LandLand, no. 1) i nuv. bet. fk.; den gieffuiste ridder paa ald den land. Grundtv., Folkev. IV. 275 a; sinn fæderne land. Ranch. 145. Jydskhed, ordet er gennemgående ik. i Nordisk og Tysk. – flt.: hans slæcth kom først tijl tesse land. Rimkr. a 3; hwilke land. sst. a 3v; Chr. Pedersen. V. 135.10,15; andræ fleræ land. N. D. Mag. V. 165; landæ. sst.; andre land. Tidemand, Hierusal. Forst. b 7; de hedniske land. Pallad., S. Ped. Skib. c 5v; baade her oc saa vdi andre land. Herm. Weigere. 34; Vedel, Saxo. fort. 4, 7; udi disse lande. sst. 4; findis vrag i aabenbare søe uden for alle land. Chr. V. D. L. 4-4-5; fremmede lande. sst. 4-5-1; der er krig i alle land. P. Syv. II. 153. – lande. B. Tott. I. a 3, 79; Pontopp., Gramm. D. 171, se også u. 2). – til land ɔ: på landet, til lands; veyæn tidh saa vell thel landh som tel strandh. Mandev. Rejse. 5.9; schall skee angriff tiill wattnn oc tiill landt (1525). N. D. Mag. V. 35, 165; Arrebo. II. 129; hvad heller ieg er til land eller vand. Psalmedigtn. I. 197 b, 210 b; Bording. I. 20 (se u. efterfige ovf.); hvad du giør til land og vand. Kingo, Psalmeb. 262. – till lands. P. Eliesen. 150. – til lande ɔ: til landet, hjem; han vilde fare hiem til landæ. Romant. Digtn. II. 185; saa ath jech matte kome til landhe. sst. I. 249; om wij wille hiem tijl lande igen. Rimkr. h 1v, n 5; ther ieg kom tijl lande igen. sst. i 2, i 5v. Smlgn. æ. sv. til landa, se Söderwall, Ordb. u. land. – til lands ɔ: på land; sætte hand sin kaas at Helgehaffuen, traadde hand der til lands. Hvitf. IV. 289. 2) landsdel, landskab; alle oc huær Danmarcks riges inbigdes mæn, i huad som hælst rigens land the i bo. Geh. Ark. årsb. II. 27; vdi Sieland, Fyen og Skaane oc flere land vdi det tal (1538). D. Mag. I. 249; vdj lige maade skall holdis vdj Siellandt, Skone oc andre lannde (1559). sst. II. 98; (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 198; lanndzdomere uti vore lannde, Laalanndt och Falster (1560). sammes Gl. D. II. 283; I. 237, 273; IV. 146; de fire særdeelis smaa lande, Hveen, Amager, Møen oc Samssø. A. Berntsen. I. 48; vornederettighed i de lande, som det hidindtil brugeligt været haver. Chr. V. D. L. 3-14-1. Smlgn. Söderwall, Ordb.: land 4). – Smlgn. ager-, Blå-, Blåmænd- (se I. till. 38); fader-, fjende-, frede-, fæ(de)rne- (u. fader), Græker-, Judland ovf. samt Mor-, mærsk-, Norder-, Nordjut-, Nørjut-, op-, over-, skade-, Svidser-, sønder-, Søndrejut-, tyde-, uden-, Val-, øland ndf.Land, no. 1); – ik.; kom i theth landh. 1 Msb 121 (ÆB og flgd. overs.); mith land. Rkr i 5; 1 Msb 19 (ovf. IV. 405 a53); PG 136. – flt.; – bleff forschreffuen aff alle lænder lærde mænd. Cold g 4v, dd 1; Bunt I. 269 (ovf. III. 317 b33), se også bet. 2) ndf. Jf sv länder. – af l. ɔ: bort(e); Rch 285 (ovf. u. forhverv); – (1602). DM III. 44 (ovf. I. 10 b19). Jf af by. – på l. ɔ: uden for stæderne; skulle toldofficererne være paa landit fri for egt oc arbeide. Fdg 12/1 1632 § 2; DL 3-19-20 (ovf. I.* 18 b u. antaste). – til s 735 b50; (1650). KD III. 348 (ovf. V. 470 b6). – til s 736 a5; TVd 126 (ovf. III. 310 b47). – fastland; 5 Msb 2849 (ÆB, ovf. II. 754 b53; 1607: iordens). – landside, bred; (1541). DVb 224 (ovf. V. 319 b3). 2) – flt.; hanns maist. riger, lander och provincier (1608). Hüb II. 13; lande. sst. Jf Amager-, arve-, Bejer-, birtings-, bys-, Ditmærske- (ovf. III. 173 b45), Dyringer-, dyrke-, ej-, Enge- (II. 327 a41), Franken-, Fris-, fry(g)de-, fyge-, fædre- (V. 228 a20), fælde- (V. 231 a26), føde-, fødelse-, gifte- (II. 46 a8), Got-, grænse-, Gøde-, hampe-, herre-, Het-, himmel-, hjarte-, Holtse-, hoved-, Hyber(n)-, hvile-, ind-, Indie-, Is-, Jorsal-, Jøde-, kende-, kirke-, koninge-, kryde- (II. 638 a54), kræmmere-, Lange-, Lif-, Lol-, læ-, ma(d)-, mad-, Med-, en-, me(jge)n-, mid- (III. 51 b31), Mitser-, Mær-, nabo-, neder-, norden-, Normandie-, ny-, Persen-, plogs-, Pol(er)-, Rys(se)-, Sasser-, Siper-, Sjæ-, sjæle-, Skot-, skugge-, Skåne-, små-, Spanie-, Svåben-, så-, Sæd-, sæde-, sønden-, Søndremanne-, Turke-, tvinge-, Tyder-, Tydes(k)-, Valske-, vandrings-, vater-, Vend-, vester-, værne-, ødel., flak om, føjt om, vad i l.Landart, no. 1) jordart. Moth. 2) landsskik. Moth. Smlgn. t. land- (og landes-) art.Landbarn, no. født i et (omtalt) land; en hands kongel. may‘s allerunderdst. landbarn. D. Saml. IV. 324. Smlgn. t. landeskind. Landbedrægere, no. den, der bedrager et land; ieg glemte ey som landbedregere dem at vdføre. Hegelund, Calvmnia. 8v. Smlgn. bedragere ovf.Landbo, no. fæster; Øland oc Rosholm meth goths oc landbo, som ther til ligge (1406). Molb. o. Peters. 238, 277; (1483). Geh. Ark. årsb. II. 48; j ære mynæ wortnædhe ællær landboo. 3. Msb. 25.23; huilken landbo, kronens eller guode mendz thienere. Rosenv., Gl. L. IV. 51; begærede hand huer tredie gaard vnder kronen aff alle frelsmends oc kirckens landboer. Hvitf. IV. 60; landboe eller anden, som hverken jord, huus eller gaard ejer. Chr. V. D. L. 1-23-2. Jvfr. Hist. Tdskr. 5. R. VI. 662 flgd.; Christensen, Agrarhist. Studier. I. 103. Smlgn. isl. landbúi; Lund: landbo samt kirkelandbo ndf.Landbo, no.; efter L Jacobsen, Rigsspr Hist 87 er 1ste led = lån?Landbobonde, no. = landbo; Suhm, Saml. II. 3. 83, 85. Landbobonde, no.; Bernts II. 28 (ovf. II. 451 a54).Landbofæst(e), no. fæstegård; j Høghstorp two ødhe landbofæste (1408). Molb. o. Peters. 371; vnam curiam dictam landbofesth (1421). Dueholms Dipl. 49; ij meder och gardsted och landbofesther (1423). sst. 112; hun haffuer opladt Dueholms closter en landboe feste. sst. 147; 30 landboe-fæster. Suhm, Saml. II. 3. 108. Smlgn. fæste 7) ovf. (u. fast).Landbogods, no. fæstejord, fæstegård; Mestedhe gaardh och two landbo goths liggende hoss then samme gaardh (1422). Geh. Ark. årsb. II. till. 16. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landboa gods.Landbohold, no. en fæsteafgift, der svares hvert tredje år. Moth. Smlgn. husbondehold samt holdsfæ og flgd. o. ovf.Landbostavn, no. = landbofæste (1422). S. R. D. VI. 424 not. n. Landbosæde, no. = landbofæste; et landbo sæde j Selnæs (1406). Molb. o. Peters. 289; eet landbosæde, j huilket nu boor Pæther Nielssøn oc giuer fire grote til landgilde (1408). sst. 344.Land(e)bod, no. bøde for drab; bøde tiill den dødis frender oc slect rett landtboedtt (1537). Rosenv., Gl. L. IV. 177; landebod (1558). sst. IV. 264. Efter Moth 34 af fuld mandebod. Smlgn. bod 3) ovf.Landebod, no.; naar du din lande - bod udaf hans haand vil kræve. DV IX. 662. Land(e)bog, no. en fortegnelse over kirkernes og præsternes jorder og ejendomme i et stift; den skulde ochsaa findis indtegnit udi Lunde landebog. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 187-88; han ikke måtte komme fra landet, før han havde leveret landbøgerne fra sig. sst. 255; ald den stund landebogen staar ved fulde macht. sst. (1605-14). 414. Smlgn. Falkmann, Upplysningar. I. 134 ff og sv. landsbok.Landbole, no. fæster (af en mindre gård); 7 landboebønder, 9 landboeler, 1 møller uden arv, ugedags-tienere. Suhm, Saml. II. 3. 105. Smlgn. Fritzner2: landbóli samt bol 3) ovf.Landebrev (lands-), no. en skriftlig erklæring for en landsdel; lod læse et landebref paa den samme sag (1448). (A. L.); thet var mod thet lantz breff, the haffde vtscreffuit tiil capitell (1507). Dipl. Viberg. 127.Landbrodet, to. adskilt i flere dele (ved vand); riiget landtbrodett oc atskill fran huer andher mett siøø oc salltwandt (1533). N. D. Mag. II. 205. Smlgn. bryde ovf. (u. brud.Land(s)by(g)d, no. landegn; maa alle kiødmangere ryde paa landtzbyden oc kiøbe øxen (1451). Kbhvns. Dipl. II. 100; gribes meth ferske gerninger antighen i køpstædh eller pa lantzbygd (1472). Geh. Ark. årsb. V. 70; Rosenv., Gl. L. V. 183; køøbe eller sellige køpmandskab paa landbygden mett bonden (1505). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 92; Falkmann, Upplysningar. II. 2; dette veed ieg at vere et almindeligt klagemaal paa landbygden. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 401; der met bleff folcket baade vdi staden oc paa landbygden saare forarmet. Vedel, Saxo. 272; landsbygden. sst. 516, 532; paa landsbyen. Suhm, Saml. II. 145 (se ndf. u. landkøbere); A. Larsen, Optegnelser. 38. Smlgn. Aasen: landsbygd og bygd ovf. Land(s)by(g)d, no.; – (1631). KhS3 II. 114 (ovf. IV. 715 a32); FD 226 G (ovf. II. 819 a27); DL 2-22-72 (ovf. II. 509 b53).Landbåren, to. født på landet; hwilkin therover gør, landboren eller annen, uthen bymen (1415). Rosenv., Gl. L. V. 89. Smlgn. bære 6) ovf.Landdrage, go. trække på land; indlegghe theres skiip, skuder eller bode i haffnen eller her landdrage them (1505). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 92. Smlgn. drage 2) ovf.Landdrot(te), no. jordegodsejer; inghen landdrotthe skule taka nockra iordhemwther aff sine iordher (1521). Hdskr. i Gl. kgl. Saml. nr. 1154 fol. 183v (jvfr. Allen, Nord. Rig. Hist. III. 2. 439); huilcken part aff sin leyemaals-jord hand paa ny skal leye aff sin landdrot (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 506, 507; ingen landdrot maa tage noget fiskeri fra sin lejlænding. Chr. V. N. L. 3-14-27, 28; Moth. Måske egenlig kun norsk. Smlgn. Fritzner2: landsdróttinn; Aasen: landdrott samt jorddrotte(n) ovf.Landefabel, no. al- mindelig udbredt snak; en herre oc kong skal mere driste paa egen modighed, en løst kierlinge squalder oc lande fabel. Vedel, Saxo. 305.Landefader, no. landsfader; minn lannde fader, nu giør eders fromhed saare vell. Ranch. 238.Landfald, no. angreb fra søsiden; at flaaden igjen i søen gick, om det saa var, at de nogen landfall paa Laaland tenterede (1675). Bruun, Curt Adelaer. 476. Smlgn. Sch. u. L.: lantval samt fald 7) ovf.Landfar, to. 1) alfar, almindelig brugt; han bode på en landfar vej, så at fjenderne tog hans fæ og bæster bort (1647). D. Saml. III. 295. 2) almindelig i et land. Moth.Landfarsot, no. en smitsom sygdom, der udbreder sig stærkt, epidemi. Moth. Smlgn. Aasen: landfarsott.Landfarer, nc. en omrejsende (læge); thend store falskhed och bedrag, ther almindeligen findes hos the quacksalber och landtfarer (1577). Kbhvns. Dipl. II. 378; skall och ingen steensnider eller landfarer seg mue vnderstaa nogen med induortes eller wduortes medicin currere. sst.; (1668). sst. VI. 450; (1605). Geh. Ark. årsb. III. till. 82. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landsfarare; t. landfahrer.Landfejde, no. krig i et land, borgerkrig; vaar de Danskis mact meget forringet baade for denne indvaartis landfeide oc det vduaartis sørøffueri. Vedel, Saxo. 316 (= l. interius sociali bello flagrante. P. E. Müllers udg. 683). Landefjende, no. et lands fjende; vor lannde finnde, vor arffue finnde. Ranch. 233. Smlgn. fjende ovf. Landflugtig, se landflygtug.Landfly, go. at være landflygtig; exulor, at landfly. Vocab. 1514. Landflygtelse, no. landflygtighed; exilium, landflygtelse. Vocab. 1514.Landflygtug (-flugtig), to. landflygtig; landflychtug bleff han aff landhæ. Hr. Michael. 156; at han skulle ey bliffue landflyctug (1507). Dipl. Viberg. 128. – profugus, landflwctig. Vocab. 1514 (landflyctig. sst. u. exul og relegatus); er nw landt flwctig och een ellende mand. P. Eliesen. 57, 151; Vedel, Saxo. 71; saa giorde Dauid, der hand vaar landfluctig. Mariager, Fader vor. k 2v (= landflyctig. udg. 1586. k 1); disse landfluctige vaare en tid lang vdi Danmarck. Hvitf. VIII. 204; den landfluctige tøfver stille paa en viis sted, men den fredløse ferdes af oc til. Comenius, Opladne Dør. § 672. – landflyhktighæ. Tavsen. 28. Smlgn. flugtig 4) ovf. (u. flug).Landflugtighed, no. landflygtighed; bleff Albertus erchebisp det tredie aar effter hans landfluctighed indsat i hans gamle sted. Hvitf. I. 183.Landflugtighed, no.; – Etym 580 (u. ejectio); GHD II. 437 (ovf. V. 320 a37), 79.Landfolk, no. folket i et land; at it gondske landfolck henføris. Pallad., S. Ped. Skib. d 7; natio, et lands folk, landfolk. Nucl. latinit. 1000; dem gaff hand loff oc mact at handle med landfolcket, ligesom de lystede. P. Resen. 406. Smlgn. isl. landfolk.Landfolk, no.; – TdmH b 1v (ovf. I. 642 b12). – den udskrevne del af hæren; iche alene forrette alt det, som det geworbene folch vedkom, mens end och saa alt landfolchet (1647). Erslev, Aktstk til Rigsrådets Hist III. 427; Fdg 5/5 1653 (ovf. III. 383 a40). Jf HT8 I. 434, 439; GrimmW: landvolk 3).Landforræder, no. landsforræder; da straffis derfor som en landforræder paa sit liff. Forordn. 5/5 1653. § 3. – Colding, Etymol. 140: landz forrædder (u. paricida); sst. 341 (u. perduellis).Landforræder, no. – paricida, landz forræder. Etym 140, 341 (u. perduellis); riider dii landtzforreder halssen ysønder. ChrIV* II. 5.Landforvist, tm. landsforvist; bannitus, land-forviist. Steph., Nomencl. I. 289; extorris, landflygtig, land-forviist. Nucl. latinit. 350. Landforvisning, no. landsforvisning; exportatio, land-forviisning. Nucl. latinit. 1321.Landefærd, no. en rejse i lande; saa haffuer oss den gode kong Iosaphat lærd, der hand drog om i landefærd. Hegelund, Svsanna. 21. Smlgn. ferd 1) ovf.Landfær(d)ing, no. omrejsende (handlende); welle wii ey tilstæde, at nogher kremmere skule stande uthe meth theris kram lengher [end] i tree daghe uden rætthe landfæringe, som komme fraa høstmarcket oc færdis swo giømen landet (1472). Rosenv., Gl. L. V. 199-200; bliffue tiill et almindeligt markett ssaa well ffor indhenbiiss indbigghere som wdenbiiss oc tiisligheste ffor landferingen (1527). Fynske Aktstk. 113; saadanne kremmere oc landferdinge. Herm. Weigere. 230 ir. (jvfr. i texten: de vdlendiske kremmere oc købmend); ingen aff the frembede kremmere oc landferdinge maa icke sellie theris kramgodtzs vdj stycketall (1559). Kbhvns. Dipl. VI. 131, 132. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landfäringe; Sch. u. L.: lantvarink. Landfæst, to. 1) fast på el. ved land; kommer noget wragh landfæsth eller drywendes for Skaffn (ɔ: Skagen) (1507). Rosenv., Gl. L. V. 296; bliffuer schib landfest ved broe. N. D. Mag. VI. 103. Smlgn. isl. landfastr. 2) landfast, sammenhængende (om land); Nørrejudtlandt er ett hæælt oc landfest landt mett Lanthe Holtzsthen (1533). N. D. Mag. II. 206; mellem denne fiord oc det sønder haff er en ringe landfest platz. Vedel, Saxo. fort. 33 (landfast. sst. 31); den deel aff Ryen, som laa landfest met Lante Pomern. Hvitf. III. 332, I. 4 (landfast. sst. I. 17); continens, landfest. Colding, Etymol. 1305 (landfast. Nucl. latinit. 1864); Norrig, Halland oc Skaane, som der med vaare landfæste. P. Resen. 49. 3) indfødt, fast bosat? se defendat manu duodecima hominum, qui dicuntur landfæste. Geh. Ark. årsb. V. 40 (efter andre hdskr.: langfeste).Landfæst, no. landtov, fortøjning; hugger mand anckerestreng eller landfest. N. D. Mag. VI. 101. Smlgn. isl. landfestr og fæste 3) ovf. (u. fast).Landførste, no. fyrste; som vaar Alfesi en landførstis i Domnania søn. Hvitf. I. 144. Smlgn. t. land(es)fürst.Landførste, no.; – DM3 III. 92 (ovf. II. 254 a24). – være landsførste for Jøderne. 1 Makk 1447 (1607, 1647).Landgang(s)penge, no. gængse penge; bød 12 lødig mck. landgangpenge til løsen (1442). Testrup, Om Tingene. 11; to ængelsk landgangz pænningh at giwe aff hwar koo (1427). Dueholms Dipl. 51; 14 skilling grot gode landgangs penninge. Dipl. Viberg. 345.Landgangssjuge, no. = landfarsot; landgangs - siuge giør hinder stuor thrøe. Grundtv., Folkev., III. 124 a. Smlgn. sjuge ndf.Landgift, no. afgift, udredelse; collativum, landgifft eller gaffue, landstyr. Colding, Etymol. 421. Smlgn. korngift ovf.Landgjald (-gæld) no. landgilde, fæsteafgift; haffwe frelsligh haffd een gord for wthen leding oc landgiald (1429). Dueholms Dipl. 68. – jeg skal giffwe til ret landgielld aff forskreffne boet (1515). N. D. Mag. I. 31; opberge landgelden och schatterne (1676). sst. IV. 64; (landgillet. (1463). sst. I. 155); de bønder paa Amage mue komme til deris gaarde for landgield at vdgiffue. Hvitf. VIII. 52 (= saadanntt landtgiillde. Kbhvns. Dipl. I. 328); III. 372; kirkens korn, smør og anden landgielde. Chr. V. D. L. 2-22-16; sit landgielde. sst. 3-13- 14; gav ham og sin landgeld efter. P. Syv. II. 8. – dimidium fructuum curiæ, quod dicitur langilde (1310). Suhm, Dmhist. XI. 643; alle the landgyldæ (1397). Molb. o. Peters. 66; det landgilde, som alle thiennere giffue (1486). Fynske Saml. I. 38; Rosenv., Gl. L. IV. 8; (1539). Khist. Saml. VII. 515; (1542). Rørdam, Kirkel. I. 200; (1546). Rosenv., Gl. D. I. 100; III. 244; du haffuer en dødelig herremand, som du giffuer dit landgilde. Pallad., Visitatsb. 19.18; den gardt beholder handt for det gamel landgilde (1613). V. Simonsen, Eske Brock. II. 39; (1651). Hist, Tdskr. 5. R. IV. 527 (se ovf. u. forsætte 5)). – deris landgild. Vedel, Saxo. 322; A. Berntsen. II. 81 (se ndf. u. landskyld). – sin landgille. Tidemand, Post. II. 146v. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landgilde og landgiäld; Lund: landgildi samt gjald ovf.Landgjald, no. Jf halm- (ovf. V. 541 a35), smørl. Landgildspen(nin)ge, no. penge, der betales som landgilde; naar mand regner it hampebrud for 1 ß landgilds pendinge. H. H. Skonning, Taxtebog. 67; en rylte høe vdi Sieland regnis for 2 ß landgilds penge. sst. 113; landgilds penge er offver ald Danmarck en almindeligst landgilds post, dog icke saa gandske gemeen, at alle gaarde landgilds penge udgiffver. A. Berntsen. II. 82; landgields penge skal opbæris i rix skillinger, marker og dalere. Chr. V. D. L. 2-22-15. Smlgn. penning ndf.Landgå, go. gå i land; sende hans naade til skibs tuende merckelige tall folck ind vdi Stockholms skier, som landginge i Roden. Hvitf. VI. 130; huor som mand fornam, at fienderne komme for landet eller landginge. P. Claussøn, Snorre Sturlesøn. 80. Smlgn. Aasen: landganga samt gange ovf.Landgængs (-e), to. gangbar, brugelig i et land; tusende marck lub. landgengs penninge. (1465). Molb., Gloss.; den skik, som landgængs er, mand faar at efterleve. Bording. II. 158; – bør hannom then at igienløsse for slig myntth, som thenn tiidh landgenge vore (1539). Rosenv., Gl. D. II. 91. Smlgn. gænge ovf. Landgævs, to. gældende i et land; skyldigh at wære xx lybeskmarck, som nw landgæffs ære (1426). Dueholms Dipl. 25. Smlgn. gæv 1) ovf.Landhavner, no. flt.; skulle de icke haffue leyde eller beskytning i det andit rige, landhaffner eller strømme. Hvitf. VIII. 164. Smlgn. havn ovf.Landhellig, se landshellig ndf.Land(e)h(j)ælp, no. hunk. landskat; att wij strax mwe vdi rede penninge vdfange landhielppen vdi ether leen, .... rammer wort bestte hervdi, at wij strax ma henne vdfangge (1478). D. Mag. 3. R. III. 273; (1515). Suhm, Saml. II. 1. 135; haffue samtyckt hans nade en landehelp at fange offuer all Danmarcks oc Norges riiger (1524). N. D. Mag. I. 213; i have paa vore vegne lade oppebære største parten af landehielpen (1527). N. D. Mag. II. 149; haffue wortt raad beuilgit oss en allmindelig skatt oc landhjelp (1566). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 185. Smlgn. hælp og krunehjælp ovf. Landjæger, no. en (kongelig) jæger i en landsdel; skal samme penge anvendis til iagt tøyets vedligeholdelse, hvorfore iægermesteren oc landiægeren aarlig skal giøre regenskab. Forordn. 8/12 1688. § 33; skal oc skov riderne bemelte voris iægermestere og landiæger gaa til haande. sst. § 34, 32. Smlgn. Frisch, Wb.: I. 569 b; landjäger.Landehørt, to. hørt rundt om i landene; dend turtel-due-liud er landehørt. E. Naur. cc 1.Landkending, no. kendskab til et land. Moth. Smlgn. kending 2) ovf.Landkending, no. (sv landkänning) hvad der ses på land (af søfarende); Deb 9 (ovf. V. 275 a33). Land(e)kiste, no. en kiste (et gemme) for en landsdel (til brevskaber o. lign.); om wor nadigæ herræ haffuær nogher tiidh taget noghnæ breffuæ wt aff landekestæn (1468). Dipl. Chr. I. 191; (1468). Rosenv., Gl. D. I. 6; hinde hagde burdtt, at indlagde pendingerne udi landkisthen (1550). sst. I. 137; Kanc. Brevb. (1551-55). 75; (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 259 (se ovf. u. fjerdingskirke); lands kiste (1568). D. Mag. VI. 60 (se ovf. u. fjerdingskirke); (1621). Khist. Saml. 3. R. VI. 428-29; i stæden for pengenes nedlægning i landkisterne udi hver provintz skulde den almindelige kiste være her i Kiøbenhafn. Slange, Chr. IV. Hist. 1466; (1647). Rørdam, Kirkel. III. 340; hos alle stender findis stor armod oc j landekisten ringe forraad (1656). D. Mag. 3. R. IV. 292 not., 130 not. Jvfr. Hist. Tdskr. 3. R. II. 82. Smlgn. sv. landskista samt fjerdingskiste og kiste ovf.Landkundig, to. bekendt over hele landet (alle lande); da landkundig ehr, at thiidt festningen haffuer standet udi faren (1646). N. D. Mag. II. 300. Smlgn. sv. landskunnig og kundig 1) ovf.Landkyndig, to. = landkundig; de tre landkyndige horer (1578). Khist. Saml. 3. R. VI. 491; det vitterligt oc landkyndigt vaar baade til Lybke oc andensteds. Hvitf. IX. hh 3; det er landkyndigt oc velbekændt. Hexaem. b 4; eder er icke alleeneste witterligt, men ded er endog landkyndig. Jammersm. 4; den store daglige mangel af penge, som saa landkyndig er. Slange, Chr. IV. Hist. 1458. Smlgn. kyndig 2) ovf. (u. kund).Land(e)køb, no. 1) handel på landet; enge geste gøre landkøpp (1422). Kbhvns. Dipl. I. 152; (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 200; hann skulle giøre landtkiøbben aff seg och kiøbe korn ther udi landet (1551). sammes Gl. D. I. 144; aff aager, landkøb, had, affuend oc nid forderffuis folck oc stæder. Herm. Weigere. 7; wnderstaa thennom at wddrage paa landitt att bruge landekiøb (1577). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 471, 261; (1577). D. Mag. I. 141; thil marcheder och andenstedz bruge landkiøb och forprangh (1610). Kbhvns. Dipl. II. 568-69. 2) gangbar pris; kirckernes korn ringere selgis, end landkiøbet er (1621). Rørdam, Kirkel. III. 85; den taxt, som kaldis capitels kiøb, fast altid er høyere end landekiøb (1672). sst. III. 493; skulle de pligtig were at selge det adelen effter landkiøb (1648). Geh. Ark. årsb. II. 117; betale varene med penge højere, end som ret landkiøb er. Chr. V. D. L. 3-13-14. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lands köp samt køb ovf.Landkøbere, no. en omvankende handelsmand; mange beesse kremere oc andre landkøpere fare pa landzbyen oc køpslage mett bønderne emodt køpstedemendz priuilegia (1516). Suhm, Saml. II. 1. 145; baade forprangere oc kremmere oc bosiddere sampt landkiøbere vil alle hedde handlings-mænd. Comenius, Opladne Dør. § 492. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landsköpare.Landelav, no. 1) landstrækning; hvor af det lande-lau bær naun. Kingo, Chr. V. anhang. d 4. 2)? huar skildæs the at til landæ law. Lucid. 41. Måske i bet. 1).Landeleding, no. krig; naar krig og landeleding vancker (1685). D. Saml. 2. R. VI. 200. Smlgn. leding ndf.Landlyst, tm. landsforvist. Moth.Landløbe, go. 1) løbe til el. på land; hundrede skib landløbe, oc folcket gaff sig ind at skou oc mose. Vedel, Saxo. 532; mange styrte dennem vdi haffuet, somme landløbe. Hvitf. II. 18; det ene (skib) land-løb for Borringholm. P. Resen. 108; saa at skipperen maa landløbe med skibet. Chr. V. D. L. 4-3-10. Efter Moth: strande. 2) lade løbe til land; der landløbe de deris skib. Vedel, Saxo. 467; hand motte landløbe skiibit strax ued Elssborg. Chr. IV. Breve. (1641-44). 475.Landløbere, no. landstryger; erro, landstryger, landløbere. Colding, Etymol. 365; Nucl. latinit. 342.Landløbere, no. (mnt lantloper); PE 108, 75; Husfr t 7 (ovf. IV. 58 b47, 782 a44).Landløs, to. ude af sin rette kurs (om et skib). Moth.Landmand, no. landsmand, indbygger; kallethet Danmarcks righæ, oc landmænnænæ skuldæ hethæ Danskæ. N. D. Mag. V. 163; vor ter en merkælik lægæ vdh af voræ land .... jeg vor tok skielden tel orts met myn landman. Mandev. Rejse. 23.19-22; Chr. Pedersen. V. 135.9; Vedel, Saxo. 237; komme de tilbage igien til Engeland, de andre deris landmend til hielp. Hvitf. I. 28; VIII. 122; conterraneus, landmand. Colding, Etymol. 1320 (Nucl. latinit. 1882: landsmand); at finde landmænd i fremmede land er ligesom at see fædernelandet. P. Syv. I. 107. Smlgn. isl. landmaƀr og landsmand ndf.Landmand, no. 2) mand værende på l.; KC a 4 (ovf. V. 77 a38).Landmandsgilde, no.? var jeg .... dagen tilforn til min gudsøns landmandsgilde i Sønderborg (1660). D. Saml. V. 334. Måske et gilde i anledn. af, at en nedsætter sig i en egn; jvfr. Brem. Wb. III. 123: landman.Landmandskab, no. landsmandskab. Moth.Landmandskab, no. (sv landmanskab); Etym 969 (u. popularitas; NL 1315: landsm.).Landemarked, no. marked for en landsdel; til almindelige landemarckede vdi Skaane. Hvitf. III. 576. Smlgn. marked ndf.Landemarked, no.; en dag, da lande-marcket stod. Thrane 22; (1516). Suhm* II. 1. 158 (ovf. IV. 551 b48).Land(e)mod(e), no. møde for en landsdel eller et land; wi Hans gøre alle witterlicht, at oppo landmodh vti Othenss ... war skicket fore oss (1482). D. Mag. IV. 14-15; (1549). Rosenv., Gl. D. I. 125 (jvfr. not. 11 sst.); hand førde det (ɔ: barnet) met sig til lands ting oc landmode. Vedel, Saxo. 303; forscreff hand en almindelig landmode. sst. 397; som hans kong. maytt. til alle lande mode haffuer ladit forkynde. Hvitf. VIII. 226. – i nuv. bet.; (1629). Rørdam, Kirkel. III. 166, 454. Smlgn. mode ndf.Landemode, no. Jf JS I. 71 f.Landmunstring, no. mynstring af landmagt; forordning om landmunstring, vact oc værn. Forordn. 28/7 1653. overskr. Smlgn. mu(n)string ndf. Landemål, no. landområde; ey skal i tænke det, i uden anstød bliver, for eders lande-maal dend grumme søe omgiver. Kingo, Chr. V. anhang. d 3.Landemære, no. landegrænse; han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære (1397). Geh. Ark. årsb. II. 29. Smlgn. isl. landamæri.Land(e)mærke, no. 1) = landemære; the forfare aff theres nabo paa landemerket. Chr. I. Dipl. 373; nogre faa landsbyer strax hoss landemercken. Chr. Pedersen. V. 450.18; 429.16; Grundtv., Folkev. III. 662 a; 5. Msb. 12.20; 2. Msb. 34.24 (1550, 1647); du setter huert land sine landmercke. Ps. 74.17 (1550; 1607: grentzer); Ranch. 108; som landemercket er imellem Holsten oc Dytmersken. Hvitf. V. 254; VIII. 163; kom hen til en anden prest ei langt fra det landmerke. D. Mag. I. 312; limes, landmercke. Colding, Etymol. 665; Nucl. latinit. 765; B. Tott. I. 165; sammengrentzende folck trætter meestedelen om landemerckerne oc grendtzerne. Comenius, Opladne Dør. § 689. 2) landområde, landsdel; Iuda skal bliffue i sit landemercke paa den syndre side, oc Iosephs huss skal bliffue i sit landemercke mod norden. Josva. 18.5 (1550, 1647); de iorede hannem i sin arffuedels landemercke. sst. 24.30 (1550, 1647); Danmarckis rigis landemercke ere en part landfaste, oc en part omflotte aff haffuit. Vedel, Saxo. fort. 31 (= l. hujus regionis extima. P. E. Müllers udg. 10); eders landemercke ere saa ynckeligen metfarne aff vort krigsfolck. sst. 381; hans maiest. haffuer nu skaffed fred oc rohed vdi sine landemercke. Lyschand. XXI. Smlgn. isl. landamerki samt grænse ovf.Landnam, no. 1) ulovlig brug af andres jord og bøderne herfor. Moth. Vistnok kun norsk, jvfr. Chr. IV. N. L. landslejeb. kap. 44: bøde hannem skaden oc landnam til met; Chr. V. N. L. 1-22-17: landnam skal saaledis rettis efter skadegielden. 2) vold? udi et morads der, som i fordum dage havde været et landnam af jord opkast. Vedel, Sv. Tiuvesk. 188. Smlgn. nam ndf.Land(e)nævn(d), no. det på landstinget til at dømme gjorte udvalg af mænd; the therom ville stande enn lanndeneffndtt, hvem thennom ville ytthermere tiltalle i thenn sag (1538). Rosenv., Gl. D. II. 66; bleff thet inndsatt till gode menndt och landeneffnndt at døme therpaa (1558) sst. II. 208; som nogen tiidt siden haffver verit y sin landneffnd till Siellandtzfar landzting (1568). sst. III. 87; II. 284 (se ovf. u. herredsnævn(d)); I. 263 (jvfr. not. 1 sst.); ther war opskreffuit landneffn paa then sag, oc the haffde suoritt qwitt (1558). Ryge, P. Oxe. 122. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landz nämd samt nævn(d) ndf.Landpas, no. landside; som laa i Syndersalling mod landpassen, thi mod fjordpassen laa musquetererne (1685). D. Saml. 2. R. VI. 295.Landprang, no. handel af landhandlere; bruge landprang med øxen at kiøbe. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 496; landprang er, naar nogen paa landet boende eller omreisende paa landet sælger eller falholder de vahre, som allene i kiøbstæderne maae sælges. Forordn. 25/8 1741. Moth. – til dels endnu brugeligt, jvfr. Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 261, 510. Smlgn. prang ndf.Landprangere, no. = landtkøbere; slige landprangere udskibe slige landsens vare og igien indføre paa ulovlige havne de vare, de til bonden igien sælge. Suhm, Ny Saml. I. 213.Landridere, no. = landprangere; bønder schule oc engelund wære landrithere eller forprangere at købe antighen fæ eller annet at brughe køpmantzschap meth (1473). Geh. Ark. årsb. V. 70.Landery, no. et rygte over et helt land; aff dete skal vorde en lande-rye, du forer saa her dine heste. Grundtv., Folkev. V. 2. 399; Moth.Landery, no.; bragte mangen udi lande-rye og snack. Thrane 24; Beretn 70 (ovf. IV. 578 b36).Land(e)rygte, no. = landery; saadant landrøgte hører jeg at gange om ether (1562). Rosenv., Gl. D. II. 321; Kiersten doctors, som waar i fuld lande rycte oc ry (1649). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 135.Landrygtig, to. bekendt over hele landet; giøre her met vitterligt, som det der foruden nocksom landrøctigt er. Hvitf. VII. 314; saadanne tidender haffue verit landryctige. sst. IX. ii 4v. Smlgn. Sch. u. L.: lantruchtich.Landråde, go. forråde sit fødeland. Moth. Smlgn. isl. landráƀ.Land(e)rådemand, no. landsforræder; effther sliggh theris forredtlige gierninger at were landtrademendt .... dømpthe wii byscop Ioen szaa oc hans tvende szønner reeth landeraademendt at were. Vid. Selsk. Skr. VII. 96; Moth. Smlgn. isl. landráƀamaƀr.Landrådemand, no.; – en skielm en landraadmand, meenædisk. CAW 501.Landråder, no. = landrådemand. Moth.Landrødt, to. blødgjort ved tørring på land (om hør); dend landrød hør er vel saa goed som vandrød hør oc bedre. Gerner, Hesiodus. 188. Hos Moth: landryddet. Smlgn. røde ndf. Landside, no. landstrækning; disse foor om den gandske landside fra Moscou til Pleskou. P. Resen. 406. Smlgn. Aasen: landsida.Landside, no. søbred; der ej længre kan arbejdes med flaaderne ved landsiderne (1705). KD V. 798. Jf sjøs.Landsjuge, no. 1) = landgangssjuge 1); morbus fluens, landsiuge. Colding, Etymol. 456, 694 (u. lues). 2) en i et land sædvanlig sygdom; den rette land siuge (som er kaaldesiuge). Pallad., Hosedjævel. e 1v. Hos Moth: landsyge.Landskade, no. skade for et land; wor landz forderffuer giør oss landskade med kiep oc brand. Ranch. 176. Smlgn. isl. landskaƀi.Landskalk, no. almindelig bekendt forbryder; ligesom jeg hadde verit en obenbare tyfskorne landskalk. Secher, Rettertings D. (1595-1604). 353. Smlgn. skalk ndf.Landeskarn, no. = landskalk; dreber i eders egit barn, vist maa i være it landeskarn. Ranch, Samsons Fængsel. 1646. i 1v = arge skarn. Ranch. 197.Landskifte, go. dele et stykke jord; hvilcken iord imellum borgerskabet er deelt oc landskifftet (1647). Edwardsen, Skielskør. 519-20; eet støcke iordsmon ... som icke bequemmeligen kunde alt borgerskabet imellum deelis och landskifftes. sst. Smlgn. skifte ndf.Landeskifte, no. deling af et land eller en landsdel. Moth. Smlgn. isl. landaskipti samt skifte ndf.Landskriver, no. geograf. Moth.Landskyld, no. jordafgift, landgilde, skat; ati giffuer hanum ether aarlighe landskyld, thieniste oc all annen rættighedh. Dipl. Chr. I. 60; Dauid haffuer oppebaaret aff iarlens landskyld saa meget gods. Hvitf. IV. 316-17; VI. 61; bønderne samme fisch, landskyld och leding schulle føre till the steder (1591). D. Mag. III. 123; IV. 109; landgild eller landskyld er intet andet end en skyldig affgifft. A. Berntsen. II. 81. Smlgn. isl. landskyld samt skyld ndf.Landeskæl, no. = land(e) mærke 1); then siættæ (ɔ: sten) mellem Bleging oc Norgæ stor tijl landeskæll. Rimkr. k 6-l 1; tha the then landeskæl sættæ. sst. l 1; Øresund skulde vere det gothiske rigis grentze oc landeskel. Hvitf., Bispekr. t 1v. Smlgn. skæl ndf.Landsot, no. en i et land almindelig sygdom. Moth. Smlgn. sot ndf.Landspot, no. spot, som rammer et helt land; den almindelige landspaat oc vanære, som hans vndersaatte vaar vederfaren. Vedel, Saxo. 326.Landstripper, no. = landløbere; som hand haffde væred en landstripper, der vaar løben fra sin herre. Pontopp., Betænkn. 181. Smlgn. strippe ndf.Landstræde, no. landevej; hand indtog Danneuirke oc besætte porten paa landstredet met it sterckt hold. Vedel, Saxo. 282; oplede de icke skiulte steder, men de forføye sig til landstræderne oc alfare veye. Holtzmann, Qvinders Speyel. 61. Smlgn. stræde ndf.Landstrøg, no. alfar vej. Moth. Smlgn. Rietz: strök samt strog ndf. Landstrøver, no. = landstripper. (1668). Dyrlund, Tatere. 75. not. 50. Smlgn. sv. ströfvare. Landstyr(e), no. = landgift; af plovskatten og af landstyren, som klosteret skulde give til nærværende krig (1535). D. Mag. 4. R. III. 204; tributum, landstyre. Colding, Etymol. 1356, 421 (se ovf. u. landgift). Smlgn. styr ndf. Landstævne, no. møde, ting; Skialm huide beklagede saadant vold for den menige mand paa landsteffne. Vedel, Saxo. 259; huilcke giorde død oc macteløs paa almindelige landsteffne, hues Gydingerne haffde samtyckt. sst. 273. Smlgn. stævne ndf.Landsåtte, no. 1) indbygger; paa det hand kunde des snarligere overfalde landsatterne. Vedel, Sv. Tiuvesk. 37; sammes Saxo. 410, 413; Ranch. 239; forsamlede sig de fornemste aff landsaatterne i riget. Hvitf. I. 136; huid sløer maa icke aff nogen landsathe beris (1651). D. Mag. 3. R. IV. 129; (1658). Hist. Tdskr. 4. R. V. 385; hvad aarsag Danmarckis landsaatter haffver at bevise kongelige huus underdanigste tacknemmelighed. Hiøring, Leyres Politie. dedik. b 4; (1672). Bruun, Det kgl. Bib. Stift. 66; Theol. Tdskr. 1872. 109; landsotterne imens i mood og frekhed grode. Thura, Rostgaard. 113; Progr. f. Sorø. 1883. 31. 2) undersåt; hand nøddis til at indrømme de Tydske rigens læn oc beskatte landsaatter. Vedel, Viser. II. nr. 44; sammes Saxo. fort. 14; den vdualde konge nu haffde samblit en fane rytter aff hans hoff iuncker oc landsotte. Hvitf. VIII. 38; han saae landssaatterne v-ænede sig vnder sig selff. Lyschand. 90; jeg intet taler om landsatterne, hvor mange med eje, liv og blod hans majestæt haandgange. Bording. II. 418; som hans kongl. majestets landsatter udpracticere. Forordn. 6/9 1709. De to bet. lade sig ikke altid adskille. Smlgn. Sch. u. L.: lantsate.Landtavl, no. = landfæst; store skibe ved ringe anckerhold eller landtaul, der kunde ligge sickere. A. Berntsen. I. 102; Moth. Smlgn. tagl ndf. Landtavle, no. 1) oversigt over en landsdel; at i nu en landtavle over ganske Jylland vilde forfærdige, hvorudi alle herreder, sogner, sysseler skulde indføres (1625). Nord. Tdskr. f. Oldkh. I. 290. 2) landkårt; j landtaffle om Danmarck och Suerig wdenn ramme. (1650). D. Saml. II. 217; landtaffle, landchart. Comenius, Orbis pict. 285. Smlgn. t. landtafel.Landtorv, no. marked. Moth.Landtorv, no.; landtorff eller marcket for alt landet. Dict.Landtros, no. = landfæst; ora, landtross, chordeel. M. Pors, De nomencl. 152; Colding, Etymol. 848; Steph., Nomencl. I. 203. Smlgn. t. tross, nuv. trosse.Landtrosse, go. fra land trække et skib; helciarius, trøler, den, som landtrosser skibet imod strømen. M. Pors, De nomencl. 148; Colding, Etymol. 557 (»landtrøsser« er vistnok trykfejl; sammes Dict. Herlov.: landtrosser); Steph., Nomencl. I. 206.Landtrosser, no. den, som landtrosser (se frgd. o.). Moth. Landetud, no. en fremspringende del af et land, næs; foor de siden ud forbi Knudshovet, Fyens dend lille lande-tuud. Kingo, Chr. V. anhang. b 2.Landtynge, no. byrde, der lægges på jord (skat o. lign.); alt deris gods skal vere fri for alle landtynge, told oc besuæringe. Hvitf. II. 342 (= l. seruitio terræ. sst. II. 344). Smlgn. tynge ndf.Landvard (-være), no. en afgift af øer for at have fiskeri. Moth. Smlgn. Fritzner2: landvarƀa samt vårde ndf. Landvard, no.; huer mand, som roedde til hafs at fiske, skulde gifue kongen landvard, det var 5 fiske. ClS 316 (= landværd. udg 1757 334 = isl landvörƀu. Jónssons udg II. 513). Vel kun n.Landvarje, no. = landemærke 1); hwo ther wille æfter bliffue i Rwnzeffal, som landwarie war. Romant. Digtn. III. 159.17 = lande mercket. Chr. Pedersen. V. 108.22. Smlgn. Sch. u. L.: lantwere.Land(e)værn, no. fk.; lod hand (som til en landeuern) besette Middelslet. Lyschand. 26. – ligge her i landwærn. Romant. Digtn. III. 159.19 = landewern. Chr. Pedersen. V. 108.24 Isl. landvörn hunk.Landeværn, no., fk.; ClS 121 (ovf. V. 335 b50 = isl landvarnir. Jónssons udg I. 29613).Landværts, bio. mod fastlandet; tilforne haffde konning Christoffer forkommet en heel deel aff Ryen paa hin side til landvertz liggendis. Hvitf. IV. 588; Moth. Smlgn. t. landwärts. Landværts, bio. – til l.; som vare landvarts vdføre vil. Fdg 12/1 1632 § 3; – landsvertz. sst.; – adskillige vahre landverts ind og ud føris. Fdg 9/4 1681.Landsbeskader, no. den, der gør et land skade; hand bleff siden aff kong Frederich anklaget for en landsbeskader, der havde spolieret hans kircker oc kloster. Hvitf. VIII. 263. Smlgn. beskade ovf.Landsby, no. flt. SS; nar keysæren ferdes jgiømmen kiøpstædher eller lants by. Mandev. Rejse. 136.19. Smlgn. by ovf. Landsby, no. (fsv landsbyr); – flt.; (1536). Rsv* IV. 169 (ovf. u. bygd); besynderlige paa landz byerne. Pall, Skr I. 6913 (jf sst. 108); Fdg 28/7 1653 indl (ovf. III. 383 a44); i de 2 sidste prøvest. kunde mulig o. være = land(s)by(g)d, se ovf. II. 737 a11.Landsbygd, se land(s)by(g)d ovf.Landsdegn, no. en degn på landet; di alle landz degne schulle her effter liige saa lære børnelerdommen (1530). Rørdam, Kirkel. I. 102.Landsdommere, no. den, der havde forsædet på landstinget (se ndf.); Jons Thruwellsøn, landsdomere j Siæland (1387). Molb. o. Peters. 13; (1428). D. Mag. V. 319; (1503). Rosenv., Gl. D. I. 28; landzdommere schulle siide stille, flitteligen høre alle anklage och giensuar. sammes Gl. L. IV. 27; (1512). Fynske Aktstk. I. 154; Albinus landsdommere. Tidemand, Hierusal. forst. a 4; wor mandt oc thienere oc landsdommere i Fyen (1547). Khist. Saml. VIII. 273; prætor, landzdommer. Colding, Etymol. 984; Nucl. latinit. 1341. Jvfr. Stemann, Retshist. 221. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landsdomare samt dommere ovf.Landsegen, to. ejendommelig for, hjemmehørende i et land; vernaculus, hiemfødde, landtz eget. Colding, Etymol. 1413; Nucl. latinit. 2025.Landsegner, no. flt.; om hun kunde vide vdi de lands egner at tienne hannum. Hvitf. VIII. 122; affstaa hannem alle de landsegner oc provincier. P. Resen. 332. Smlgn. egn ovf.Landsende, no. 1) = landemærke 1); jæk widhegøør thine landz ændhe. 2. Msb. 34.24 (Gl. D. Bib.; 1550: landemercke). 2) = landemærke 2); jæk skal slaa allæ thinæ landhz ændhe meth paddær ok frødhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 8.2; the sadhe wthallige j all Egipcits mænds landz ænde. sst. 2. Msb. 10.14 (Vulgata: terminos-finibus); finde wii wdi thesse wore landsende inthet wthen fredelighed (1500). D. Mag. 3. R. III. 289; lade diidt tiill segh førre aff alle landz endhe, huess behoff giøres (1525). N. D. Mag. V. 46. Smlgn. isl. landsendi samt ende ovf.Landsende, no. 1); hand sette det hellige kors ved landsenden. ClS 409 (= isl landzenda. Jónssons udg III 289). Landsfoged, no. en styrer af en landsdel; satrapa, landz foget. Turson, Vocab. 114. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lands foghate.Landsfoged, no.; huilken war met Sergio Paulo landzfoget. ApG 137 (1524, CP, 1550); hand sette tiue oc hundrede landzfogeder offuer det gantske kongerige. Dan 62 (1550, 1647); – (1585). RdAH aktstk 73 (ovf. III. 894 b18); skal landfogden hafue kiøbt med de rigeste bønder (1594). Strelov 287.Landsfordærver, no. den, der ødelægger et land; att fange Samsson, wor lands forderffuer oc største wuen. Ranch. 239. Efter Moth: den, der ødelægger sit fødeland. Smlgn. fordærvere ovf.Landsfordærver, no.; – Rch 176; SP c 2v (ovf. II. 742 b13, 94 b35); den land-fordærver Mars jo nok er løs i andre lande. AB I. 17.Land(s)hellig, to. hellig i et land; alle de dage, der holdes landshellige (1544). Rørdam, Kirkel. I. 227; naar Mariæ bebudelsisdag falder udi dimmel vge, da holdis hand landshellig paa palme løfverdag. Wolff, Diarium. II. 62; ikke alle af disse fester ere lige højtidelige men nogle mere højtidelige end de andre, paa hvilcke holdis prædiken, hvilke slags fester kaldis landhellige. Brunsmand, Kalender. 132.Landsherre, no. en fyrste over en landsdel, landstyrer; kong Hendrick rende dyst med en aff sine landzherrer och førster. Rørdam, Monum. Dan. I. 646; præses, landzherre, statholder. Colding, Etymol. 1139; Nucl. latinit. 1606; satrapa, lands-herre. Steph., Nomencl. I. 263. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lands härra. Landsherre, no.; – Luk 2020 (1524, ovf. III. 401 a6); Hvf I. 30 (ovf. II. 261 a37).Landskirke, no. en kirke på landet; køpstedz kiercker och landz kiercker (1526). N. D. Mag. V. 214; alle kiøbsteders sogneprester haffuer annexe landzkirker til sine bykirker (1541). Fynske Aktstk. I. 118; skall ther alltid forordineres kirckeverge tiill som tiill andre landz kircker (1555). Rørdam, Kirkel. I. 439; er thett enn skønn, rum, fuldkommen kircke, saa thenn frie kanndt forsvaare segh fore enn landttz-kircke (1558). Rosenv., Gl. D. II. 256. Smlgn. Söderwall, Ordb.: lands kirkia.Landsknægt, no. 1) fodsoldat; reysseners oc landzknechtes besoldinge (1524). N. D. Mag. I. 213; V. 103; P. Eliesen. 290; den gammle ræff annamede landzknecte i besolding. Herm. Weigere. 100 ir.; miles, landz knect. Turson, Vocab. 115; Colding, Etymol. 744; Steph., Nomencl. I. 267; Nucl. latinit. 889; Vedel, Saxo. 99; Ranch. 53; ville wi holde imod vore fiender 2000 lands knechte. Hvitf. VIII. 348; et løst vaaben, som en soldat eller landsknect kunde drage. Lyschand. 266; lands knecten der det land forsvarer. S. Terkelsen, Bundelefnet. 2; Comenius, Opladne Dør. § 698; aff de barfodde fiendens landknecter betrædis. Wallensbek, Ptochotroph. Holm. Topogr. 8; war der tuende gamle lands-knægter inde. P. Resen. 153. Smlgn. Sch. u. L.: landesknecht samt knægt 1) ovf. 2) et slags kortspil. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: landsknecht 2).Landsknægt, no. – flt.; konningen giffuer huer aff syne landsskneckt. Laurits d 1. Landsknægtehold, no. det at skulle underholde landsknægte; wor undersaatthe wttj Wijburg megit szaare besueris med rytther hold oc landtz knecthe hold (1537). Dipl. Viberg. 341; three twsindt marck, som the schulle giffue kon. matt. aff theris by for landtz knechtte holdt (1541). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 132; alle vognmend skulle vere fri for rytter oc landsknegte hold (1543). Kbhvns. Dipl. II. 260, 698 (se ovf. u. grøftepen(nin)ge); hand kreffde skat oc landsknectehold aff en liden by. Hvitf. I. 131. Smlgn. hold 2) ovf.Landsknægtspenge, no. betaling til landsknægtes underholdning (en afgift); Kiøbenhaffns jndbyggere skall were frij for ald schatt, saa och for aars- eller landsknegtis pengis udgifft (1661). Kbhvns. Dipl. I. 772.Landslag (-log), no. hank. landslov; in ad dele met landslagh (1397). Molb. o. Peters. 65; (1417). D. Mag. I. 368, 369; sst. 3. R. I. 194 (se u. laglig ovf.); hwarfore han skulde werigh segh meth neffnd i køn effter landtzlogh (1452). Rosenv., Gl. L. V. 306; IV. 139; huo som fordeelis med landtzloug, och kanndt hannom ryge (1475). sammes Gl. D. I. 14; Geh. Ark. årsb. II. 27; yndbyggerne holldher vedh landz logh, loffliche gamle sidwaner. Paludan-Müller, Aktstk. t. Grevefejd. II. 85. – hans naadis ko. mt. riigit holder wed priuelegier, landtzlouger og louglige gamble seduaner (1535). Chr. III. Hist. II. 25 = landslower. Hvitf. IX. n 4. Smlgn. lag ovf.Landsmand, no. 1) landbo; quænæs lanzman til by (1284). Thorsen, Sønderj. Stadsretter. 62; hwilk byman eller landtzman noger slaar (1452). Rosenv., Gl. L. V. 305; skal engen uor embitzman taghe meer een tuo øre penninge til stocke leye aff nogher Othens borger, men aff landz man taghe een halff marck (1477). Fynske Aktstk. I. 27. 2) et ord, hvormed en ukendt tiltales. Moth; hvor har i hiemme landsmand? Ulysses v. Ithacia. A. 2, S. 2; hvad er det landsmand? Det lykk. Skibbrud. A. 4, S. 4 (begge steder er den tiltalte ikke landsmand i den nuv. bet.); jvfr.: enn landtzmandt nylligenn kommen i Knudt schriffuers buode (1588). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 220 (i en navneopregnelse). – hei landsmand, sid op nu. Blicher, Søren Kanne. Smlgn. landmand ovf.Landsmand, no. 3) i nuv. bet.; Lysch 187 (ovf. I. 732 b7); Steph I. 273 a (u. popularis). Landsmoder, no. en kvinde fra landet? giftede i Pedersborg med sin landzmoder, alligevel hand imidlertid vaar kok paa Sorøe. Khist. Saml. V. 457.Landsort, no. et sted på landet; opsøge sig en ny lands ort at bygge paa. Vedel, Saxo. 320; samlede alle omliggendis næs, fylcke, landsorter tilsammen. Lyschand. 28; bleff til faddergaffue forærid med en lands ort vdi Frisland. sst. 178; var ocsaa et grueligt iordskielff udi Norge, saa gandske lands-orter rørte sig. P. Resen. 104. Smlgn. t. landort; sv. landsort samt ort ndf.Landspræst, no. en præst på landet; naar landz præsterne døø, da skulle deris enckier wdj sognene opholdis et helt aar (1539). Rørdam, Kirkel. I. 102; haffuer ieg sammendraget en liiden form till at bede simple landtz preste till nytte. N. Pallad., En alm. Form. a 2. Smlgn. præst ndf.Landsret, no. en ved loven fastsat bøde; Jep Pedersen gav sin lands rætt ud, for hand laae hos hende (1537). D. Mag. VI. 144.Landsrose, no. plantenavn, katost; moloche (malva major), landsrose, vinter rose. M. Pors, De nomencl. 276; Steph., Nomencl. I. 161; Moth.Landssogn, no. landsogn; landz sogner, som ligge noget neer kiøbstederne (1539). Rørdam, Kirkel. I. 101. Smlgn. sogn ndf. Landssæd, no. landsskik; gaff them i alle rette paa bode sider effter lantz seed om een haffue (1507). Dipl. Viberg. 127. Smlgn. isl. landssiƀr samt sæd ndf.Landssæd, no.; GhA II. 8 (ovf. IV. 177 a8).Landsting, no. et ting for en (større) landsdel; pa Lunde landsthing wi .... keesde frwe Margrete tel gantze righens af Danmark formynder (1387). Molb. o. Peters. 11; hwo fordeelt wordher oc siden friidlos kyndher paa Wiburgs landzthing (1441). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 15, 52; ængin skal stæfnes til landz tingh, som rætt will gøræ til hans hærætz tingh (1466). Geh. Ark. årsb. V. 68; kommer icke mandraberen til III landzting. D. Mag. 3. R. I. 188; skal hand strax lade thennom forkyndne til herretsting och landtzting (1525). D. Mag. IV. 250; (1535). sst. 3. R. V. 27; att the hielppe hannom rett till landtztingett offuer sandemenndtt i Hierrom herrett (1548). sst. 4. R. II. 109. Smlgn. Stemann, Retshist. 217 flgd.; Söderwall, Ordb.: lands þ;ing.Landsting, no. Jf snaps-, søgnel.Landstingsbog, no. en bog (protokol) til brug ved et landsting. Moth. Landstingsdom, no. en dom fældet ved et landsting; ett landztingsdom, lydendes, att samme 4 aggre vore dømpte til Jenns Sueningssens bundegaardt (1537). Rosenv., Gl. D. II. 14; Moth. Smlgn. dom ovf.Landstingsdom, no.; fk.; (1591). Rsv IV. 314 (ovf. I. 173 b14); Wulff 70 (ovf. II. 666 b23). Jf dom; kosteholdsl. Landstingshør(ere), no. en embedsmand ved landstinget; Jens Moghenssøn, landtzdommer y Nøre iutthlandt, Jens schriffver landtz tyng hører ibidem (1419). D. Mag. III. 268; som landsthingshørere i Syeland er (1421). sst. V. 300, 301; (1461). Nielsen, Gl. Tingsvidner. 61.20; landz tingh hører skal syne brefue forware ok hielpe hwar man rætt ok skiel (1466). Geh. Ark. årsb. V. 68; Niels Sall, landstingshører i Nørreiutland (1471). Rosenv., Gl. D. I. 11. – Erick Skram, landzdomir wdi Nøreiutlandt oc Jens schriiffuir landtztinghør (1540). Dipl. Viberg. 279 (til sidst anf. form jvfr. Varming. § 142). Om forholdet mellem landsdommer og landstingshører jvfr. Rosenv., Gl. D. I. XXI; Stemann, Retshist. 221. Smlgn. tinghører ndf. Landstingsret, no. landstinget som domstol. Moth.Landstingsret, no. ret som leder af l.; skal landsdommerne eller de, som landstingsret have. DL 5-14-42. Landstingsrettighed, no. den forret for købstæder, at deres domme gå lige til den øverste domstol. Moth.Landstingrider, no. en betjent ved landstinget; wor skicket N. P. landztingriider och i rette lagde en schrifftlig opbiudelse zedel (1637). Matzen, Panteret. 409. not. 2. Smlgn. tingrider ndf.Landstingssaghørere, no. = landstingshør(ere); Per Bozon, lanzsthingzs sachørare y Borendholm (1433). D. Mag. III. 229; jac Anders Jenssen, landztings saghører udi Skaane gør witerligt (1487). Rosenv., Gl. D. I. 20; Jon Skaldre, erkedegn i Lund, og Anders Jensss, landsthingssaghører, hængte deres segl for skjødet (1490). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 20.Landstingsskrivere, no. skriver ved et landsting; schall landztings skriffuere tage for huer steffning tuo schelingh. Rosenv., Gl. L. IV. 22; ingen landtztingsskriffuer maa sig uden sin bestilling med nogen skriffuen eller procureren befatte udi sager, som til landstinget siden kunde vorde indsteffnede (1643). sst. IV. 443; Gudmand Villomsen, landstingsskrivere i Sieland. Kanc. Brevb. (1556-60). 27, 31. Jvfr. Stemann, Retshist. 221. Smlgn. tingskrivere ndf. Landstingsstok, no. en bjælke om el. ved landstingpladsen (benyttet som bænk); hand ledde hannem strax fangen ned paa landstingsstocken til erckebispen. Hvitf., Jens Grand. 4. Smlgn. tingstok ndf.Landstingsstævning, no. stævning til landsting. Moth.Landstingsstævning, no.; Wulff 93 (ovf. II. 659 a6). Landstingsvinde, no. et (skriftligt) vidnesbyrd fra et landsting; en landstings winde wdgiffuen aff landtz dommer, lydendis, att her Jørgen Olufssen haffuer ildit paa landzting (1540). Khist. Saml. 3. R. VI. 426. Smlgn. vidne ndf.Landstingsæskning, no. skriftlig udfærdigelse om en ved et landsting foretagen æskning (se ndf.); hand haffuer laditt udeske af hannom till herritzting och landtzting, och bemelder forne landtztingseskning (1575). Rosenv., Gl. D. III. 281. Smlgn. Secher, Om Vitterlighed. I. 86 ffgd. samt æskning ndf.Landsvist, no. 1) ret til at opholde sig i et land (for en, der er dømt fredløs) og vidnesbyrdet herom; den, som sagisløss mand dræber, maa ingen lands viist giffuis. Chr. IV. N. L. mandhelgeb. kap. 1; bliver draberen da dømt til fred, da udstædis og givis hannem iligemaade landsvist som sædvanligt. Chr. V. N. L. 6-12-3; Moth. Vistnok kun norsk. Smlgn. isl. landsvist.Landsvistebrev, no. skriftligt vidnesbyrd om landsvist; vm nogher bether hannom vm nogher dachsbreff eller landswistebreff. N. D. Mag. VI. 256.Lande, go. 1) i nuv. bet.; appello, lander med skib. Colding, Etymol. 902; Steph., Nomencl. II. 113; Nucl. latinit. 1204. 2) sætte i land; i hvor mig lykken lander, i hvilken verdens bugt jeg med helbreden strander. Kingo, Chr. V. anhang. c 3. 3) komme, blive; noget, som wore riiger, lande, folk kunde lande till nogen skade. N. D. Mag. III. 183. Smlgn. Rietz: landa samt indlande ovf.Lande, go. Jf an-, indl.Lænde, go. 1) = lande 1); ther seglide the effther i dage tree, før en the kunnæ ther lændhe. Rimkr. h 4; Nordmændene seilede fra Danmarck oc lendede icke førend i Tonsberg. P. Claussøn, Snorre Sturlesøn. 774. 2) gå; der det lende til midnat, kallede Gud hannem fra det timelige liff. P. Claussøn, Snorre Sturlesøn. 793. Smlgn. isl. lenda samt tillende ndf.Landskab, no. flt. SS; 1) land; subtilig løgen haffuer hand screffuet for fremmede landscåaff, men for oss Danscke er hwn saare groff. P. Eliesen. 116; som thett haffuer werett wdaff i alle landskaffb i christendommen (1533). Hist. Tdskr. 4. R. III. 491-92; der findis vel ædel stene i naagle besynderlige landskaff. Herm. Weigere. 207v; at wi nu intet ville tale om andre landskaff, men alene om dem, som danske eller gotiske sprog haffue brugt. Vedel, Viser. fort. a 7; sst. I. nr. 12 (se ovf. u. hævd 1)); hele landskaff oc stæder falt fra den rommerske kircke. Hvitf. VIII. 150. 2) indbyggerne i et landskab; dend tid, der Suenschens flode laa for Nexøe, och theris landschab der var sancket (1646). N. D. Mag. II. 302. Smlgn. Söderwall, Ordb.: landskap.Landskab, no.; Jac fort 3 (ovf. V. 645 b1). – flt.; VdSv fort a 4v (ovf. V. 39 b41 = landskaffs. Suhm I. 2. 146); andre folck oc landskaffter. Cold kkk 1. Jf t landschaft. 3) i nuv. bet.; MP 222 (= regio); Etym 1053; det priisværdige landskab Fyens berømmelse. SF ttbl. 4) billede (maleri); (1650). DS II. 182 (ovf. u. afmærkelse).Landbeskriver, no. (t landbeschreiber) geograf. M; – v Aph I. 377 b.Landbeskrivning, no. (t landbeschreibung) geografi. M.Landbonde, no. (fsv landbonde) = landbo; alle deris hion, landbønder och tienere (1513). Suhm II. 3. 192; NdM II. 189 (ovf. V. 190 b50).Landbred, no. strandbred; hand lagde hen vndder dend lande bræd. LyschG m 2; Bernts I. 160 (ovf. V. 212 a37); II. 40 (ovf. I. 722 b26). – rindelse er en liden graa fugl i landbredden, obenfoded. DSt 1909 64.Landbunden, to. (fsv landbundin) landfast; peninsula, it land, som er paa den ene side landbundin. MP 221.Landdag, no. (sv landtdag, t landtag) møde for en landsdel; Hvf V. 105 (ovf. u. forfaldeløs); haffue wij ladet forschriffue enn landdag vdj wor førstendom Slesuig (1564). RdM2 I. 446.Landedeling, no. (t landtheilung) deling (adskillelse) af l.; KSB a 3 (ovf. III. 311 a9).Landefare, no. fare for l.; ClS 272 (ovf. V. 599 a18). Landfast, se landfæst 2).Landfoged, se landsf. ndf.Landfordærver, se landsf. ndf.Landforjage, go. jage ud af l.; Hex 204 (ovf. V. 389 a20). Landsforviselse, no. = landforvisning; med halsjerns och landsforwiselsens trusel (1639). DM4 IV. 188.Landefred, no. (isl landsfriƀr) fredstilstand i et l.; (1590). Rsv IV. 206 (ovf. IV. 525 a3).Landfugl, no. (t landvogel) fugl levende på l.; ere disse en part land-fugle, en part vand-fugle. Deb 124.Landfæste, go. komme til l.; Joh 621 (1524, ovf. IV. 159 b41; CP: kom til landet).Landgang, no. 1) (isl landgangr) landstigning; Lysch 271 (ovf. II. 659 b36). 2) (fsv landganger) i nuv. bet.; (1525). NdM VI. 115 (ovf. u. bemande 2)); giøre landegang. GI 97; RFII 142 (ovf. II. 15 a18).Landgildehavre, no. havre som l.; (1548). DM4 II. 76; KB I. 88 (ovf. II. 119 a40, 768 b18).Landgildko, no. ko, der gaves som l.; landgild, legs eller skatte koe. Bernts II. 179.Landgildsmølle, no. mølle, der svarede l.; ChrIV* IV. 244 (ovf. III. 838 a10, jf sst. 7).Landgildspost, no. art af l.; Bernts II. 82 (ovf. II. 739 a40).Landgildesmør, no. smør som l.; (1569). HübB 327 (ovf. II. 507 a11). Jf smørl.Landgods, no. (sv landtgods) i nuv. bet.; (1527). NdM I. 53 (ovf. u. bol 2)); VdS 359 (ovf. u. fundering); Lysch 452 (ovf. I. 715 b23).Landgreve, no. (t landgraf) fyrstetitel; VdP 163v (ovf. V. 195 b2); Steph I. 263 a (= comes provincialis). Landgrevskab, no. (t landgrafschaft) en l.s land; (1683). KD VII. 47 (ovf. V. 195 a50).Landherre, se landsh.Landjord, no. i nuv. bet.; ComD § 74 (ovf. II. 175 b51); Wiel XI. 474 (ovf. IV. 481 a47).Landkanseler, no. (t landeskanzler) = rigens k. (jf ovf. V. 557 a21); slesvigisk og holsteinisk land-cantzelers daatter. AB I. 125 b. Landkant, no. strandbred; Økon Mag V. 242 (ovf. u. brant). Jf sjøk.Landkommissarie, no. embedsmand ved hærens udskrivning m. m.; hues victualia er att bekomme, kunde landt commissarierne betinge (1653). DM3 IV. 250; (1690). GhA II. 293 (ovf. III. 276 a31); jf Fdg 27/12 1701 II. 3. Jf kommissarie.Landkompagni, no. hærafdeling af udskrevne; jeg aldrig haver kunde fangen land compagniet complet (1654). HT8 I. 439.Landkort, no. (sv landkarta) i nuv. bet.; SortS 47 (ovf. V. 241 a48); giorde endog landkorter. HofmA I. 115.Landkræmmer, no. landhandlende (bissekræmmer); tilstæder landkræmmere frie passer at handle. Suhm* I. 201. Landkrønike, no. et lands historie; der er ingen landskaff, som haffuer deris landkrønike. Jac fort 3.Landeløsen, no. befrielse af landskaber; det gielder paa din lande-løsen tre. DV IX. 662. Jf løsen 2).Landmarskalk, no. (sv landtmarskalk) formand for adelen i et landskab; HiørP l 1v (ovf. III. 333 b21).Landemeter, no. (sv landmätare) landmåler; hvilcken aff en landemeter kand bliffve affmaalt. Fdg 13/7 1664. Jf meterpenninge ovf.Landmilits, no. (sv landtmilis) udskreven hær; (1670). GhA II. 194 (ovf. II. 410 b14); DL 6-4-4 (ovf. III. 326 a52); hertil hand sin land-militz indretter. Wiel VII. 253; jf Fdg 22/2 1701. Jf milits.Landmåler, no. i nuv. bet.; Steph I. 286 b (u. geometres); skal alle landmaalere oc rebs-mænd være forpligtede at holde samme alen som en rettesnoer. Fdg 1/5 1683 § 7.Landmåling, no. i nuv. bet.; landmaalingen at lade fortsætte (1682). RdKl III. 538; Fdg 10/1 1698 k 4 § 4 (ovf. V. 538 b18). Landoffiserer, no. embedsmand til lands; (1723). LA 417 (ovf. III. 782 a47). Jf offiserer 2). Landolden, no. almindelig oldenvæxt; naar land-olden er. Fdg 20/10 1670 § 8.Landeplage, no. (t land(es)plage) i nuv. bet.; stil krig og lande-plage. Psd I. 376 a; wil saadanne lande plager afwerge (1659). KD V. 633; dend slemme krig, dend landeplage gresselig. PSB 175.Landport, no. port til landsiden; landporten rømmis ind. GI 99. Landredsel, no. afgift af jord; hwo sum æi rethær land recæl. Anch II. 548. Jf JL III. 10; redsel 2) ovf.Landrejse, no. (sv landtresa) rejse ud på l.; naar lenssmanden drager landreise ud paa landet, skal hand komme megit sterck paa folck (1594). Strelov 290.Landeret, no. den i et land(skab) gældende ret; hand gaff dennem loug oc landeret. ClS 258 (= isl landzrétt. Jónssons udg. II. 310); vilge er ej lande-ret. PSO I. 276.Landron (?), to. forrædersk; wtroo, landronne mendt (1532, Fr Jessen). Vist for landråden. Jf landråde ovf., isl ráƀinn.Landrytteri, se landsr.Landråd, no. (t landrath) embedsmand i en landsdels styrelse; sender jeg landtradernis dom (1638). DM4 IV. 186; nogen aff dj Lifflands landraad. sst. 187; virkelig landraad. Fdg 23/1 1719 b 4v. Jf råd 8).Landsejle, go. sejle til l.; landseylte wi med galleyden. KhS5 I. 700.Landskat, no. (isl landsskatter) alm. skat i et l.; (1596). DM IV. 261 (ovf. u. formu(g)e, go. 3)).Landeskik, no. skik i et l.; hvor med hand lande-skick og folcke-ville brød. Thrane 24.Landeskrig, no. (t landgeschrei) alm. rygte; giør et landeskrig om mig, at ieg har midler (1710). KhS5 IV. 397. Jf skreg 2).Landeskråd, no. lov for et land; giorde sljg ordning oc lande skraad. LyschG i 2v (rimord: raad). Jf æn landaskrá, skrå 2) ovf.Landesol, no. sol for et l.; du milde landesool. Wiel XII. 524.Landsprog, no. (t landsprache) landsmål (dialekt); PSK 86 (ovf. u. beblandelse 1)); vare aff en dialect eller land-sprock saa indtagne. GOD 4, 11.Landstad, no. (t landstadt) by inde i l.; Etym 1320 (= urbs mediterranea).Landstat, no. landetat; (1690). GhA II. 282 (ovf. V. 171 b10). Jf sv landtstat; stat 2) ovf.Land(e)stok, no. 1) tingstok på landstinget; (1510). Stbb 139. 2) strandbred; ovf. V. 566 b50. Jf nuv havstok.Landstraf, no. (t landstrafe) straf, der rammer et l.; met pestilentze oc store landstraffe. Heg 24.Landstryger, no. (sv landstrykare, t landstreicher) i nuv. bet.; Rch 243 (ovf. III. 443 b14); (1655). HT V. 552; PSO II. 80 (ovf. II. 698 a44, 629 a41).Landstrækning, no. kyststrækning; er deris løb atskillig, ligesom den anstøder paa landstreckningen oc udhuckerne. Deb 38; udi Kalsøefiord løber ostfaldet nord paa formedelst landstreckningen. sst. 39, 43. – i nuv. bet. NL 1882 (= territorium). Landetaxt, no. alm. pris i et land(skab); huis deris landgilde sig bedrager effter almindelig lande taxt. Fdg 28/4 1663.Landtog, no. tog til l.; da land- og vand-tog var ham begge lige kiær. DV VIII. 614. Landtov, no. (sv landtåg) i nuv. bet.; bad hand sine mænd hugge landtoufuet oc legge skibet aff lejet. ClS 342.Landvandig, to. fyldt med l. og vand; verdens klodde(-)rund landvandig titulered. Hex 89 (i r.: terraqueus).Landvej, no. (isl landvegr) vej over l.; VdS 98 (ovf. II. 452 b44 = terreno itinere. Sax 224). – ef. som bio. (æn landvegis) til l.; drage landueis ned met dennem til aagabbet. VdS 461; lode deris skib der igen oc droge landvejs. ClS 451 (= isl landveg. Jónssons udg III. 373), 392.Land(e)vej, no. (fsv landsvägher) i nuv. bet.; (1594). FA I. 172 (ovf. I. 4 b11); Hvf III. 313 (ovf. IV. 461 b52); RFII 176 (ovf. II. 436 a30); – MP 170 (ovf. II. 343 a1).Landvin, no. (t landwein) i nuv. bet.; Etym 522 (= indigena vinum); Steph I. 140 b.Landeviv, no.? DgF I. 45 a (ovf. III. 36 a34). Landvær(g)e, no. udrustning (mandskab) til forsvar; Dict (= præsidium); hvilket selveiergods fordum giorde stor landværge imod rigets fiender. Suhm* I. 203.Landsbybroder, no. mand fra l.; ingen skulde sige det, jeg var en landsbye-broder. Reenb I. 56, 59.Landsbydegn, no. = landsdegn; Helt 191 (ovf. V. 602 a6); – HolbSm 62 (ovf. II. 830 b35).Landsbydreng, no. ung karl fra l.; landsby drenge, pubes agrestis. Dict.Landsbydrude, no. landsbypige; Wiel VI. 154 (ovf. V. 635 b28). Jf Rietz: druda; Frisch drut 1); GrimmW: drude.Landsbygud, no. gud dyrket på l.; lyksalig den, som kand de landsbyeguder kiende. Raun 51 (= l deos qui nouit agrestes. II. 493).Landsbyhandel, no. landvæsen, landforhold; Etym 1085 (= res rustica); DL 3-13 overskr (ovf. V. 237 a14). Jf handel 1).Landsbyhave, no. i nuv. bet.; ved den alfare vey og store landsbyhaver. Raun 46.Landsbykirke, no. i nuv. bet.; hos en landsbykirke, som deres gevehrer i et skab er udi forvaret (1615). NdM II. 162. Jf landsk.Landsbyklædt, to. i nuv. bet.; bondefødt oc landsbye-klædt. Thrane a 3.Landsbylevned, no. i nuv. bet.; Etym 1085 (= vita rustica); NL 1521.Landsbymad, no. i nuv. bet.; Etym 862 (= fercula pagana).Landsbymand, no. i nuv. bet.; Etym 1085 (= rusticus); (1668). Rsv* V. 269 (ovf. II. 184 a43).Landsbymus, no. mus fra l.; Reenb I. 182 (ovf. III. 154 a25). Landsbypræst, no. i nuv. bet.; Tychonius 288 (ovf. II. 440 a16); vAph I. 378 a. Jf landsp. Landsbysprog, no. ordsprog (talemåde) på l.; Etym 1085 (= proverbium rusticum). Jf sprog 1). Landsbyungdom, no. i nuv. bet.; den landsby-ungdom dig tilønske skal en Ceres grøde-rig. Raun 18. Landsbyvæg, no. væg, som den laves på landet; SortSk 1 (ovf. II. 782 a40).Landsegn, no.; forbete fogderier eller lands-egne. Bernts I. 282. Landsfolk, no. flt. landsmænd; at ieg met dette mit arbeyde kunde tiene mine egne lands folck. HemmP fort 2v. Landsforviselse, se ovf. s 644 b39.Landsførste, se ovf. s 644 b51.Landsgud, no. gud for et landskab; Etym 628 (u. lares).Landshøvding, no. (isl landshöfdingi) hersker; Bernts dedik b 2v (ovf. I. 590 b17); KC* c 1v (ovf. II. 84 a11).Landshøvedsmand, no. = landsherre; Stbb 76 (ovf. V. 126 a9).Landsknægtsdreng, no. oppasser for en l.; Dict (= calator, jf ovf. IV. 257 a51); Steph I. 269 a (= cacula). Jf rytterd.Landsknægtharnisk, no. harnisk til en l.; (1598). DS V. 183 (ovf. III. 488 a23).Landsknægtspids, no. (t landsknechtspiesz) spyd til l.; for salpether, krudt, landzknechtespedz (1562, Fr Jessen); Hvf IX. x 1v (ovf. u. flugel 3)). Jf spids 3).Landskvinde, no. kvinde fra l. (omløberske?); kom der en landsqvinde gangendes til hende, som hun laae paa marken (1620). Grønlund 111. Landsmarked, se landem.Landsprovst, no. (fsv landsprovaster) provst for en landsdel; (1645). DM V. 60 (ovf. V. 497 b34), fra Bornholm.Land(s)rytter, no. (t landreiter) kriger til hest; lighe ssom werdzlighæ landzrydtheræ pleyæ at beræ sigh adh. T 17. Jf landsknægt. Landrytteri, no. rytteri af l. egne folk; land-rytteriet i Danmarck. Fdg 6/1 1685 overskr; voris om land-rytteriet udgangne forordninger (1690). GhA II. 280.Landsskole, no. højere (lærd) skole; ComD § 737 (ovf. I.* 27 a u. befo(r)dre = t land schulen).Landssnapsting, no. = snapslandsting; paa Viburg lands-snapstingh (1572). Rsv III. 136.Landstingsrider, no.; hvis de dennem til landstings-ridernis underholding tilsagt hafver. Fdg 10/1 1685 Landstingsriderpenge, no. penge til at holde l.; de landsting-riderpenge, som landsdommerne hid indtil haver været bevilget. Fdg 4/3 1690 § 6.Lands, se hol-, inden-, ind-, sønden-, uden-, ud-, vesten-, vesterl.Land(i)sk, se fæder- (I. 488 b), inden-, is-, over-, udenl. Lænder(e), se Hol-, Is-, udl. Lændig, se ind-, sid-, udl.Landing, no. landfasthed; med Valland knytted er i landings grændse-baand. DP 33. Jf vådlænding (IV. 885 b12).Lænding, se Is-, lej- (II. 777 a5), nord-, nyl.Lænd(i)sk, se ind-, ir-, is-, neder-, nord-, sønder-, ud-, østerl. Vis mere +