Vide | Kalkars Ordbog

Mente du:

12 resultater

VideVide [vede], go. (isl vita)
1) i nuv. bet.; myt naffn i fonge jckj ath wedhe. RD II. 121; HS 1712; at jæk skal wedhe, ati æræ ikke speyære. ÆB 1 Msb 4234; tw kan wel wede, hwad meg giør møde. Psb I. 84; – ieg gaff mig icke vd at wijde noget. 1 Kor 22 (1524, 1607, 1647); at wi skulde see och vide sligt. HWR fort 6-6v. – nut.; jæk wedh, ath herren skal antworde ethær landith. Josv 29 (ÆB og flgd. overs.); thu vest, at thesse ordh ginge ey fram. HS 7123; – ieg icke wijd, huor the haffue lagd hannom. Joh 2013 (1524; CP og flgd. overs.: ved); thu wijdst icke, huor aff hun kommer. Joh 38 (1524; CP: vist (jf v 10; 1524: wedist); 1550 begge st.: vedst); – ieg vide saa vell, du vill hinde icke gaatt. DgF III. 141 b (wed. sst. 137 a); – nescio, vider icke. Etym 1119 (veed. sst. 1117); – wedhe j theth ey, at ther ær enghen mik lige. 1 Msb 4415 (ÆB; 1550: vide); the wedhe inghen, hans nades breff haffuer foracthet (1526). NdM V. 108; LaurU 40; huad gode raad veede i at giffue. Rch 53, 67; – huilkit wij wijde, thet taale wij. Joh 310 (1524 og flgd. overs.), 2; – forest. m. (isl viti); ieg tror ingen at være saa groff, at hand vide ey. PlV 352. – dat.; westhæ nw grissæne. Rkr i 4 (= wisthæ. Rkr* v 2689); – hand wijste, huad ther war vti mennisken. Joh 225 (1524 og flgd. overs.); hun ey wijste, at thet war Iesus. Joh 2014 (sst.). – bdm.; ved møghz oc tale ey alt. Psd I. xxvib; spør du, huorfor hand tuang sig saa vit, da veed. BT II. 65; hør din dom oc veed, at du est ej ræt en ecte mand. TkH 41. – tm.; værende sig (noget) bevidst; om en siæl, ikke wedendhe, synder. ÆB 4 Msb 1527, 28 (widendhe. v29); – giøre videndes mig selv saa taabelig. SortH a 4v. Jf Lyngb* 34; Rdq I. 277. – v. vel ɔ: være ved samling, være sig bevidst; tho at her Y vistæ ey væll, han giorde ey tha forwten skæll. RD II. 193 (= sv viste ey væl. Iv lejonr v 2121). Jf Fritzner2 III. 971 b5. – hun ved sig ingen dag ɔ: er nær ved at føde. M. Jf FeilbO I. 171 a27; dag 3) ovf.
2) kende; PL** I. nr 1161 (ovf. IV. 316 b24); de, som vide Gudz vilge oc bud ord. CP II. 153; om thu wijste Guds gaffue. Joh 410 (1524, CP; 1550: kende). – v. tys med, se ovf. IV. 508 a38. – med fho. kende, mærke; wi wedhæ ey aff, førræ han ær død. RD I. 301; medhen wy wede aff theris swigh. RD III. 520 (= CP V. 610); then ær gladh, ther eij weedh aff waandhe. PL** I. nr 552; som wiste icke aff nogen sønd. 2 Kor 521 (1524, 1550, 1647). Endnu brugeligt; – j vidæ ther lidæt till. RD II. 179 (= wede. RD I. 54). Jf isl vita af (til).
3) tænke på, arbejde på; - (1523). NdM II. 148 (ovf. I. 73 a6); – NdM V. 89 (ovf. IV. 796 a37); wiide och handle thend andens beste (1536). Rsv* IV. 162; han bad mig venlige vide hans beste. HWR 65; – skal de i alle maade vide hans fridstand oc beste. Hvf VIII. 25, 24; – wide och gøre syn almw gaffn. Rkr b 1; (1568). Rsv III. 70; saa wortt gaffn och bedste maa bliffue wiidett och rammitt (1581). NdM I. 78, 169; hver andres gafn oc beste vjde oc ramme. RFII 214; – hand skal icke vide kongens eller hans rigers skade ved sig selff eller andre. Hvf III. 155. – v. tak ɔ: være taknemmelig; for thennom wide hannom tack. PE 16; TSd 271 (ovf. III. 867 a12); ieg ved eder derfaare tack, ære oc priss. HWR 262; VdS fort 11; haver ikke end engang videt os tak derfor. VdSv b 7; Hvf VIII. 247; at vi icke skulde vjde dennem tack, der gjøre meere, end de ere skyldige. BT I. 59; Jm 262. I MbO II. 1519 og MbG II. 266 henført til vede (ovf. IV. 765 b15), men udtrykket er alm., jf t dank wissen, fr savoir grè, gr χάριν εἰδέναι; derimod ere ordene sammenblandede, jf ovf. IV. 766 a13 og vede t. findes, se ovf. IV. 765 b32. Jf VSO: veed A o). – v. til vilje ɔ: gøre for ens skyld, tage hensyn til; hand vidste slet ingen til ville, men tog den norske lov i hand. LyschG (1726) 31; hand var de danske bevaagen oc vidste de suenske ringe eller intet til villie. RFII 125; M. Jf (til) vilje.
4) v. sig selv ɔ: tilskrive sig selv; hvis skade derpaa kunde være sket siden, det at vide sig selv. Wulff, J Bang 223; Rsv* IV. 407 (ovf. IV. 767 a1); M. Jf vide, go. 2) ndf. – Jf af-, fore-, for- (I. 744 a7), tilv., sam-, u-, velvidende, be-, ubevidst.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VedeVe[i]de, go. (isl veita)
1) yde, give; - RD II. 37 (ovf. I. 56 b6); teg skal vedes hedher oc roess. ÆdS 115; alt huad ieg bedis, thet skall meg wedis. Psb I. 184; – huad de baade Gwd fader om i hanss naffn, det skulle dem videss. CP II. 60, 422; PE 23; ville gaa til K oc vide dennom suar. Hvf VII. 126; hannem ville wi vide sin tilbørlige ære oc tacksigelse. Lysch præfat 25; priis ham viides oc roos. Hex 7; mig bør først at vide mit fæderneland nogen ære. PSK fort 1; – oxer og køer jeg vejder dig til kost. DgF I. 176 a. Optegnelse fra Færøerne, jf Fær Anthol II. 390: veiƀa. – dat.; ieg wetthæ them skienk. Rkr f 3v; hand vete leoparden stor tack. HWR 135 (jf vide t. u. vide); tha wetthe the for theris bønners schyld (1590). Rsv IV. 197. – tm.; alt thet thu bedis, thet ær tek veth. HKv 362; thet wor meg aff Gud wet. Br 3243. – v. bøn ɔ: opfylde en bøn; - hwilkin bøn wi them nu weet haue oc wete (1422). KD I. 151; ville ieg dem bede, at di mig denne bøn vede. Dmdo 118; – hører mine ord och vider mig bønn. SK v 172; paa det, at ieg skulde wide deg bøn, som du haffuer lenge bedet meg om. Huberinus 3v; om det behager kongen, at vide mig min bøn. Esth 58 (1550, 1647); DgF II. 178 b; VdS 476; Heg 231; Psd I. 286 a; AB I. 301; dend anden vider strax sin seyerherre bøn. Wielandt III. 163; vilde mig i een ting vide bøn. GH indledn 12v; saa vides ham hans bøn. DP 5; – greffuen bad for hannem, huilcken bøn wi hannem vidste. Hvf III. 191; viste hand hannem icke bøn. Lysch 103; – der A haffde vidt E denne bøn. VdS 425. – v. ord ɔ: give lejlighed til at tale; hand vider de herrer ord. DgF I. 416 b; huer dag skall ieg widde theg ordd. sst. II. 268 b; rider och suene skulde wyde denom ord. DgF III. 392 b. Jf til ords (III. 379 b33 ff).
2) gøre, volde; - (1466). GhA V. 68 (ovf. II. 720 b31); haffue liggitt i lauge for LS oc vid hannom aaraad (1568). Rsv III. 59. Jf thær aræth wætæ. JL III. 22. – I form og bøjn sammenblandet med vide, se ndf.Vedebrev, no. skriftlig tilladelse (befaling)? ieg wiilde giernne haffue wedebreff att lade hugge 2 winther (1553). DS III. 74, jf: the (ɔ: tømmermændene) icke well hugge lenger end tiill stj Morthenns dag. sst. 73. Mulig = videbrev (se ndf.) i bet.: arbejdsregulativ.Vedefoged, no. tilsynsmand ved beholdning af fødevarer? wedefogeden wdi thøighuset hotz prouianthen att flij indt och vdt (1564). NdM V. 63. Efter sammenhængen kan ordet ej være = vedfoged.Vetelse, no. (isl veizla) ydelse, indrømmelse; ther the bedhæ, gif thom skøth vetæls. HKv 6731. Her: opfyldelse.

Rapportér et problem

VideVide, no. vidde; (1456). DM III. 205 (ovf. u. behøring 1)); Rsv* IV. 124 (ovf. I. 617 a25); baade lengden och viden (1627). KD III. 65. – stor udstrækning; for landzens viide (1535). PMA II. 85.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VideVide, no. (isl víti)
1) straf; legge the wijde ther hooss oc straffe. PE 238, 153; (1532). NTT III. 228 (III. 767 b22); poenam constituere, at legge vide. TV 391; lagde der hoss vide, at huor de kunde findis, skulde det gaa paa deris liff. Lysch 62; JDV d 6v (ovf. II. 867 a46); effter det strenge vjde hannem var forelagt. RFII 309.
2) bøde; han scal bødæ thet samæ vidæ. Nyrop, Skråer I. 22; (1460). KD II. 111; (1496). DS IV. 342 (ovf. II. 75 b28); bøde sytt wyde for sin forsømelse (1509). DM III. 232; Rsv* IV. 83; huer rette sig i tide, som hand vil icke gielde vide. PlSk c 6; vide gieldis, som ved er taget, valet mulcta, ubi est compactum. Dict xx 3; for forsømmelse gelder mand ofte vide. PSO I. 124.
3) vedtægt for et samfund (med fastsættelse af bøder); se ovf. IV. 771 a42, 776 a47; II. 734 b46; DS III. 226; scitum, viide, vedtect oc paaleg. Etym 1118; at bemeldte gamle vide renoveret er med alle sine artikler (1631). JS VI. 253, 255; mod den vedtagne vide. AB II. 292; – om vije og vedtægt (1697). DS II. 235. Jf OW* 828.
4) bondeting, gadestævne. M. Jf MbD: vide 2). – Ik. i Isl, Sv, Ags (∾ mht wize), så fk. er dialektmærke. Jf blod-, gård-, gærds-, hel-, lejermåls-, ting-, våbenv., forvid (I. 743 a).Videbog, no. bog indeholdende vide (bet. 3)); skal hver dag videbogen være paa stævne og læses 4 gange om aaret for granderne (1681). HT IV. 540, 544.Videbog, no.; hvo videbogen skal forvare (1685). Bjerge og Søegaard, Vider II. 227.Videbrev, no. skreven vide (bet. 3)); ther er udi Weile bye gangitt itt wideoch widtegtzbreff (1590). Rsv IV. 150; skal forskrevne vort videbrev strække og naa til den nørre aa (1653). JS VI. 255. Jf brev 1).Videfoged, no. foged, der vågede over videns overholdelse; M; at videfogden maatte befales, at skulle angive, hvis haandværksfolk som opholde sig i hans by (1731). Progr Kolding 1822 90.Videkæp, no. karvestok til bøder. M. Jf: will hannd icke skære sig selffue paa samme kiep (ɔ: byens k. ovf. I. 307 b9) for sitt wiide. HT I. 442.Videpenge, no. pengebøde; skal det betales af videpengene (1681). HT IV. 541.Videtønde, no. øltønde fra øl, der gives som bøde; gildsuenden skal haffue the to tydstøll tønner ... saa och wiide-tønner (1559). DM3 I. 125.Videøl, no. øl, købt for vide - (bet. 2)). M. Vide, go.
1) (isl víta) straffe med bøde, sætte bøde for; gør han hannem saar, widhe ey sin eghen brødhe, mæn thz skaal stondhe til fyre brødhræs sighendhe (1496). DS IV. 343; saadan en slem gierning burde icke med slige ringe bøder att wiidis och straffis (1590). Rsv IV. 174.
2) tilregne, beskylde for, bebrejde; vitte henne, ath hun var cristen. HKv 7533, 3625, 7725; tha wittæ thet myn frwe mægh, thet jech haffdæ rad hindhæ swigh. RD I. 94 (= RD II. 209); withes thet hanum sithen, oc dyll han, tha dyllæ meth tolf men. Rsv* V. 28; IV. 265; HM 48; (1510). NdM II. 326; DgF II. 199 a; IV. 181 a; huis andit wi haffue dennom at vide. Hvf VIII. 223 (= at skylde. Art (v Rørd) 56). – med fho.; saa frampt lenssmanndenns eller fogdens forssømmelsse ther wdj finndis, will kong. mat. wiidit hos thennom (1578). NdM VI. 154; athj icke seer egennom fingre mett nogen ... saa frembtt wij icke schulle wiide thett hoss ether (1579). KhS VI. 397; dersom der begaaes nogen forseelse ... da ville vi vide det hos dig og icke hos NL (1642, AL). Mulig i bet. 1); – thersom HU vilde viide hinde po, at JU uppebaarit hagde mere (1542). Rsv I. 70; vider en noget paa, accusare. Dict xx 3. Jf vide 4) ovf.
3) vedtage, fastsætte; - scisco, vedtager, stadfester, vider. Etym 1118; Steph II. 1267.
4) hindre, formene. - M. Jf forv. (I. 743 b), uvidt.

Rapportér et problem

VideVide, se vede (IV. 765 b15).

Rapportér et problem

VidjeVid(j)e [vie], no. hunk. (∾ isl viƀja) i nuv. bet.; vrid vidien, men hun er grøn. PSO I. 459 (= Hors d 7); – retinaculum, vidie eller baand, mand binder op med i haffuer. Etym 1307, 1437 (Dict: vidde); bind kurfv' af sif oc vidier. Buc (1680) b 1; – hwggæ hessell oc elle oc wydæ til ath dømmæ meth (1459). Tvd 983; voxer pile oc popel træ mange met viide oc rør. VdP 8v; virgetum, som vider eller anden riis voxer. Steph I. 57 b, cc 6v b; med vider til træer tilbindis. ComO 163; – tage palmequistæ oc vie ved bæcke. 3 Msb 2340; siler, vie. TV 145; MP 266 (u. vimen); indbunden tynde udi kurffue eller med vier. Etym 445, 660 (ovf. IV. 114 b18); dersom mand vrier en vje, hvilcken mand bruger til at binde med. Holst I. 38. – han er henne at skære vidder. M (= sine venia discessit)?
2) 30 stkr. (hornfisk); 30 hornfiske regnis udi 1 viedde. Bernts IV. 489; 1 vedde hornfisk i Sælland er 30 fiske. sst. 552; vid = vedde ɔ: halvanden snes. M. Jf spide (IV. 59 b52).Vidje, se vitje ndf.Vidje, no. – til s. 811 b32 jf UK o 8 (= hand. udg. 1735 156; hun. sst. 19); Pouch p 4v (ovf. IV. 875 b50). – til l50 jf ovf. III. 494 b12. – til l52 jf ovf. IV. 856 a23. Vidje, se vitje ndf.Vid(j)ebrand, (v. og b.), no.
1) budstikke; nar fiendæ kommæ fore landet oc widiæ brand gingæ (1428). DM V. 319, 320 (ovf. u. bagn); – sende vidie oc brand omkring effter deris sæduane, at mand aff hus skulde fremkomme oc forsuare sin frihed. VdS 517; vdsende vijde oc brand, som oc kaldis budstycke. Hvf III. 189; bønderne ginge strax om med vidie oc brand. HT7 II. 518; der blev sendt vidie og brand blant bønderne, naar mand af huus skulde rejses mod fienden. PSO II. 153.
2) (med) ild og sværd; fald' her ind met vidie oc brand. Rch 76; med roff, med mact, med vidie oc brand. Rch 243. Jf kiep oc brand. sst. 176; sværd oc brand. Lysch 149. Ordets opløsning viser, det tidlig er misforståt (om budstikkens aflæggelse jf Sax I. 228 not 5; II. 153). Mon ikke den opr. bet. er: antændelse af bavner, jf vedde 2), og navnet overført på den samtidig udsendte budstikke? Til vidje for vide jf MbD 648: vide. Vidd[j]efugl, no. hærfugl (upupa). M. Efter t wiedehopf (jf s. isl veiƀihoppa), hvis første del (∾ isl viƀr) bet.: træ, skov, jf Kluge. – herfugl. Etym 1476.Viegren, no. vidje; kurffve aff smaa rjs eller vje græne. Holst VIII. 29.Viddekurv, no. (sv videkorg) kurv af vidjer; sporta, viiekurff. Etym 1218; NL 1738; v Aph I. 780 a; SortS 77 (ovf. III. 588 b46).Vi(d)eris, no. pilebusk, pilekrat; abeltræ, wierriis, thornpile (1581). DM II. 214; aff viideriis haffuer det (ɔ: mons viminalis) sit naffn. VdP 8v; viburnum, it slags vie riiss. Etym 1432; som høy cypres - træ ofvergaa med vext de vie-riiss. Buc (1680) a 4; 12 læss wierijss. SkT 186; Bernts II. 194, 258.Viesi, no. si flettet af vidjer; colum, vas vimineum, sie, wiesie. Etym 1023; M.Viddeskør, no. afskæring af vidjer. M. Mulig påvirket af læsem.: vithskorth. VsL II. 42, jf OW* 814, Lund 166. – Jf skurd.Viddestade, no. pilekrat; M. Jf pilest. Viddetorn, no. vrietorn (rhamnus catharticus). M. Jf t weidendorn, vigretorn ndf.Vietræ, no. piletræ; - pile oc vie træ. Ps 1372 (CP); Etym 1173 (u. siler); Steph I. 173 b; Bernts I. 10.Vietræ, no.; – Hex 119 (ovf. II. 234 b50).Viegærde, no. risgærde; er ett nye flettede wie gierde wed magt (1623). Tauber XII.Vidjepil, no. salix cinerea; Etym 445 (ovf. II. 880 a34). Jf JT 213.Vidjetorn, no. Jf vegt. (IV. 783 b22).

Rapportér et problem

VideVide, to. klog. M. Omdannelse af vitter (vid(d)er), se ndf., el. vittig.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VideVide, go.
1) – nut.; (1602). DM III. 48 (ovf. V. 756 b20). – dat.; DgF I. 405 b (ovf. II. 803 b18). – bm.; – da vid, at dw skalt dø. 1 Msb 207 (1550, 1647). – v. at sige, se ovf. V. 897 a37 f.
2) – til s. 806 b40; om hand fanger dem, mand intet end veed af. AB II. 68; – aldrig viste dog af hoste eller snue. KC* b 4. – ej v. af ɔ: ikke ville (bruge); de ey vidste af at vende. SortH b 1v. – v. med ɔ: vide skyldig i; der viste det met keyseren och hannom ey bedre haffde vndervijst. Cold pppp 4v; – SkK h 1 (ovf. III. 483 b35). – ieg veed intet met mig selff. 1 Kor 44 (1607, 1647; CP: ved mig icke skyldig); AB II. 182 (ovf. V. 857 b5). Jf VSO: veed A, s.
4) – v. sig fra (til) ɔ: fralægge (hævde) sig; vider sig noget til eller fra, juramento forensi convincere. Dict.
5) tm. i lid. bet. bekendt; saa frembt det bevises, at det dennem videndis været hafver. Fdg 12/6 1679 § 7 (= DL 1-1-5). Jf al-, uaf-, uforvidende; uafvidst.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VideVide, go.
1) (isl víta) straffe med bøde, sætte bøde for; gør han hannem saar, widhe ey sin eghen brødhe, mæn thz skaal stondhe til fyre brødhræs sighendhe (1496). DS IV. 343; saadan en slem gierning burde icke med slige ringe bøder att wiidis och straffis (1590). Rsv IV. 174.
2) tilregne, beskylde for, bebrejde; vitte henne, ath hun var cristen. HKv 7533, 3625, 7725; tha wittæ thet myn frwe mægh, thet jech haffdæ rad hindhæ swigh. RD I. 94 (= RD II. 209); withes thet hanum sithen, oc dyll han, tha dyllæ meth tolf men. Rsv* V. 28; IV. 265; HM 48; (1510). NdM II. 326; DgF II. 199 a; IV. 181 a; huis andit wi haffue dennom at vide. Hvf VIII. 223 (= at skylde. Art (v Rørd) 56). – med fho.; saa frampt lenssmanndenns eller fogdens forssømmelsse ther wdj finndis, will kong. mat. wiidit hos thennom (1578). NdM VI. 154; athj icke seer egennom fingre mett nogen ... saa frembtt wij icke schulle wiide thett hoss ether (1579). KhS VI. 397; dersom der begaaes nogen forseelse ... da ville vi vide det hos dig og icke hos NL (1642, AL). Mulig i bet. 1); – thersom HU vilde viide hinde po, at JU uppebaarit hagde mere (1542). Rsv I. 70; vider en noget paa, accusare. Dict xx 3. Jf vide 4) ovf.
3) vedtage, fastsætte; - scisco, vedtager, stadfester, vider. Etym 1118; Steph II. 1267.
4) hindre, formene. - M. Jf forv. (I. 743 b), uvidt.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VideVide, go. (isl víƀa) udvide; ey kunnæ stadhen widhes och ey bigges annen stedh, een som han war skikket af æræstæ. Br 30728-29; os deducere, vide munden ud, gaabe. Etym 335, 1158 (u. exserto); strax der effter vyder sig i en stor fiord (1638). DS2 IV. 11; Raun 75 (ovf. IV. 7 a5). Jf for-, udv.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VideVide, no. Jf ledings-, leger-, ølv.Videstraf, no. s. for ej at have betalt en bøde; om videstraf (overskr., i texten: hvo som icke vil udlegge sin vide ... pante fra hannem for så meget, som viden er (1685). Bjerge og Søegaard, Vider II. 213.

Rapportér et problem

VideVide, se hand-, knaperv.

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag