paa-klæde, v. [-ˌkl̥æ^?ðə] vbs. -ning (s. d.). (jf. II. klæde 2.8; mods. afklæde (1)) iføre klæder, beklædning; klæde paa. vAph.(1764). Selv paaklædte hun ham Pantseret. Suhm.III.159. *Da skiulte hun sig i de tætteste Siv, | Og der paaklædte sig Møen. Oehl.RL.46. at afklæde og paaklæde Barnet.TroelsL.VIII. 76. m. prægnant bet. (jf. ndf. l. 38ff.): (efter at have været til vagtparade lader landgreven) Sig bære til Slottet, for at paaklædes. Bagges.DV.IX.15. han skulde ud . . til et eller andet Komsammen, hvor han maatte paaklæde sig som andre (dvs.: ikke kunde gaa i sit arbejdstøj). JacPaludan.UR.332.   (jf. halv(t)paaklædt) især (i talespr. kun) i part. paaklædt brugt som adj., ogs. m. prægnant bet. (jf. Paaklædning 1 samt fuldt paaklædt u. fuld 3.2): som har sin paaklædning helt i orden (som forholdene kræver det); spec.: klædt paa, pyntet, (som) til (selskabeligt) samvær med andre (ikke i arbejdstøj, hjemmedragt (formiddagskjole) olgn.) (jf. VSO. MO.). Marc.5.15. der kommer min Herre paaklædt. Holb.Masc.I.9. *Ei paaklædt er du, hvad man just det kalder, | – Skjøndt afklædt, en Gudinde, heller ikke. Aarestr. SS.IV.92. En Dag . . havde hun lagt sig paaklædt paa Sengen. Schand.BS.229. jf.: (stoffet) er fortrinligt og egner sig særlig til mere paaklædt Eftermiddagsbrug. Pol.³/₆ 1934.Sønd.22.sp.4.