. korn: afmeje. skære Kornet af med en Segl. MO. hans Arm skærer Aksene af (1871: høster Aksene). Es.17.5(1931).    17.2) overf.: hindre; afspærre; (jf. bet. 3.1 slutn.; nu kun i enkelte anv.) m. h. t. vej, adgang ell. (i videre anv.) tilførsel, hjælp: skære dem vandet af i en by. Moth.S423. skære fienden underholden af. smst. skære (en) passen af, se III. Pas 1.2. (jf. flg. gruppe; ⚙:) Glideren skærer . . af for Dampen. Skibs Mask.83.   m. obj., som betegner den ell. det udelukkede; dels (l. br.) m. h. t. modstander. Pol.²⁹/₁1940.1.sp.2. dels ⚙ i forb. som skære dampen af, lukke af for dampen. Rambusch. L.78. SkibsMask.47. dels (dagl.) m. h. t. talende person: afbryde brat. Nej, skar han hende af. OBang.Byen.(1924).130. WNorrie.En ung Mand.(1931).89. 18) skære bort (jf. bortskære).    18.1) (til bet. 3.5 og 6) fjerne v. hj. af et skarpt redskab. Moth.S423. Kirtlerne skæres omhyggelig bort. Const.Kogeb.⁸(1920).67. jf.: *det korte Onde er det bedste Onde, | Og dette gamle Saar (dvs.: en strid) vil aldrig læges, | Før en frimodig og veldædig Kniv | Har skaaret Edderbylden bort, som buldner. Oehl.IV.49.   m. tings-subj.; uegl. (jf. bet. 13.1; især ) om vandstrøm: Strømmen skærer . . Sandet bort under Skibet. Bardenfl. Søm.I.288. LokomotivT.1938.114.sp.2.   overf.: fjerne; borttage; afskaffe; ophæve. VSO. Hvad der ligger forud (for Gustav Vasa) har (forfatteren) skaaret bort (i sit arbejde). HistTidsskr.10R.IV.151. al ekstraordinær Arbejdsløshedsunderstøttelse blev skaaret bort. JernbaneT.¹/₁₀1938.4.sp.3.    18.2) (jf. II. bort 2 slutn.; nu næppe br.) forbruge, forøde ved (af)skæring. skære en Tørvemose bort. VSO.I.467.    18.3) intr.; fx. () til bet. 14.2. (baadene) skærer bort fra Skuden med Harpunereren i Stævnen. EMikkels.N.38. 19) skære for.   19.1) (jf. I. forskære) svarende til IV. for 18.8; dels ⚙ til bet. 1.3 og 4.1: gøre de(t) første forberedende, vejledende snit ved savning, udskæring olgn. Spindelen driver 2 Fræsere, hvoraf den ene skjærer for og den anden gjør Tanden færdig. VærktMask.89. FagOSnedk.   dels til bet. 3.2, m. h. t. mad (steg); se IV. for 18.8.    19.2) (sj.) til bet. 2.1, m. h. t. vin: forskære (II.3). da han . . engang var ved at skære Rhum (dvs.: rom) for, fik han Lyst til at lave sig en meget stærk til eget Brug. Lauesen.S. 218. 20) skære fra, (jf. fraskære) til bet. 3: fraskille, fjerne ved at snitte, klippe. Moth.S426. de (havde) skåret et stort stykke kjød fra indvendig. Krist.JyA.VI.16. Er Torsken (stor), skærer man Hovedet og Halen fra. Const.Kogeb.⁸(1920).54.   billedl. Høysg. Anh.25. teksten viser, at det ikke er så helt let at skære dette afsnit fra (dvs.: som senere tilføjet). AOlr.DH.II.204.   skære fra (sig), se bet. 13.2 slutn. 21) skære i (jf. iskære).    21.1) sætte noget i forbindelse med noget andet ved skæring, indsnit olgn.; indskære (3); fx. (bødk.) til bet. 4.1, m. h. t. bund i tønde: indsætte. UfF.    til bet. 7.3, m. h. t. tovende osv.: stikke gennem en blok, saaledes at tovet vandrer om skiven i blokken; indskære (3 slutn.); iskære (2). S&B. KuskJens.Søm. 177.    21.2) intr., til bet. (1.2 og) 14 og egl.: bane sig vej ved skæring, snit; om skarpe, haarde ting: trænge ned i et underlag og fure, kløve det; navnlig om vognhjul: trænge igennem, synke ned i vejoverfladen. Hiulet skær dŷbt i. Moth.S424. Ploven, Vognen skærer i. VSO. KulsvierB.104. UfF.   (jf. bet. 14.1) overf.: tage kraftigt, haardt fat; begynde energisk; sætte i. i samme Nu skærer Hornorkestret og Trommen i med Musik i Stormtakt. JVJens.NH.35. SjællBond.154. navnlig (dagl.): begynde at skænde ell. skrige op. Generalen . . skar i med en frygtelig Straffeprædiken. RasmHans.M.88. pludselig skar Helene i med nogle vilde Skrig. Buchh. Su.I.39. 22) skære igennem (jf. gennemskære).    22.1) trans.; navnlig til bet. 3: kløve ell. dele noget ved skæring; gennemskære. Moth.S 426. Saugen kan ikke skære Brændet igiennem, førend det bliver kløvet. VSO. Med en skarp, stærk Kniv skærer man langs Rygbenet (af laksen); ogsaa Hovedet skæres igennem. Const.Kogeb.⁸(1920).57.   uegl. ell. overf.; dels (nu sj.) til bet. 7.1, om linie, vej: der vare i alt 50 Gader, som skare hinanden lige igiennem. Holb.JH.I.497. dels (dial.) til bet. 2.3: udskælde; gennemhegle. Jeg blev da ogsaa gal og skar hende dygtigt igjennem, da jeg fik det at vide. AntNiels.(Folkekal. 1865.124).    22.2) intr.: bevæge sig rask, hurtigt igennem noget. (han) svømmede i store Tag øieblikkeligt udad. “Der gaaer han!” sagde en af Selskabet, “han veed godt at skjære igjennem, det er en herlig Svømmer!” HCAnd.SS.III.35. jf.: Gaaer Saaret over i Suppuration, holde Suturerne ikke mere; begynder de at skjære igjennem (dvs.: rive huden itu, rive ud), saa fjerne Saarrandene sig fra hinanden. Chir.(1845).I.49.   især (jf. bet. 13.1) om stemme: trænge igennem (og afbryde en andens tale). hans Stemme skar igennem, saa der pludselig blev stille. OlesenLøkk.NH.III.190. ogs. om person: afbryde (sam)tale, diskussion. Else brast igen i Graad, og saa skar hendes Mor igennem og bestemte, at Kresten skulde gaa. Buchh.K.34. JacAnd.Er.I.64. 23) skære ind (jf. indskære).    23.1) trans.; til bet. 1: gøre indsnit i noget med kniv olgn. Moth.S424. Bogbinderen har skaaren ind i Skriften. VSO.VI.430. *I fører jo Knive, som skær' ind til Ben. Drachm.VS. 115. (jf. bet. 2) billedl.: Penge-Vunden (dvs.: krigsskadeserstatninger olgn.) skærer end ikke ind til Benet og volder ikke Død for Nationer. EBrand. (Tilsk.1930.I.391). det skar ham (lige) ind i sjælen olgn., se Sjæl 2.1 slutn.   (gart.) til bet. 6.3: beskære stærkt. skære Roser ind paa to eller tre Øine. VSO. I Frugtavlstekniken betyder “at skære langt” at man kun skærer lidt af en Kvist og at “skære kort” betyder det modsatte, at man skærer Kvisten stærkt ind. ABruun.Frugthaven. (1921).63.   (jf. bet. 4) m. obj., der betegner skaaret, indsnittet: indskære (2). Moth.S424. jf.: (vognens larm) skar en Flænge ind i Stilheden. Dv. d. Lyhe Zernichow. MajkensKærlighed.(1907).2. m. h. t. bogstaver, navnetræk: *Hvert Bogstav er saa dybt, saa dybt skjaaret ind | I Æblets brændende Kind. Hrz.SvD. 72. jeg skar vore Navne ind i et Blommetræ. VKorfitsen.KF.4.   (fagl., nu næppe br.) gøre et indsnit, hvori noget andet skal indføjes, indpasses. skiære ind for Traaden (hos Skomagere). vAph.(1759). “Hos Snedkerne og Tømrerne.” VSO.   (fagl.) d. s. s. bet. 21.1; især uegl.: bringe, føre, lede et sted hen. Dette (dvs.: at skibets master hænger fast i kystens træer) hændes, fordi Skibet ofte negter at styre i Strømmen og af denne skjæres ind. WMariboe.Skizzer.(1860).16. da han havde 9 Points, skar han en Bold . . ind (dvs.: kom han til at dreje den ind med boldtræet) i sit Gærde. Kricket.1930.56.sp.1.    23.2) refl.; se u. bet. 11.    23.3) intr.; til bet. 13.1 og 14.1: bane sig vej ind. Østenvinden skar skarpt ind fra Bugten. Pol.¹¹/₅1935.13.sp.2. “Sleipner”s Stævn skar to Meter ind i “Artemis”. smst.⁵/₁₂1938.2.sp.5. (jf. bet. 11.2) om udstrækning: CBernh.III.10. Mellem den sydlige og nordlige Del (af Samsø) skærer to Bugter ind. Trap.⁴II.572.   (jf. bet. 13.1) om stemme: trænge ind; ogs. d. s. s. skære igennem (se bet. 22.2 slutn.). nogle Mandsstemmer . . skar ind mellem hverandre. Lunde.F.35. han skærpede og uddybede hendes Svar, naar han skar ind med et Spørgsmaal. PLevin.LN.155.    til bet. 14.2. Den danskeLods.(1850).221 (se u. bet. 31.5). 24) skære ned (jf. nedskære).    24.1) til bet. 1.1: bringe, tage noget ned ved overskæring af det, hvormed det er fastgjort; spec. m. h. t. hængt person: *ved saadan Leilighed | Jeg og en stakkels Tyv skar ned. Bagges.Ungd.I.184. CLembcke.Patrouilleøvelser.(1910).129.   skære flæsk ned, se Flæsk 1.1 slutn.    24.2) til bet. 3: gøre kortere, lavere, mindre ved beskæring, kapning olgn.; fx. (vet.): Hornvæggen (i hestehov) skaaret ned i Plan med den ydre Rand af Hornsaalen. Grunth.Besl.29. (jf. bet. 6.3 og 23.1, 30; gart.:) efter denne Beskæring (kan man) opnaa kraftige Skud fra de Knopper, hvortil man skærer ned. ABruun.Frugthaven.(1921).47.   overf.: formindske i størrelse, omfang, værdi; nedskære (3.2); spec. m. h. t. indkomst, løn: afknappe. Et andet Projekt er en direkte Kopi af Frue Kirke, blot skaaret lidt ned og med en besynderlig Apsis. Pol.¹⁷/₉1921.8. sp.6. L.s bror var bankfuldmægtig, hans svoger tjenestemand. Deres lønninger var skaaret ned. MKlitgaard.MS.8. (jf. bet. 2.3; dagl.) m. h. t. person: nedsætte i indtægt, løn; nedsætte i andres øjne, sætte til vægs, ydmyge, give en dukkert, “pille ned” (ved kritik, skarpe, saarende bemærkninger, fyndigt svar paa tiltale olgn.). Netop som man tror, at Mennesket er Midtpunktet i hele Tilværelsen, bliver man skaaret ned til ingen Ting. DagNyh.⁷/₂1925.1.sp.1. En farlig Modstander var paa Spil, der i Tide maatte bremses og skæres ned. PDrachm.D. 124. Forsøgte han at tage til Genmæle, blev han øjeblikkelig skaaret ned. Bers.G.270.    24.3) (jf. bet. 4) foretage et indsnit, en indskæring (nedefter) i noget; fx. (skibsbygn.): nedskære (2.1). Bundstokkene og Zitterserne skæres (svales) ned over Kølen til Spundingens Overkant. KuskJens.Søm.70.   (jf. bet. 3.5; dial.) partere; m. h. t. slagtet dyr: UfF.   refl.; se u. bet. 11.2.   (jf. bet. 14.1; sj.) om klædningsstykke: være nedskaaret. den lyseblaa Sommerkjole . . var lidt fyldig over Brystet, men skar smukt ned for den blottede Barm. AndNx.PE.III.245. 25) skære om (jf. omskære).    25.1) (nu sj.) udføre et snit rundt om, langs randen af noget (hvorved det beskæres). Moth.S425. (dial.) m. h. t. træsko: beskære kanten paa. UfF.(sdjy.).   † bortskære forhuden paa mandslemmet; omskære (1.2). *mange Persisk Folk, som Hedninger var fødde, | De lood sig skære om, og ville blive Jøde. Kyhn.PE.68.    25.2) (jf. omskære 3; l. br.) til bet. 5: forandre (formen, snittet paa) noget ved ny behandling med kniv olgn. Stemplet til dette sidste Relief (paa medaljen) blev imidlertid skaaret om. Pol.²⁴/₈1936. 11.sp.6. 26) skære op (jf. opskære).    26.1) underkaste noget en behandling med kniv osv., saaledes at der fremkommer en aabning, et hul osv.; opskære (1). Moth.S426. skære et Dynevaar op. VSO. De svalede Glas toges frem, skares op med et gloende Jærn. Tidsskr. f.Kunstindustri.1892.57. Hun skar febrilsk Konvolutten op. KBirkGrønb.SF.141. spec. m. h. t. (hæftet) bog: adskille de (i randen) sammenhængende blade v. hj. af (papir)kniv. Moth.S425. Han gav sin Boghandler et lille Honorar for at turde læse de nye Bøger, det vil sige, have Lov til at skære Bøgerne op paa langs, men ikke paa tværs, thi da kunne de ikke sælges som nye. HCAnd. (1919).V.314. JVJens.Di.³138.   (jf. bet. 1.2) uegl. Isbjerget om Natten i Taagen der skar Skibet (dvs.: “Titanic”) op. JVJens.RT.128. Lyden af et Plovjern, der skærer Furen op. Elkjær.HF.63. spec. (jærnb.): d. s. s. opskære 1.3. DSB.Banebygn.24.   m. h. t. menneskers ell. dyrs legemer; tidligere ofte: operere ell. dissekere; nu især m. h. t. slagtet dyr: aabne for at udtage indvoldene. (der er) ikke eet Riim at finde i (poeternes) heele Legeme, om man end vilde skiere dem op, og lede efter dem under deres Kallun. Holb.DR.II.1. Bylden maa skæres op. VSO. Fisken var . . kommet op i Kjøkkenet, hvor Pigen skar den op med en stor Kniv. HC And.(1919).I.206. Det var en Løvinde, og da vi skar den op, trillede to smaa blinde, men levende Løveunger ud i Græsset. Buchh.FDK.99. m. overgang til bet. 26.2, i udtr. som skære op for en skinke, (fagl.) begynde udskæring af den; tage hul paa den. OrdbS.   (jf. opskære 1.2; fra no. (sml. (angivet som norskhed): skære en Pen op (dvs.: tilskære en pen). S&B. Larsen.) ell. oldn. skera upp) tildanne ved skæring, udskære (og udskikke som budskab); vist kun i udtr. som skære hærorf, hærpil op, se Hær-orf, -pil.    26.2) til bet. 3: behandle noget med kniv osv., saaledes at det helt deles ell. kløves; dele i smaastykker ved skæring; ogs.: skille stykker fra noget, indtil der ikke er mere tilbage; opskære (2). skære (dvs.: hakke, plukke) kø̂d, stêg op. Moth.S425. Vi skare en halv Ost op. VSO. hver Eftermiddag skar (pigerne) 4 Rugbrød op til Meldmader. HPHansen. De gamle fortalte–.(1939).24.   (jf. bet. 1.3; fagl.) save op; opskære (2.2). (brædderne) har kastet sig. Dette hidrører fra, at Træet ikke har været fuldstændig tørt, da det blev “skaaret op”. Haandv.146. Stammer . . skæres op til Bjælker. HFB. 1936.623.   (jf. bet. 3.2 slutn.) om tørveskæring. det ca. ³/₄ Al. tykke Lag Tørvejord var skaaret op til Tørv. AarbSorø.1925. 44.   (jf. bet. 3.3) m. h. t. afgrøde: høste; nu spec. (jf. Opskær; dial.): høste færdig (Feilb.). Slaar mand anden Mands Eng op imellem Eg og Ende, eller skær hans Korn op paa Ageren imellem Eg og Ende. DL. 6–15–5. skære urter op. Moth.S425. Huset tækkedes med Langhalm og Rør, som blev skaaret op i Søen. Nystrøm.S.189. (jf. opskære 2.3) i videre anv., m. h. t. vandløb: oprense (ved afskæring af vandplanter). Feilb. UfF.    26.3) (jf. ty. aufscheren i lign. anv.) til bet. 7.3; dels () m. h. t. tov: samle i ordentlige bugter; skyde op. Röding.I.178. FæstningsartMat.(1914).4.   dels (jf. ænyd. opskære, spænde op (Kalk.III.360); væv.) m. h. t. kæde: gøre i stand før indsætningen. UfF.    26.4) (sj.) til bet. 9.1, i forb. som skære ansigter op, (alm.:) skære ansigter. [EWolle]. Brudstykker af en jy. BorgermandsDagbøger. (1873).68. (de) skjære haanlige eller fortrædelige Ansigter op ad hver den, som modsiger dem. smst.72.    26.5) (vel til bet. 26.2; nu dial.) afbryde; bringe til ende. skære tretten op. Moth.S425. skære legen op. smst.   navnlig uden obj.: afbryde virksomhed, samkvem olgn.; holde op; i forb. m. med: bryde med. Danmarks Beliggenhed . . henviser os til . . at skiære op med Hamborg og knytte varig Forbindelse med London. Grundtv.Dansk.II. 20. de Danske (dvs.: i flaaden) begyndte slemt at knurre, og sagde, at der kom bestemt ingen Nordmænd. Der var da ikke andet for end at skære op og lade hver gaa til sit. sa.Snorre.III.225. UfF.    26.6) (vist efter ty. aufschneiden, jf. opskære 3; egl. til bet. 26.2: udskære mad og diske op med den; nu næppe br.) fremkomme med løgn, pral; lyve; overdrive; prale. om hand enten er en god Almanaktrykker, der veed færdig at skiære op med Løgn, eller en god Sandsiger. Hørn. Moral.II.18. *Jeg kand ej skiære op, Jens Peersen aldrig praler. Holb.Paars.267. sa. Jean.I.1. Uden at gjøre nogen Forskjel spørge de (dvs.: syge folk) den første, den bedste Barbeer eller Bader til Raads, naar han blot kan skjære brav op for dem, og love dem, at han vil gjøre store Ting. PhysBibl.III.18. m. obj.: skære Løgn op. VSO.    26.7) (sj.) til bet. 13.1, om stemme: lyde skingrende; skingre op. En skingrende Kvinderøst skar op over nogle andre. PLevin.LN.119. 27) skære over (jf. overskære).    27.1) dele i (flere) stykker ved (gennem) skæring paa tværs, midt over; ogs.: fraskille ved saadan skæring; fraskære. Moth.S425. (han) gik fra den ene Vogn til den anden og skar Skaglerne over. Goldschm.Hjl.I.17. Tomaterne flaas, skæres over en Gang paa tværs. Const. Kogeb.⁸(1920).50. Dejgen . . udstikkes i runde Kager, som skæres midt over. Bagning.45.   i udtr. for (forsøg paa) drab, selvmord ell. lemlæstelse. skære Pulsaaren over (paa sig selv). Bl&T. skære haserne over, se I. Hase. skære halsen, struben over, se I. Hals 2.1, Strube.   (jf. bet. 1.3) m. h. t. træ: oversave. skære en Mast over. JensSør. II.3. Kakkelovnsbrænde bør skæres flere Gange over. VSO.   (jf. bet. 5) behandle, tildanne ved skæring, klipning; dels (nu næppe br.) m. h. t. tøjer: overskære (3). vAph. (1759). dels (skræd.) om tilskæring af klædningsstykker: Vesten skal være skaaret lige over. Pol.¹³/₅1934.Sønd.31.sp.2.    27.2) uegl. ell. overf. Stykket er i fire Acter, men da det . . vilde blive for langt og trættende . . havde man . . skaaret det midt over, saa at man den ene Aften saae de to første Acter, og den næste Gang de to sidste. HCAnd.SS.VIII.77.   (jf. bet. 7.1; nu sj.) m. h. t. linie: krydse; overskære (2.2). Veiene, Gaderne skære her hinanden over. VSO.   i udtr. for (pludselig) afbrydelse af virksomhed, ophævelse af forhold, tilstand. Atropos skar Livets Traad over. Clitau.PT.5 (jf. Livstraad). Enhver kan se, at Estrup skar Retten over, der holdt alle sammen. HarNiels.SP.44. skære klædet over mellem to, se I. Klæde 2. skære knuden over, se I. Knude 2.2.    27.3) intr., om afbrydelse, ophør; dels (jf. ovf. sp. 35⁶¹; nu næppe br.) om person, i forb. m. med: afbryde sit forhold til; bryde med. (blot) Biskoppen vil . . bede Kongen . . skære plat over med Degnen (dvs.: give ham løbepas). Cit.1752.(Kirkehist Saml.6R.II.401).   dels (jf. bet. 13.1; l. br.) om stemme: knække over. Stemmen skar over et Øjeblik. Pol.¹⁵/₁₁1922.8.sp.2. 28) skære sammen.   28.1) (jf. bet. 4 og 7; tøm., snedk.) sammenføje (to) dele v. hj. af i hinanden passende udskæringer; forbinde ved sammenskæring (2). Karmen (til mistbænken) fremstilles sædvanlig af 20 cm brede, uhøvlede Fyrrebrædder, ca. 3¹/₂ cm tykke, de skæres sammen paa den Maade, at Endestykkerne med deres halve Bredde griber ind under Langsiderne. Hjemmet.²⁶/₃ 1929.38.    28.2) (jf. bet. 11.2 og 28.3; sj.) refl.: støde sammen, mødes i eet punkt. (huset) udmærker sig ved den maleriske Maade, hvorpaa de murede Kviste og de forskjellige Taglinier skærer sig sammen. ESchiødte.Gl. kbh.Huse.(1894).44.    28.3) (jf. bet. 14.1, 28.2 og Sammenskæring 1; fagl. ell. ) intr.: krydses, mødes, støde sammen i eet punkt. Den Maade, hvorpaa (tværmuren) skærer sammen med det underliggende Murværk. HistMKbh.3R.II.213.   uegl., om sammenfald (i tid) ell. (jf. bet. 28.4) sammenstød af modsætninger. paa Holbergs Tid begynder (formalismen og idealismen) saa smaat at skære sammen. Kyrre.HH.83. Afbetalingerne for Bil og Tærskeværk “skar sammen” til den første. Fleuron.KO.207. Katolicisme og Lutherdom skærer her sammen i et Centralpunkt. OFriis.Litt.263.    28.4) (vist til bet. 14.1, jf. bet. 28.3) komme i strid, skænderi ell. slagsmaal; komme op at kives, trættes. Moth.S427. VSO. PRMøll.SS.96. Idelig skar han sammen med Fangevogtere og Mestre. CHans.S.165. (hun) var ham nok næsten helt i Kones Sted. I al Fald skar de sammen som kun Ægtefolk har Ret til det, og bed forsvarligt efter hinanden. AndNx.DM.III. 215. han og Thormod kunde ikke komme ud af det sammen; de skar sammen om alt det, de fik med at gøre. Kyrre.(IslSagaer.I.305). Feilb. UfF.   skære i hus sammen, se bet. 14.3. 29) skære til (jf. tilskære).    29.1) give en vis form, tildanne med kniv, saks osv. Moth.S427. skære en Pen til. VSO.VII.105. (han) skar et Filtrerpapir til (i laboratoriet). Bergs.GF.I.95. den saakaldte “Hjertebog”, hvis Blade er skaaret saaledes til, at de, naar Bogen ligger opslaaet, danner Formen af et Hjerte. OFriis.Litt.83.   især m. h. t. klæde, læder: give den form, hvori det skal sys. Moth.S425. een skal allene give sig af med at sye Mands-Skoe . . een med at skiere dem til, en anden med at sye dem sammen. Junge.39. *hvad om vi | Lod Tøiet skjære til og sye. Hrz.KP.45. Søiberg.KK.II.49.   uegl. Hvor spændende, hurtigt at skære dem (dvs.: begivenheder til brug for et dagblad) til, saa de passede til begge Sider, paa den ene til Kendsgerningerne, paa den anden til Læserne. Cavling.J.51. I de mellem- og sydamerikanske Stater var Forfatningen ligeledes skaaret til efter amerikansk Forbillede. VerdenGD.IV,2.52.   (jf. ty. zugeschnitten; l. br.) i perf. part., om persons legemsbygning. Han var rund og svær og groft skaaret til. SophClauss.L.189.    29.2) tage kraftigt fat ved skæring; udføre skæring med kraft, energi; især i imp.: skær til! D&H. Feilb.    29.3) i udtr. for at bruge skarpe ord, skændes; dels (l. br.) til bet. 13.2: fremkomme med skarp(e) bemærkning(er); “bide”. Snak, skar hun hidsigt til. AlbDam.B.141.   dels (nu næppe br.) i pass. m. reciprok bet.: komme op at skændes, kives; “skære sammen”. Der gaaer sædvanlig mange Aar før det vil træffe sig, at et Par Familier kan leve saaledes sammen i Tredie-Mands Huus, uden at skiæres til, eller ønske hinanden paa Dørren. Grundtv.B.II.125. 30) skære tilbage (jf. tilbageskære); især (jf. skære ind, ned u. bet. 23.1, 24.2; gart.) til bet. 6.3: beskære (en gren) stærkt (saaledes at den kun beholder en del af sin oprindelige længde); foretage kortbeskæring. ABruun.Frugthaven.(1921).64. Kvistene (er) skaaret tilbage til 15 cm. Havebr L.⁴II.122. 31) skære ud (jf. udskære).    31.1) til bet. 3: løsne, udtage ved skæring; ogs.: dele i stykker ved skæring. Moth.S427. Oehl.Øen.(1824).IV.285. Saarlægen maatte skære Kuglen ud. VSO. Dette . . Brev . . maatte skæres ud . . af Bogen. CSPet.Litt. 222. (jf. bet. 6) m. h. t. (dele af) levende væsen: Jeg er . . bleven skaaren ud af Moders Liv. JRPaulli.SB.36. Hogne . . ler trodsig, da man skærer hans Hjærte ud. AOlr.NA.44. skære struben ud, se Strube.   m. h. t. varer ell. (navnlig) levnedsmidler: udskære, partere i mindre stykker til fordeling, salg; ogs. m. h. t. de enkelte stykker: afskære til fordeling, salg. (spækhøkerne paastaar) at de paa hvert Lispund, som de skiære ud, taber et Pund. Den forhexedeSideFlesk.[1771].9. skiære et Stykke ud af Tøiet. VSO. (hun) stod i Spisekamret og skar Steg ud. Bang.T. 153. ERode.JM.18. skære et Dyr ud. Bl&T.   (jf. bet. 3.3 slutn.) † m. h. t. honning: indsamle ved borttagelse af vokstavlerne. Det Navn Zeidler er egentlig et Ober-Saxisk provincial Ord af Zeideln, og betyder en, som skier Honning ud. Fleischer.B.778.   (jf. bet. 4.1 og 31.2; fagl.) m. resultats-obj. Skære en Kanonport ud. Scheller.MarO.    31.2) til bet. 5.1: tildanne, udforme ved skæring, gravering olgn.; dels m. obj., som betegner det frembragte, tildannede, dels uden obj. i forb. m. i, der betegner materialet. Moth.S426. unge Drenge, som . . have beflittet sig paa at skiære ud i Træ. Thurah.B.40. skære Figurer, Billeder, Navnetræk ud, f. Ex. i Steen, Metal eller Træ. VSO. Glassets Tildannelse i Mønsterstykker skete paa et Bord. (Glasstykkerne) skares ud med et glødende Jern. Tidsskr.f.Kunstindustri.1892.57. (mesteren) tegner Billedet med Gravstikken, skærer det ud med Kniven. Es.44.13(1931).   (jf. bet. 4.1; l. br.) m. tings-subj.; om strøm: udgrave; udhule. Vort Fartøj gaar nær op til Kysten, thi Strømmen skærer Løbet dybt nok ud. Falkman.FraDanmarksFar-West. (1879).31.   i sammenligning ell. billedl., især i udtr. for stærk (tilfældig ell. tilstræbt) lighed med et forbillede. den Modedukke, der paa en Prik er skaaren ud af den sidste Modejournal. Hrz.III.14. nogle højst komiske Spidsborgermadammer, der baade i Udtryksmaade og Sprog var skaarne lige ud af “Genboernes” Omgangskreds hos Hostrup. KBokkenh.U.145. ligne en, som han var skaaret ud af hans øjne, se Øje.    31.3) til bet. 6; dels (nu kun dial.) m. h. t. (hus)-dyr: gilde; kastrere. Moth.S427. skære Føl, Grise ud. VSO. Feilb.   dels (nu næppe br.) i forb. som skære en pige ud, beligge, besvangre en pige. Moth.S426. VSO. (“en gammel og lav Talebrug”).    31.4) til bet. 7.3: lede, føre noget et sted hen; især  m. h. t. ende osv.: tage ud, fjerne fra en blok osv., hvorigennem den er vist. SøLex.(1808). Paa længere Rejser skæres Linerne (dvs.: flagliner) ud, naar Skibet kommer i rum Sø, og skæres først i, kort før de skal bruges. KuskJens. Søm.177.   (vel egl. til bet. 4, m. h. t. gravet rende, fure) † m. h. t. vand(løb), sø: skaffe afløb (gennem en gravet rende). skære en dam, sø ud. Moth.S426. VSO.    31.5) refl. ell. intr.   (jf. bet. 13.1; sj.) om stemme. Konens Graad skar ud til dem. AndNx.PE.III.67. smst.240.   (især ) til bet. 14.1-2, i udtr. for sejlads (spec.: hvorved man afviger fra kursen). *Saa skjød jeg ud min Snække . . | skar ud af Fjordens Lukke | og lod mod Sønder staa. Rich.I.206. Man bærer derpaa af langsmed, denne Kyst (dvs.: Sjællands), men skærer atter lidt ud fra den, for at undgaae den . . med en Kost mærkede Stammenakke. Som Mærke herfor bringes Kallehave Kirke udenfor Petersværfts Bro, og skærer man da atter tættere ind imod Siælland. Den danske Lods.(1850).221. jf. flg. gruppe: saa satte vi os paa Tofterne og stemmede Fødderne mod Spændholdterne, og saa skar hun jo ud i Strømmen. Drachm.KK.84. (sml. bet. 14.2) om fartøj: Et Skib, der har mistet Roret, er vanskelig at bugsere, da det let skærer ud til Siderne. KuskJens.Søm.260. smst.236.    til bet. 11.2 og 14.3, om tov (line, ende): løsne sig fra det sted, hvortil det er fastgjort. Brasen har skaaret sig ud. Scheller. MarO. Almindelig Knob . . bruges ofte . . til at hindre Enderne i at skære ud af Vejvisere eller Blokke. KuskJens.Søm.11.   (til dels efter ty. (sich) scheren (heraus-, hinausscheren), der maaske er af anden oprindelse) † i forb. skære sig herud (Helt.Poet.73) ell. skære herud, om person: forsvinde; pakke sig. (især i befalinger, trusler). *hand ey er vandt at lide | Ham nogen kommer nær, giør nogen sig til Knud | Paa timen hedder det, du Lymmel skiær herud! Helt. Poet.210. Henrick, skier her ud paa Døren saa længe, her bliver icke en Discours som du maa høre. JRPaulli.Kandest.F4^r. 32) skære under (jf. underskære); spec.  til bet. 14.1-2, om ting, der trykkes ned under vandets overflade; dels om baad (paa slæbetov): Baaden skar under med Boven. Larsen. D&H. dels i pass., om ankerbøje: For senere med større Lethed at kunne finde Ankeret, saafremt Bøjen skulde være skaaret under, bør man lægge Mærke til, i hvilken Retning fra Skibet, Kæden viser ud i det Øjeblik, der hekses fra. Bardenfl. Søm.II.14. Scheller.MarO. 33) skære væk, (dagl.) dels m. omtr. sa. bet. som skære bort (se bet. 18.1). D&H. jf.: Madam Viums Kost var der ingen, der saa ned paa. Der blev skaaret væk fra den brede Ende (dvs.: man spiste af alle kræfter). Daastrup. MinDagbog.(1927).60.   dels omtr. d. s. s. skære til (se bet. 29.2). D&H.9.2 skære tænder. uegl., om tænderne på et tandhjul. stadig “skæren Tænder” .. ødelægger Gearhjulene og nedsætter Automobilens Driftsikkerhed. HMeyring.Automobil-Bogen.(1920).170. gearkassen “skærer tænder”. 1950.(se / VII.børste 1 S ).   14.4 ældre: jeg .. etablerede en pæn lille Skjænkestue .. I Begyndelsen skar det ret godt. Lynstraalen.1833.262.   16.1 om sår. skaaret eller Snitsaar. Sal.XV.437.   

V. skære, v. [ˈsgæ·rə] -ede. (ænyd. (part.) skærende (i forb. skærend-hvid); til VI. Skær 1 ell. VIII. skær 1.1; jf. fsv. skæra, gøre lys, oplyse; sml. skjare; nu dial.) 1) give skin, skær fra sig; glimte; lyse; straale. MDL. Feilb. det var blevet ud paa Natten, jeg antager, Klokken var omkring to, for det begyndte at skære af Morgen. Bregend.HH.II.182. (han) kom ud i Gaarden og tog Maal efter Stalden, hvis smaa Ruder skærede svagt ud i Mulmet. Elkjær. Sejer.(1921).38. om morild: UfF.   part. skærende, skinnende; i forb. skærende hvid, (jf. skært hvid (u. VIII. skær 1.2), skærhvid; i rigsspr. opfattet som IV. skære 15.2) skinnende hvid; snehvid. Moth.S420. Drachm.SF.107. BornhOS. 2) se et skær ell. glimt af; skimte. MDL.

VI. skære, v. [ˈsgæ·rə] -ede. (æda. sk(i)æræ, gøre klar, rense (AM. Harp.Kr.32. 170), spec.: rense (sig) for beskyldning (Lund. Ordb.), sv. skära, rense; til VIII. skær; jf. sv., no. dial. skira, oldn. skíra, rense, døbe, got. gaskeirjan, forklare, oplyse; sml. Skærsild, Skærsten; nu kun dial.) 1) (jf. VIII. skær 1.2 slutn.) m. h. t. æg: lade æg gennemskinne, belyse for at se, om de er friske, om der er kyllinger i dem; klare (II.2.5). Thorsen.170. Feilb. 2) (jf. VIII. skær 2) befri for urenheder, grums, fremmede bestanddele; klare; rense. skære honning. Moth.S420. skære vîn. smst. Feilb. m. h. t. smør: MDL. VSO. (jy.). Feilb.   i sa. bet.: skære (honning, smør) af. Rask.FynskeBS.52. 3) (videre udvikling af bet. 2 ell. til VIII. skær 1.2) † m. h. t. mur, væg: overstryge med kalk; pudse; hvidte. Moth.S420. VSO.